Islamiske skoler udgør måske det mindst kendte område af det muslimske institutionaliserede liv i USA, som hovedsageligt befinder sig uden for offentlighedens søgelys, men som indeholder mange tegn, som tyder på en radikalisering. Når en journalist får en sjælden lejlighed til at interviewe fakulteter og studerende, især med en fotograf på slæb, er det en vigtig mulighed.
Marguerite Michaels fra Time Magazine fik "en usædvanlig grad af adgang" til de indre forhold på Universal School i Bridgeview, Illinois, femogtyve kilometer sydvest for downtown Chicago, med 638 elever fra skoleforberedelsesklasser og op til det 12. skoleår. Hun beskrev sine indtryk i "The Model School, Islamic Style" (Modelskolen, i islamisk stil) og Robert A. Davis tog nogle slående billeder.
Desværre havde Michaels ingen anelse om den pågældende skoles egentlig karakter. Hun skildrer den som en moderat institution, men de oplysninger, hun selv fremlægger, peger på, at der er tale om en skole, som videregiver en ekstrem udgave af Islam.
Adskillige af eksemplerne gælder det seksuelle:
-
"Løs snak mellem piger og drenge bliver bestandigt frarådet," rapporterer hun. "De kan ikke omgås hinanden," så al kommunikation mellem kønnene er begrænset til skrift.
-
"De ældre piger skal bære hijab (lyseblå for mellemskoleelever, grå eller hvid for gymnasieelever) og en ankellang, mørkeblå kappe, som minder om en regnfrakke." Det forbløffende fotografi af otte tildækkede piger, som spiller basketball, får én til at tænke på de kvindelige, islamistiske revolutionære, som rejste sig mod shahen af Iran i slutningen af 1970'erne. Nogle elever erkender, hvor forvirrende flertallet af amerikanere oplever denne klædedragt; en førsteårs universitetsstuderende, Gulrana Syed, peger på, hvordan "Det er næsten umuligt at se, hvordan man også kan bære et hovedtørklæde."
- Når en ældre gymnasieelev, Ali Fadhli, fortæller om sine "problemer" med at omgås Amerika uden for skolemiljøet, hentyder han for det meste til seksuelle fristelser. Denne 18-årige unge mand vil sandsynligvis få svært ved at tilpasse sig en normal amerikansk tilværelse; han kan ende med at blive isoleret og måske voldeligt afvise det omgivende samfund.
Andre holdninger gælder muslimers stilling i USA:
-
Indtil 9/11, siger Safaa Zarzour, viceformand for skolens bestyrelse og dens tidligere leder, oplevede muslimer, ligesom andre immigranter, "lidt diskrimination." Men siden 9/11 "tror folk ikke, at der findes sådan noget som en god muslim." En familie fra skolen flygtede faktisk ud af USA efter 9/11 og til De Forenede Arabiske Emirater, idet de sagde, at de ikke følte sig "velkomne her som muslimer." Denne belejringsmentalitet fremmer den islamistiske dagsorden præget af klager og krav om særlige privilegier.
-
Det samme gør en kommentar fra skolens leder, Farhat Siddiqui. "Vi fortæller vore børn, at de er amerikanere. Men siden 9/11 har mulighedernes døre været lukkede. Hvad er kodeordet til at åbne dem?" Det er noget sludder, for alt tegn tyder på, at muslimer blomstrer socialt og økonomisk i USA, og ikke mindre efter 9/11 end før.
-
Den ældre gymnasieelev, som er nævnt ovenfor, mener også, at "Amerika" betragter muslimer som den "nye fjende." En elev ved navn Ryan Ahmad har observeret, at "amerikanere ser ud til at have det sjovere. Muslimerne forsøger at være amerikanske, men vi ved ikke hvordan. Kulturerne er så forskellige." At betragte amerikanere og muslimer, eller mere præcist, ikke-muslimer og muslimer, som adskilte befolkninger er et nøgleelement i det islamistiske projekt.
En stærk optagethed af udenrigspolitik afrunder billedet:
-
"De er besat af udenrigspolitik," siger Steve Landek, borgmesteren i Bridgeview. "Jeg kommer hen for at tale med dem om bedre fortove. De ønsker at vide, hvordan man kandiderer til kongressen, så de kan ændre Amerikas Israel-politik."
-
En 15-årig elev, som i faget engelsk havde fået til opgave at beskrive sin amerikanske drøm, skrev, at territorierne under israelsk kontrol skulle gives tilbage til palæstinenserne, og "jøderne skal lide for det."
Efter at have læst Marguerite Michaels' artikel var jeg blevet endnu mere nedtrykt. For det første fordi en erfaren Time-journalist ikke var i stand til at genkende en amerikansk madrassah, når den dukkede op lige for øjnene af hende, fyldt med den fremmedgørelse, fornærmelse, overherredømmeforestilling og isolation, som nærer det islamistiske temperament. For det andet fordi denne "modelskole" stille og i al åbenhed udklækker unge studenter i håbet om, at de vil skabe de Islamiske Amerikanske Stater.
