Redaktionens introduktion: Efterårets udgave i 2005 af The National Interest indeholdt et provokerende indlæg fra Robert W. Tucker, grundlæggende redaktør ved dette tidsskrift, og David C. Hendrickson. Dette essay, som bar overskriften "The Freedom Crusade" (Frihedskorstoget) satte spørgsmålstegn ved, hvorvidt dette at gøre ansporingen til demokrati rundt om i verden til et centralt organisationsprincip i USA's udenrigspolitik er i overensstemmelse med Amerikas diplomatiske traditioner og nationale interesser. National Interests læsere er ganske klar over, at der på disse sider har fundet en livlig debat sted vedrørende "demokratispørgsmålet." Vi inviterede flere fremtrædende kommentatorer [Leslie H. Gelb, Daniel Pipes, Robert W Merry og Joseph S. Nye, Jr.] til at fremsætte deres egne meninger vedrørende de synspunkter, som kom til udtryk i "The Freedom Crusade," og mere generelt med hensyn til forholdet mellem demokratiet og USA's interesser.
Daniel Pipes' introduktion: De øvrige tre bidrag kan læses på National Interests website.
Debatten om ansporingen til demokrati er næppe ny for amerikanerne; locus classicus for denne ambitiøse debat er faktisk Joshua Muravchiks studie fra 1991, Exporting Democracy: Fulfilling America's Destiny, (Eksport af demokratiet: Opfyldelse af Amerikas bestemmelse), hvori han argumenterede for demokratiseringen som centralt tema i USA's udenrigspolitik. "Den amerikanske præsident", skrev han, "bør se sig selv, ikke blot som landets vogter, men som leder af den demokratiske bevægelse." Dette er rendyrket idealisme, som underforstår Amerikas exceptionelle status og særlige kald.
I modsætning hertil hævder den realistiske lejr, sammen med David C. Hendrickson og Robert W. Tucker, at ansporingen til demokrati (eller noget som helst andet) hverken er praktisk eller ønskelig. Denne lejr er tilbøjelig til at betragte USA som et mere almindeligt land med mere begrænsede mål. Amerikanske realister nærer de samme formodninger vedrørende udenrigspolitik som realister alle andre steder på kloden. Amerikanske idealister, derimod, peger på Amerikas enestående rolle i verden og må derfor bære byrden med at retfærdiggøre deres synspunkter.
Forslaget om at "eksportere demokratiet" understøttes af en trefoldig antagelse. For det første, at demokratiet på sin vis tilhører amerikanerne i den forstand, at bogstaveligt talt hvert eneste land, som indfører demokrati, har trukket på de amerikanske erfaringer. For det andet, at demokrati faktisk kan eksporteres. Og endelig, at ikke-amerikanere, når de får valget, ønsker demokrati.
Historien støtter disse tre påstande, hævder Muravchik og andre. Demokratiet har været et amerikansk træk i mere end 200 år. Washington har rent faktisk eksporteret denne styreform, sommetider på spidsen af en bajonet. Og demokratiets udbredelse fra sine nordatlantiske højborge til Østeuropa, Latinamerika and store dele af Østasien beviser dets tiltrækning.
Personaligt befinder jeg mig et sted imellem idealisme og realisme, idet jeg sommetider opmuntrer USA i landets enestående karriere med at eksportere sociale og politiske institutioner (tænk på Japan) og andre gange frygter, at den slags bestræbelser vil overstige den amerikanske rækkevidde og ende dårligt (hvilket jeg forventer i Irak). Jeg støtter visionen om at sprede det amerikansk udformede demokrati, selvom jeg er bekymret for, at omstændighederne ikke er egnede (hvor japanerne var blevet besejret i krig, befriede krig irakerne). Idet jeg vender mig mod George W. Bush's politik, som er fokus for Hendricksons og Tuckers artikel, vil jeg begynde med to iagttagelser:
Mellemøsten vil komme til at bestemme hans præsidentperiode, og i forbindelse med alle regionens vigtigste spørgsmål (terrorisme, den radikale islam, Irak, den arabisk-israelske konflikt og måske tillige Iran) har han vist sig som en radikal nyskaber, tilbøjelig til at forkaste årtiers topartspolitik og feje den til side med et håndkast og endda med foragt. Jeg beundrer engagementet, men er bekymret for praktikaliteterne. Visionen om et frit og blomstrende Mellemøsten er uomtvistelig, men den karakteristiske amerikanske utålmodighed ønsker det hele gennemført i går. Erfaringen viser, at et fuldgyldigt demokrati kræver årtiers forberedelser, afprøvninger og fejltagelser (kik blot på Ruslands og Mexicos problematiske karrierer).
