Der findes besynderligt nok en rigtig måde og en forkert måde at opfordre til Israels udslettelse på.
FN's generalsekretær, Kofi Annan, har de seneste uger givet et eksempel på begge måder. Da Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, den 26. oktober erklærede, at "regimet, som har besat Jerusalem, må slettes fra historiens sider," svarede Mr. Annan ved at udtrykke "bestyrtelse." Igen den 8. december, da Ahmadinejad opfordrede til, at Israel flyttes til Europa, reagerede Annan med "chok."
Men bestyrtelse og chok over Ahmadinejads udtalelser forhindrede ikke Annan i at deltage den 29. november, midtvejs mellem de to iranske udbrud, i en FN-sponsoreret "International Solidaritetsdag for det palæstinensiske folk." Anne Bayefsky fra "Eye on the UN" rapporterer, at Annan sad på podiet tæt ved et arabisksproget "Kort over Palæstina," som viste et Palæstina, der havde erstattet Israel. Kartografisk opnåede det præcist, hvad Ahmadinejad havde efterlyst: udraderingen af den jødiske stat.
Annans modstridende handlinger er en følge af det faktum, at eksplicitte opfordringer til Israels udslettelse siden 1993 er blevet fornærmelige, mens tilsvarende implicitte opfordringer er blevet mere acceptable. Sidstnævnte omfatter:
- krav om en palæstinensisk "ret til tilbagevenden" (hvilket demografisk ville oversvømme den jødiske stat med alle, der påstod at være palæstinensere);
- at erklære "jihad med det formål at befri Jerusalem";
- at mindes dannelsen af Israel som Al-Nakba ("katastrofen");
- at foreslå en "én-statsløsning" (dvs. uden Israel);
- hyldest af "alle dem, der har givet deres liv for det palæstinensiske folks sag" (herunder selvmordsbombere); og
- landkort, som ikke viser Israel.
Både Fatah og Hamas udfolder denne modsætning. Begge ønsker at udslette Israel, men de har valgt to forskellige veje til målet.
Fatahs taktik har været opportunistisk, tvetydig og selvmodsigende lige siden 1988, da Yasser Arafat rent symbolsk fordømte terrorisme og indledte "fredsprocessen" med Israel – samtidig med at han sponsorerede selvmordsterrorisme og støttede en ideologi, som totalt afviste israelsk legitimitet. Dette gennemskuelige bedrag satte Fatah i stand til at opnå store ydelser fra Israel, herunder en selvstyremyndighed, en halvmilitær styrke, kolossale beløb i vestlig støtte og næsten fuld kontrol med en grænse.
Hamas har derimod vedholdende afvist Israels eksistens, hvorved de har vundet stadig større dele af den palæstinensisk-arabiske offentlige opinion (den seneste meningsmåling viser, at de fører over Fatah op til det kommende valg med 45% imod 35%). Men denne åbenlyse afvisningspolitik har også gjort organisationen til en torn i øjet på Israel og andre, hvilket har hæmmet dens effektivitet. Som følge heraf er Hamas i de seneste måneder begyndt at udvise større fleksibilitet; organisationen har for eksempel stort set respekteret en våbenhvile med Israel og bevæger sig nu i retning af indtrædelse i den diplomatiske proces. Dette har sine fordele; "Conflicts Forum" og andre med en vis succes præsenterer Hamas som en nyligt legitimeret samtalepartner.
Palæstinensisk Islamisk Jihad kan ende med at blive den eneste organisation, der kategorisk afviser Israel.
Hvorfor har den slags forskelle i stil betydning? Fordi Fatahs tilgang forfører israelerne tilstrækkeligt til at ville arbejde med dem; Arafat-lignende omskrivninger, modsigelser, udflugter og løgne opmuntrer israelerne til at gøre "smertefulde indrømmelser." Derimod konfronterer Ahmadinejad-PIJ-holdningen groft Israel med åbenlyse og brutale trusler, som ikke kan bortforklares. Utilslørede opfordringer til Israels forsvinden får israelerne til at rejse børster, opruste og lukke ned diplomatisk.
Disse kneb kan belaste godtroenheden – israelerne indser da helt sikkert, at førstnævnte holdning ikke er mindre dødbringende end sidstnævnte?
Det gør de faktisk ikke. Siden 1993 har israelerne vist sig at være, med filosoffen Yoram Hazonys ord, "et udmattet folk, forvirret og uden retning," villigt til, ja ligefrem ivrigt efter at blive ført bag lyset af sine fjender. Det eneste, de behøver, er et indledende forspil, uanset hvor utroværdigt det måtte være, om, at de bliver fri for krig, og så kan de dårligt vente med at komme med indrømmelser til deres dødelige fjender.
Derfor fordømmer en oplyst verdensopinion Ahmadinejad, idet den fornemmer, at han er gået for vidt og vil få israelerne til at trække sig. Kunne han blot nedtone sine kommentarer og høfligt opfordre til Israels udslettelse, for eksempel ved at tilslutte sig en én-statsløsning, så ville alt være godt.
Israelerne har på denne måde effektivt defineret, hvilken form for anti-zionisme der er acceptabel, og hvilken der ikke er det. Kofi Annans historie med både at fordømme og billige Israels udslettelse afspejler blot den takt og tone vedrørende udslettelse, som israelerne selv har skabt.
"Kort over Palæstina," som det blev fremvist i FN den 29. nov. 2005. |
Kofi Annan, nr. 2 fra højre, sidder på podiet med "Kort over Palæstina,"som udraderer Israels eskistens, i baggrunden (længst til venstre). |
