Hver eneste runde i den israelske løsrivelse, tilbagetrækning, retræte (eller hvad man nu måtte foretrække at kalde den) vinder hele verdens midlertidige bifald, symboliseret ved FN's generalforsamling.
Efter at Oslo-aftalen var blevet underskrevet i september 1993, vedtog generalforsamlingen med stemmerne 155 imod 3, idet 1 undlod at stemme, og 19 stater ikke deltog i afstemningen, at udtrykke "sin fulde støtte til, hvad man indtil nu havde opnået i fredsprocessen." Efter at Baraks regering trak sig ud af Libanon i maj 2000, roste FN's generalsekretær, Kofi Annan, Israel for denne "vigtige udvikling i forholdet mellem Israel og FN."
I løbet af få måneder syrnedes de søde bemærkninger imidlertid, glemt af alle andre end arkivarerne, og erstattet af de sædvanlige anti-zionistiske skrøner, forskønnelser og dobbeltmoral.
Vanen tro var Ariel Sharon efter tilbagetrækningen fra Gaza i august-september 2005 inde i varmen i FN. Ingen anden israelsk premierminister har nogensinde før fået verdensledere til at kappes om at mødes med sig eller i den grad haft fornøjelsen af at promovere sig selv og sit land. Her er New York Times midt i oktober med en drøftelse af Israel som FN's nye yndling:
Israel foreslog for nyligt en FN-resolution, det forelagde sit kandidatur til et toårigt sæde i Sikkerhedsrådet, og dets premierminister er blevet varmt modtaget for sin tale til FN's generalforsamling.
For alle de andre 190 nationer i verdensorganisationen ville dette have været rutinemæssige hændelser. Men i Israels tilfælde er resolutionen den første, landet nogensinde har foreslået, og anmodningen om et sæde i Sikkerhedsrådet forudsætter en afslutning på den ringeagt, som landet historisk set er blevet behandlet med i FN. Premierminister Ariel Sharons tale den 15. sept.var hans første i FN. Den blev holdt i en sal, som har runget af undsigelser af hans land, hvor en flod af fordømmende resolutioner er blevet vedtaget af skæve afstemninger, og hvor arabiske delegerede jævnligt er udvandret, når en israeler rejste sig for at tale.
"Her er tale om skridt, som ikke kunne være taget for blot to år siden," sagde Dan Gillerman, Israels ambassadør, idet han refererede til de nye bestræbelser for at opnå accept. "Det ville have været utænkeligt, selvmorderisk af os overhovedet at forsøge at tage dem."
Sharons skridt mod det yderste venstre i det israelske politiske spektrum udraderede således næsten årtiers personlig bagvaskelse. Ved at pleje omgang med amerikanere for den israelske fredsbevægelse banede Israel Policy Forum og Jacques Chirac vejen for en triumf i FN.
Denne gang ville den gode vilje sikkert vare ved, mon ikke? I et interview i midten af september spåede jeg, at det ville den ikke:
Der eksisterer en lang historie med israelske premierministre, som er blevet belønnet for at have givet ting væk. … Det vil se ud, som om han bliver belønnet, og der vil blive gjort stads af en, som har været upopulær i FN. Det vil blive et højdepunkt i hans karriere. Verden vil sige, at det er et godt skridt fremad, og om en måned eller to vil verden sige, "Hvad bliver det næste?" Dette køber blot kort tids festivitas. Det er et spil for dem, der er modtagelige for smiger. Man kan ikke vinde. … Jeg kan med sindsro forudsige, at såfremt han ikke tager yderligere skridt til tilbagetrækning af israelere fra Vestbredden, vil den gode stemning være ovre.
Og – tænk engang! – lige efter planen, den gode stemning er så sandelig ovre. Den 2. dec. stemte FN's generalforsamling om seks resolutioner vedrørende Israel og dets naboer, og i hver eneste af disse seks vendte man tilbage til normen med at gennemhegle, angribe og anklage Israel i hver eneste runde. Med stemmerne 156 for og 6 imod (disse var Australien, Israel, Marshall-øerne, Mikronesien, Palau, USA) med 9, der afstod fra at stemme (Cameroon, Canada, Costa Rica, Nauru, Papua New Guinea, Samoa, Tuvalu, Uganda, Vanuatu), vedtog generalforsamlingen for eksempel en resolution, som opfordrede til israelsk tilbagetrækning fra de territorier, som landet erobrede i 1967. Med 153 stemmer imod 7 fordømte man israelsk jurisdiktion og administration i Jerusalem. Og så fremdeles gennem de forskellige spørgsmål.
Det Palæstinensiske Selvstyres informationstjeneste udråbte med rette afstemningen som en "jordskredsstøtte til det palæstinensiske spørgsmål i FN's generalforsamling." Set fra deres synspunkt er alt vel og tilbage ved det normale.
Siden 1992 har Israels uheldige ledere ført en formildelsespolitik i håbet om, at "betimelige indrømmelser til misfornøjede nationer, hvis beklagelser havde en vis legitimitet [ville resultere i at] … mindske vanskelighederne og fremme freden og den gode vilje."
Men i en bestandigt relevant kommentar, som daterer sig helt tilbage til de mørke dage i 1940, advarede Winston Churchill om, at "En formilder er en, der fodrer en krokodille i håbet om, at den vil æde ham som den sidste." FN-krokodillen har vist, at den kun bliver kortvarigt mættet af Israel og vender tilbage efter hver "smertefuld indrømmelse" med en endnu mere grådig appetit. Vil israelerne mon nogensinde igen forstå, at krige vindes gennem sejr, ikke tilbagetrækning?