I alle nyere tiltag mod demokrati i Mellemøsten—såsom afholdelse af valg i Irak, Saudiarabien, Libanon, Det Palæstinensiske Selvstyre og Egypten—truer en for hurtig fjernelse af tyranniet med at skabe grobund for, at islamistiske ideologier kan tage magten og installere deres totalitære ideologi på en varig basis. Islamisterne har, hvad der skal til for at vinde et valg: talentet til at udvikle en overbevisende ideologi, energien til at grundlægge partier, engagementet til at vinde støtter, pengene til brug ved valgkampagner, oprigtigheden til at appellere til vælgerne og viljen til at skræmme rivalerne. Mellemøsten lider i øjeblikket under et alvorligt anfald af totalitær fristelse, så demokratiet vil nemt kunne fremkalde endnu værre regimer end de gamles ikke-valgte tyranner. Begejstringen for Cedertræsrevolutionen (den libanesiske bevægelse, som i første omgang førte til, at Syrien trak sine tropper ud af Libanon) er allerede hurtigt kølnet i Washington, efter at Hizbollah klarede sig godt i meningsmålingerne og deltog i en ny regering i Libanon. En pro-iransk islamist blev premierminister i Irak, hvilket førte til den ironiske situation, som den saudiske udenrigsminister Saud al-Faisal har bemærket, at efter at have kæmpet hårdt for at holde Iran ude af Irak "overlader vi nu hele landet til Iran uden grund."
Hvad angår teorien om, at "bordet fanger i demokratiet"—den forestilling, at regeringsansvarets imperativer vil sluge hele ekstremisternes opmærksomhed og reducere dem til moderate—så har den aldrig fungeret. Mussolini fik togene til at køre til tiden, Sovjetunionen ryddede effektivt for sne, og islamisterne vil ligeledes kunne klare det praktiske samtidig med, at de plejer deres ambitioner.
Valg bør ikke indlede demokratiseringsprocessen, sådan som det på det seneste har været tilfældet i Mellemøsten, men udgøre kulminationen på den. At få demokratiet til at slå rod indebærer, at man forlader alle de dårlige vaner fra tyranniet og erstatter dem med det civile samfunds venligtsindede adfærd. Dette inkluderer så vanskelige skridt som at skabe frivillige institutioner (politiske partier, interessegrupper o.lign.), befæster retssamfundet, indfører ytringsfrihed, beskytter minoriteternes rettigheder, sikrer den private ejendomsret og udvikler forestillingen om en loyal opposition.
For Irak ville denne afdæmpede tilnærmelse betyde, at man sænkede sine forventninger, for opbygningen af et demokrati vil sandsynligvis tage flere årtier, især fordi irakerne ikke accepterer amerikansk vejledning. Og derfor burde vi, som jeg har argumenteret for lige siden begyndelsen af 2003, have accepteret en demokratisk sindet stærk mand. Den irakiske befolkning har utvivlsomt haft gavn af omstyrtelsen af Saddam Hussein, men at genskabe Irak i det amerikanske billede er at vurdere koalitionsforetagendet i landet med en forkert målestok. Set med USA's øjne er det umiddelbare mål i Irak et regime, som ikke udgør nogen fare for Amerika. For at beskytte sig selv og ikke for at skabe et bedre Irak, det er grunden til, at skatteyderne betaler, og soldaterne kæmper.
Præsidenten var overdrevent skarp, da han, som tilfældet var i november 2003, hævdede, at tres års "undskyldninger for og tilpasninger til manglen på frihed i Mellemøsten ikke har gjort os tryggere." Den gamle tilgang havde sine fejl og skabte problemer, som blev værre med tiden, men den bør ikke summarisk kastes bort. Stabilitet har også sine gode sider.
En ny udenrigspolitik, som opmuntrer til en gradvis demokratisering af regionen, kræver programmatiske detaljer, økonomisk støtte og vedholdende udøvelse, hvis den skal lykkes. Amerikanerne bør kort sagt lære at blive tålmodige og moderate idealister.
