Den israelske regerings fjernelse af sine egne borgere fra Gaza rangerer som en af de værste fejltagelser, der nogensinde er begået af et demokrati.
Dette skridt er så meget desto værre, fordi det er selvpåført og ikke et result af pres fra Washington. Da Bush-regeringen i december 2003 første gang hørte, at den israelske premierminister, Ariel Sharon, énsidigt havde besluttet at trække alle soldater og civile ud af Gaza, reagerede den køligt. Måneders overtalelse var nødvendig for at få det Hvide Hus til at tage initiativet til sig.
Skaden vil være trefoldig: i Israel, i forholdet til palæstinenserne, og internationalt.
Sharon vandt sædet som premierminister i begyndelsen af 2003 ved et valg, hvor han knuste en modstander, som gik ind for en énsidig tilbagetrækning fra Gaza. Sharon erklærede dengang: "En énsidig tilbagetrækning er ikke en opskrift på fred. Det er en opskrift på krig." Af ukendte årsager overtog han i slutningen af 2003 sin modstanders politik med at forlade Gaza, hvorved han brød sine løfter, forrådte sine støtter, og påførte det offentlige liv i Israel varig skade.
For palæstinensiske rejectionister sender en israelsk tilbagetrækning under beskydning et utvetydigt signal: Terrorismen virker. Ligesom den israelske afgang fra Libanon fem år tidligere fremkaldte fornyet vold, således vil det også gå med flugten fra Gaza. Palæstinenserne ignorerer al ordgyderiet om "tilbagetrækning" og ser det som det, det reelt er, en israelsk retræte under beskydning. De palæstinensiske ledere har faktisk allerede udbasuneret deres intentioner om at køre en Gaza-lignende aggression i stilling for at tvinge Vestbredden og Jerusalem ud af israelsk kontrol. Skulle den kampagne lykkes, står Haifa og Tel Aviv for tur, hvorefter Israel selv forsvinder.
Sharon-regeringen har også forsømt sine forpligtelser over for sine allierede i krigen mod terror. Mens andre stater, såsom Storbritanien, omsider viser tegn på at tage anti-terrorismen mere seriøst, løslader israelske politikere i hundredvis af dømte terrorister og trækker sig ud af Gaza under beskydning, hvorved de opmuntrer til mere terrorisme.
Israels fejltagelser er ikke enestående for et demokrati – den franske pacificering af Tyskland i 1930'erne eller den amerikanske inkrementalisme i Vietnam rinder i hu – men intet andet demokrati har bragt et helt folks eksistens i fare.
