Israels indenrigsminister kundgjorde for nylig, at fire palæstinensiske arabere, som var dømt for at have assisteret ved selvmordsbombninger i 2002, hvor 35 mennesker blev dræbt, efter deres løsladelse fra langvarige fængselsdomme vil blive udvist af Israel. De vil ifølge Associated Press "miste deres permanente borgerprivilegier såsom social understøttelse og sygesikring."
Ministerens beslutning rejser et spørgsmål: Hvorfor skulle palæstinensere, som er involveret i udslettelsen af staten Israel, føle sig straffet ved at miste retten til at bo i Israel? Man ville forvente, at anti-Israel-terrorister ville foretrække at bo i Det Palæstinensiske Selvstyre.
Men deri tager man fejl. Palæstinensiske arabere - selv terrorister – foretrækker i almindelighed tilværelsen i det, de kalder for den "zionistiske enhed." Ved to lejligheder er dette mønster blevet særlig tydeligt: Dengang det, for Øst-Jerusalems vedkommende i år 2000 og for dele af Galilæa-trekantens vedkommende i 2004, blev foreslået, at disse områder skulle overgives til Det Palæstinensiske Selvstyres kontrol. I begge tilfælde klyngede de involverede palæstinenserer sig til Israel.
Da den israelske premierminister Ehud Baraks diplomati midt i år 2000 stillede i udsigt, at visse arabisk dominerede dele af Jerusalem kunne blive overført til Selvstyret, anslog en palæstinensisk arabisk socialarbejder, at "det overvejende flertal" af Jerusalems 200.000 arabere foretrak at forblive under israelsk kontrol. Et medlem af det palæstinensiske nationalråd, Fadal Tahabub, udtalte mere specifikt, at 70% foretrak et israelsk styre. En anden politiker, Husam Watad, berettede, at folk var "panikslagne" ved udsigten til at ende under Selvstyrets herredømme.
Israels indenrigsministerium rapporterede på den tid om en stærk stigning i antallet af ansøgninger om statsborgerskab, og en af byens rådmænd, Roni Aloni, fortalte, hvad han hørte fra Jerusalems arabere: "Vi er ikke ligesom Gaza eller Vestbredden. Vi har israelske ID-kort. Vi er vant til en højere levestandard. Selvom det israelske styre ikke er så godt, så er det trods alt bedre end Selvstyret." En læge, som ansøgte om israelske papirer, forklarede: "Vi ønsker at blive i Israel. Her kan jeg i det mindste frit sige, hvad jeg mener, uden at blive smidt i fængsel, og her har jeg en chance for at tjene en ærlig dagløn."
For at standse de palæstinensiske araberes jagt på israelsk statsborgerskab udstedte den højestrangerende islamiske embedsmand i Jerusalem en kundgørelse, som forbød denne jagt, og PLO's agent i Jerusalem, Faisal al-Husseini, gik endnu længere, idet han kaldte et sådant skridt for "forræderi." Dette viste sig imidlertid at være uden virkning, så al-Husseini truede med, at hvis man antog israelsk statsborgerskab, ville dette resultere i, at man fik konfiskeret sit hus.
I Galilæa-trekanten, som er et palæstinensisk domineret område i den nordlige del af landet, tilsluttede kun 30% af den arabiske befolkning sig ifølge en undersøgelse fra maj måned 2001, at dele af Galilæa-trekanten skulle annekteres til en fremtidig palæstinensisk stat, hvilket vil sige, at det store flertal foretrak, at området forblev i Israel. I februar 2004, da Sharon-regeringen opsendte en prøveballon om at give Selvstyret kontrol med Galilæa-trekanten, kundgjorde det Haifa-baserede Arab Center for Applied Social Research, at flertallet var øget til 90%. Og 73% af trekantens arabere sagde, at de ville bruge vold for at forhindre en ændring af grænserne.
Lokale politikere tog på det kraftigste afstand fra, at Israel afstod nogen dele af Galilæa. Et arabisk medlem af Israels parlament, Ahmed Tibi, som engang fungerede som rådgiver for Yasser Arafat, kaldte ideen for "et farligt, antidemokratisk forslag." Den intense arabiske modstand betød, at man hurtigt frafaldt overførelsesideen.
Også i 2004, da Israels sikkerhedshegn blev rejst, måtte nogle palæstinensiske arabere vælge, på hvilken side af hegnet de ønskede at bo. Flertallet var ikke i tvivl, således heller ikke Ahmed Jabrin fra Umm al-Fahm. "Vi sloges [med de israelske myndigheder] for at komme inden for hegnet, og de flyttede det, så vi stadig ligger i Israel."
Det faktum, at palæstinensiske arabere i stort tal foretrækker at leve under israelsk styre, synes i højere grad at være et resultat af praktiske overvejelser end af intentioner om at oversvømme den jødiske stat demografisk. De anser Det Palæstinensiske Selvstyre for at være forarmet, autokratisk, og anarkistisk. Som en palæstinenser forklarede, så er der tale om "en ukendt stat, som hverken har noget parlament eller demokrati eller sågar ordentlige universiteter."
Palæstinensiske arabere er ikke så optaget af ideologi, at de forsmår det gode liv, som en fast bopæl i Israel giver mulighed for. Heraf følger to langvarige konklusioner. For det første, hvis de palæstinensiske araberes krav om en "ret til tilbagevenden" til Israel nogensinde bliver imødekommet, vil det resultere i en massiv befolkningstilstrømning til landet. For det andet, enhver aftale om endegyldig status, som kræver, at israelsk styrede landområder skal overgives til palæstinenserne, vil blive meget vanskelig at implementere.
