Reaktionerne på Hamas' slagsidesejr over Fatah i sidste uge i det palæstinensiske selvstyre-valg delte sig i tre typer. Nogle, som American Israel Public Affairs Committee, udtrykte bestyrtelse og var bekymrede over, at Hamas åbent praler af sit mål om at udslette den jødiske stat, idet man anser dette for at betyde afslutningen på fredsprocessen.
Andre, som tidligere præsident Jimmy Carter, sank en ekstra gang og trodsede almindelig sund fornuft med sit håb om, at Hamas efter at have vundet 74 pladser imod Fatahs 45 af den lovgivende forsamlings 132 pladser ville blive tam og forvandle sig til Israels fredspartner.
En tredje gruppe, herunder Boston Globe-skribenten Jeff Jacoby, besluttede, at Hamas' succes var "langt det bedste resultat," fordi det giver mulighed for et "utvetydigt virkelighedstjek i forbindelse med det palæstinensiske samfunds karakter."
Og jeg? Hamas' sejr lader mig neutral med hensyn til den arabisk-israelske konflikt.
Der er ikke så meget, der adskiller Hamas' anti-zionisme fra Fatahs anti-zionisme bortset fra, at Hamas-terroristerne taler åbenhjertigt, mens Fatah-terroristerne taler uklart. Selv deres taktikker overlapper hinanden, eftersom Fatah fornægter Israels eksistens og Hamas forhandler med israelerne. Forskelle i betoning og stil skiller mere end indholdet, når det gælder deres holdninger til Israel.
Jeg afskyr Hamas og har opfordret til bevægelsens udslettelse, men jeg vedgår også, at valget kan medføre nogle fordele og få israelerne til omsider at erkende den dybe og gennemsydende anti-zionisme i det palæstinensisk-arabiske politiske system. Hamas og Fatah vandt tilsammen alle pladserne i den lovgivende forsamling bortset fra tretten. En venstreorienteret terroristgruppe, Folkebevægelsen til Palæstinas Befrielse (PFLP), fik tre pladser; tre venstrepartier – Al-Badil (eller Den Alternative Liste), Den Uafhængige Palæstinensiske Liste, og Den Tredje Vejs Liste – vandt hver to pladser, og fire uafhængige kom ind. Med mulige undtagelser i form af enkelte marginalfigurer afviser den lovgivende forsamling således over hele linjen Israels ret til at eksistere. Eller med David Horowitzs bidende beskrivelse: de palæstinensiske arabere er "det første terrorist-folk."
Resultatet af det palæstinensiske valg var delvist en følge af mere end ti års elendigt styre ved Yasser Arafat og hans kumpaner, som stjal, konspirerede, begik underslæb og hundsede med deres undersåtter. Hamas, derimod, opbyggede et ry præget af samfundstjeneste, relativ redelighed og beskedenhed. Positivt betragtet medfører Hamas' succes, at de palæstinensiske arabere tager andre ting i betragtning end eliminationen af Israel. Negativt betragtet foretrækker de blot ærlige terrorister frem for uærlige.
Den store Hamas-sejr, skrev Steven Plaut fra Haifa Universitet, er "det eneste, der har en chance for at tvinge israelerne til at åbne øjnene og vågne op." Hamas' opstigen kan måske også vække andre ganske effektivt; vil Spaniens regering med dens skyklapper mon bemærke den nylige opfordring i en af Hamas' børnebøger til at lade byen Sevilla vende tilbage til muslimsk styre?
Muligvis. Men jeg nærer et svagt håb om, at Hamas ved magten vil bringe et virkelighedstjek. "Fredsproces-samfundet" vil ikke opgive sine yndede forhandlinger, blot fordi en morderisk, totalitær organisation er blevet valgt. Som det ubønhørligt har været tilfældet siden 1993, vil det ignorere dette tilbageslag og presse på for flere israelske indrømmelser.
Jeg forudser en tilnærmelsesvis gentagelse af presset på Arafat i 1982-88 for at få ham til at afsværge terrorismen. Men en skarp iagttager af den arabisk-israelske konflikt, Robert Satloff fra Washington Institute for Near East Policy, tvivler på, at Hamas vil blive tvunget til at matche selv Arafats indrømmelser fra dengang.
Jeg forventer også, at Hamas, trods kække udtalelser om at man ikke vil forandre sig, vil spille med på de verbale krav til dem. Lederne, som vil mærke den økonomiske klemme og det diplomatiske pres, vil overtage Arafats vane med at komme med uigennemsigtige hentydninger og sige ét på engelsk og noget andet på arabisk. Ligesom Arafat vil de måske endda "afsværge" terrorismen eller foregive at ændre deres Protokol-opblandede troserklæring.
Det, som Yossi Klein Halevi kalder for "vinkets og antydningens æra" er så sandelig allerede begyndt med, at Hamas stort set har afstået fra terrorisme mod Israel under sin erklærede tahdiya (ro) i 2005 og derefter til en vis grad har modereret sin retorik de seneste uger; for eksempel foreslog de en 15 årig våbenhvile med Israel. Det ændrede image viser visse tegn på succes: tidligere præsident Bill Clinton, som ofte optræder som opinionsleder, har netop opfordret Bush-regeringen til at overveje at forhandle med Hamas.
Jeg forudser, at de palæstinensisk-israelske forhandlinger vil genantage deres glorværdige ry for at bringe god vilje, harmoni og fred, mens Israel denne gang står over for en langt mere beslutsom og snu fjende end den fordærvede Arafat eller den uheldige Mahmoud Abbas.
