To nylige historier illustrerer på dramatisk vis Europas truende immigrationsproblem.
Den ene handler om en bande, som rapporteres at have smuglet 100.000 illegale immigranter, hovedsageligt tyrkiske kurdere, ind i Storbritanien. Disse økonomiske indvandrere betalte mellem £3.000 og £5.000 for at blive transporteret via en indviklet og farlig rute. Avisen Independent forklarer: "Deres rejse varede flere uger og omfattede sikker indkvartering, lastbiler med skjulte rum og i nogle tilfælde hemmelige flyrejser til landingsbaner i det sydøstlige England."
En ledende britisk politikilde kom med følgende kommentar: "Der er tale om en pinefuld rejse, fuld af ubehageligheder og farer, men de er fast besluttede på at komme hertil på grund af den særlige tiltrækning, som Londons etablerede tyrkiske samfund udøver."
Tyrkerne er næppe ene om at ønske at komme til Europa; den anden historie handler om bølger af fattige afrikanere fra det nedre Sahara, som bestormede og gennembrød et hegn for at komme ind i to små spanske enklaver, Ceuta og Melilla, på Marokkos middelhavskyst.
Indtil for nyligt virkede disse iberiske levn fra korstogene som nogle ejendommelige rester fra en svunden tid. Men nu figurerer de (sammen med De kanariske Øer, Lampedusa og Mayotte) blandt EU's mest isolerede og sårbare adgangspunkter, trædesten som fodrer hele EU med illegale immigranter.
Melilla er en by på 60.000 indbyggere med en godt 9 km lang grænse til Marokko, beskyttet af Den Spaniske Legion og enheder fra Marokkos civilgarde, høje hegn med knivskarp pigtråd øverst oppe og den nyeste personsøgende teknologi (sensorunderlag, bevægelsesdetektorer, spotlights, infrarøde kameraer).
Den typiske afrikanske udvandrer rejser tværs over Saharas ørken for at nå frem til Middelhavets kyst, hvor han venter passivt i nærheden, indtil det rette tidspunkt opstår til at løbe ind på spansk territorium. "Vi var bare trætte af at leve i skoven," forklarede en ung mand fra Guinea-Bissau. "Der var intet at spise, der var intet at drikke."
Midt i september begyndte afrikanere at angribe grænsen i hobetal. Ved hjælp af groft tilpassede stiger bestående af grene brugte de deres vægt til flere steder at tynge hegnet ned. Som en af dem beskrev det: "Vi løber frem i grupper og springer alle op på samme tid. Vi ved, at nogle vil komme igennem, andre vil komme til skade, og atter andre vil måske dø, men vi skal igennem, uanset omkostningerne."
Taktikken virker. Da mere end 1.000 personer forsøgte at komme ind i Melilla i ét enkelt forsøg i september, lykkedes det for godt 300. I begyndelsen af oktober stormede 650 personer hegnet, og 350 menes at have klaret det. "Vi var simpelthen for mange" til at blive standset, bemærkede en malineser. Det vurderes, at endnu 30.000 afrikanere venter på, at det bliver deres tur.
Konfrontationen kan minde om en regulær krig. Afrikanerne smider sten mod sikkerhedsstyrkerne, som svarer igen med bajonetter, geværer og gummikugler. Angrebene efterlod omkring et dusin afrikanere døde, nogle trampet ihjel under deres fremstormen mod spansk territorium, andre skudt af marokkansk politi.
Madrid overtalte til sidst Rabat til at slå ned på de resterende, ventende afrikanere, og man imødekom opfordringen ved at flyve henved 2.000 af dem tilbage til deres oprindelseslande og fordrive andre 1.000 til Marokkos sydlige ørken, langt fra de spanske enklaver. Fjernelsen blev foretaget med en vis brutalitet, idet man blot læssede afrikanerne af og overlod dem til en kamp med naturens barske elementer, næsten uden hjælp. Men det ugæstfrie signal blev modtaget. "Jeg vender hjem nu," sagde en anden malineser grædende. "Jeg vil ikke forsøge at komme igen. Jeg er udmattet."
Moderne kommunikation og transport inspirerer i stigende grad tyrkere, afrikanere og andre (såsom mexicanere) til at forlade deres fødeland og om nødvendigt løbe kolossale risici for at nå frem til Vestens paradisiske verden. Som svar væbner europæerne sig til tænderne og fejer de multikulturelle pieta-forpligtelser til side, såsom Kofi Annan's udtalelse om, at "Det vigtigste er, at vi ikke gør et frugtesløst forsøg på at hindre mennesker i at krydse landegrænser. Det vil ikke fungere."
Men at hindre mennesker i at krydse landegrænser er i høj grad på dagsordenen; det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før andre vestlige stater følger Spaniens og Australiens eksempel og griber til militær magtanvendelse.
Gigantiske smuglerkæder og bølger af mennesker, som vælter ind over befæstede stillinger, er det stærkste udtryk for nogle dybe og voksende dilemmaer: hvordan øer præget af fred og overflod overlever i et hav af krig og forarmelse, hvordan en dalende europæisk befolkning bevarer sin historiske kultur, og hvordan stater lige fra Tyrkiet til Mali og Mexico løser deres problemer i stedet for at eksportere dem.
Uden løsning i sigte er der imidlertid al mulig grund til at forvente, at problemerne bliver forværrede.
