Angrebene den 11. september 2001 fik mig til at føle mig mere tryg, til forskel fra de fleste andre amerikanere. Omsider fokuserede landet på nogle problemer, som længe havde bekymret mig.
"FBI er engageret i den største operation i sin historie," skrev jeg i slutningen af 2001. "Der vil atter være bevæbnede politifolk ombord på amerikanske fly, og immigrationsmyndighederne har underkastet udenlandske studerende øget granskning. Jeg føler mig tryggere, når islamistiske organisationer bliver afdækket, ulovlige pengekanaler lukket ned og immigrationsreglerne taget op til fornyet overvejelse. Koncentrationen af amerikanske styrker nær Irak og Afghanistan glæder mig. Den nyfundne agtpågivenhed er sund, solidaritetsfølelsen hjertevarmende, beslutsomheden opmuntrende."
Men jeg var plaget af usikkerhed med hensyn til, hvorvidt det ville vare ved. "Er amerikanerne for alvor rede til at ofre friheder og liv for virkelig at føre krigen mod den militante islam til ende? Jeg er bekymret vedrørende amerikansk vedholdenhed og målrettethed."
Og jeg gjorde ret i at være bekymret, eftersom agtpågivenheden, solidariteten og beslutsomheden fra slutningen af 2001 på det seneste er dalet brat og har sendt os tilbage til en mentalitet, som stort svarer til den, der herskede før den 11. september. En række nylige udviklinger har gjort mig pessimistisk. I selve Amerika:
-
USA's Patriot Act, som udgjorde en milepæl i samarbejdet mellem militæret og de lovhåndhævende myndigheder efter den 11. september, blev vedtaget i det amerikanske senat med stemmerne 98-1 i oktober 2001. I forrige uge blev samme program sinket i senatet.
-
Den almindelige presse tager ikke de islamistiske aspirationer alvorligt og betragter krigen mod terror som grundlæggende ovre, således som det fremgår af Maureen Dowds kommentar i New York Times om, at Bush-regeringen forsøger at "skræmme folk ved at tale om Al Qaedas drøm om et nyt islamisk kalifat."
-
Harvard og Georgetown universitet har accepteret 20 millioner dollars til islamiske studier fra en saudisk prins, Alwaleed bin Talal, som åbenlyst gør sig til fortaler for sin regerings wahhabi-holdning.
-
På en eller anden måde lykkedes det for en jury i Florida at overse de massive beviser på Sami Al-Arians ledende rolle i Palæstinensisk Islamisk Jihad og frikende ham for denne sigtelse.
-
En førende islamistisk organisation, Council on American-Islamic Relations, bryster sig af en støtte fra Wells Fargo Bank, en invitation fra udenrigsminister Condoleezza Rice, og et lykønskningsbrev fra præsidentens bror, Jeb Bush. En anden, Muslim Public Affairs Council, var vært for repræsentanter fra justits- og udenrigministerierne ved en konference i sidste uge.
Så er der den amerikanske udenrigspolitik:
-
Fikseret på målet om at fuldkommengøre Irak, hvor der ikke længere resterer nogen alvorlig fare, synes Bush-regeringen at tillade det iranske regime at bygge atomvåben, idet den blot betinger sig, at russerne udfører uranberigelsen, en virkningsløs sikkerhedsforanstaltning.
-
I forsøget på at føre sin demokratikampagne til dens logiske konklusion signallerer Washington villighed til at omgås islamister i Libanon, Det Palæstinensiske Selvstyre, Egypten og andre steder og derved øge den radikale islams magt.
Så er der de internationale tilbageslag:
-
Elitens holdning henfører udelukkende den franske intifada til fejl i det franske samfund, såsom arbejdsløshed og diskrimination. Da en førende intellektuel, Alain Finkielkraut, vovede at bringe islam ind i diskussionen, blev han voldsomt kritiseret og truet med en injurieretssag, hvorefter han bakkede ud.
-
Juli måneds transportbombninger i England rykkede tilsyneladende faren for hjemmeavlet islamisme i forgrunden. Fem måneder senere er det, der blev lært af denne ugerning, næsten glemt. For eksempel har Blair-regeringen udnævnt en islamist, som er blevet forbudt indrejse i Amerika, Tariq Ramadan, til en prestigefyldt arbejdsgruppe; og man har opgivet sine bestræbelser på, selv midlertidigt, at lukke ekstremistiske moskeer.
-
Mens Israels befolkning krænger mod venstre, anført af en defaitistisk regering ("Vi er trætte af at slås, vi er trætte af at være modige, vi er trætte af at vinde, vi er trætte af at besejre vore fjender," har vicepremierminister Ehud Olmert erklæret), glemmer den lektien fra Oslo, formilder sine fjender og inviterer bogstaveligt talt til mere vold imod sig selv.
Rudolph Giuliani er bekymret over, at vi "går baglæns i kampen mod terrorisme." Andrew McCarthy konkluderer, at "ånden fra 10. september lever og har det godt." Steven Emerson fortæller mig, at "den politiske korrekthed fra før den 11.9 atter gør sig gældende."
Og jeg er bange for, at ikke engang en katastrofal terrorhandling vil få et mere og mere ufølsomt Vesten til at vende tilbage til sin agtpågivenhed, solidaritet og beslutsomhed fra tiden lige efter den 11. september. John Kerrys bemærkning om, at terrorisme er en gene på linje med prostitution eller spil har slået rod og antyder, at der vil blive trukket på skulderen af fremtidige voldshandlinger. Og selvom massemord vækker offentligheden, så vil næste runde i agtpågivenheden formentlig blive lige så kortvarig som den seneste.
Hvis der nogensinde var en krise, så er den ovre. Livet er godt, farerne er fjerne, sikkerheden synes tilfredsstillende … søvnen vinker.
