En selvmordsbombe i Hadera, Israel, den 26. oktober, som dræbte fem mennesker, inspirerede til den sædvanlige palæstinensiske glæde: godt 3.000 mennesker fyldte gaderne for at fejre det, mens de messede Allahu Akbar, opfordrede til flere selvmordsangreb på israelere og lykønskede "martyrens" familie med angrebets succes.
Men de palæstinensiske arabere var ukarakteristisk gnavne, efter at tre eksplosioner fyredes af den 9. november og dræbte 57 personer og sårede hundreder i Amman, Jordan. Det skyldes, at de for første gang oplevede at være hovedofrene for de selvsamme islamistiske "martyrer."
Massakren ved et bryllup i Radisson SAS-hotellets festsal dræbte 17 familiemedlemmer, som deltog i bryllupsfesten for, hvad London Times kaldte for et palæstinensisk "gyldent par, som var elsket af deres prominente palæstinensiske familier og venner." Bomben dræbte også fire officials fra Det Palæstinensiske Selvstyre, herunder bemærker man Bashir Nafeh, leder af den militære efterretning på Vestbredden.
Efter i to årtier at have reserveret denne rædsel for israelerne, hvoraf nogle ligeledes deltog i festlige begivenheder (en jødisk Pesach- eller Påskemiddag, en Bar Mitzvah, som er en jødisk drengekonfirmation ), oplevede palæstinenserne, som udgør majoriteten i den jordanske befolkning, uventet at befinde sig i den modtagende ende.
Og tænk engang: De brød sig ikke om det.
Broderen til en kvinde, som blev såret ved angrebet, fortalte en journalist: "Min søster, jeg elsker hende. Jeg elsker hende til døden, og hvis der skete hende noget, så ville jeg virkelig blive..." Halvkvalt holdt han op med at tale og gav sig til at græde. Et andet familiemedlem kaldte terroristerne for "ondsindede kriminelle." En tredje råbte: "Åh min Gud, åh min Gud. Er det muligt, at arabere dræber arabere, muslimer dræber muslimer?"
Jeg erklærer familien min dybeste medfølelse. Jeg håber også, at de palæstinensiske arabere, som er kendt verden over, ikke alene for at støtte sig kraftigt til selvmordsdrab, men for at gøre dette med begejstring, vil få gavn af denne enestående mulighed for at tage ved lære.
Ingen anden presse og intet andet skolesystem indoktrinerer børn til at blive selvmordsdrabsmænd. Intet andet folk afholder glædesfester for døde selvmordsbombere. Ingen andre forældre håber, at deres børn vil sprænge sig selv i luften. Ingen andre modtager rundhåndet støtte og økonomiske midler til terrorisme fra myndighederne. Og intet andet folk har produceret en leder, der var så uløseligt forbundet med terrorisme, som Yasser Arafat var, eller svoret ham troskab i så rigt mål.
Mindet om hans død den 11. november blev markeret ved overstrømmende erklæringer om, at "han vil leve i vore hjerter" og forsikringer om, at man vil fortsætte hans arbejde.
Bombningerne i Amman, som er tilskrevet Al-Qaeda, udstillede hykleriet blandt palæstinenserne og deres støtter, som fordømmer terrorisme mod dem selv, men ikke mod andre, især ikke israelere. Shaker Elsayed, imam for Dar al-Hijrah-moskeen i Virginia, fordømte bryllupsangrebet i Amman som en "meningsløs handling." Meget fint. Men Brian Hecht fra undersøgelsesprojektet (the Investigative Project) bemærker, at Mr. Elsayed har en lang historie med retfærdiggørelse af terroristangreb mod israelere: "Jihad er et must for alle, barn, kvinde og mand," sagde han. "De er nødt til at udføre jihad med de redskaber, som de nu engang har."
Dronning Noor af Jordan legemliggjorde dette hykleri, da hun erklærede, at Amman-terroristerne "begik en betydningsfuld taktisk fejltagelse her, for de har angrebet uskyldige civile, hovedsageligt muslimer," hvorved hun antydede sin billigelse, såfremt ofrene havde været ikke-muslimer.
Vil de palæstinensiske araberes skammelige kærlighedsaffære med selvmordsdrab og "martyrium" aftage efter ugerningen i Amman? Vil en mundfuld af deres egen medicin mon lære dem, at det man sender ud, vender tilbage? At barbariet i sidste ende også rammer barbarerne?
Små tegn peger mod en ændring i holdning, i det mindste midlertidigt i Jordan. En rundspørge foretaget i 2004 ved Jordan University fandt, at to-tredjedele af Jordans voksne befolkning anser Al-Qaeda i Irak som "en legitim modstandsorganisation." Efter bombningerne fandt en meningsmåling, at ni ud af ti rundspørgedeltagere, som tidligere havde bifaldet Al-Qaeda, havde ændret opfattelse.
En ændring af de palæstinensiske araberes adfærd kræver, at civiliserede folk omsider reagerer hårdt imod selvmordsterrorisme. Det betyder, at man afviser Hamas som politisk organisation og udelukker en dialog med dem. Det betyder, at man skyr propagandistiske film som Paradise Now, en film der hvidvasker palæstinensiske selvmordsbombninger. Og det betyder, at man dømmer palæstinensiske Islamisk Jihad-operatører som Sami Al-Arian og hans Florida-kohorter.
Budskabet til de palæstinensiske arabere skal være enkelt, konsekvent og universelt: Alle fordømmer selvmordsterrorisme, énstemmigt, uden undtagelse, hvad enten scenen er et valg eller en diplomatisk eller uddannelsesmæssig sammenhæng, og hvad enten bombningen finder sted i Amman eller Hadera.
