Hvis man læser Unequal Protection: The Status of Muslim Civil Rights in the United States 2005, en årsrapport som i sidste uge blev udgivet af Council on American-Islamic Relations (CAIR), får man at vide, hvordan muslimers tilværelse i Amerika bliver stadig forværret. Især er antallet af "anti-muslimske hadmotiverede forbrydelser i USA" steget dramatisk: fra 42 tilfælde i 2002, til 93 tilfælde i 2003, til 141 i 2004.
Denne nyhed skabte overskrifter i den almindelige presse. "Muslimer rapporterer om 50% stigning i forbrydelser, som skyldes fordomme," bekendtgjorde New York Times; "Forbrydelser, klager i forbindelse med muslimer tiltager," udsendte Washington Post; og "Muslimer beretter om en stigning i hadmotiverede forbrydelser," lød ekkoet i Los Angeles Times. At disse førende aviser behandlede CAIR's rapport som et stykke seriøs forskning tjente som en vigtig godkendelse.
Men CAIR udgør en del af wahhabi-lobbyen, så vi tænkte (i modsætning til den almindelige presses reportere), at det ville være en god idé at kaste et nærmere blik på rapporten. Vi undersøgte i detaljer nogle "eksempler på rapporter om anti-muslimske, hadmotiverede forbrydelser, som CAIR modtog i 2004," på s. 43, plus nogle "eksempelhistorier" på s. 53 og opdagede et mønster præget af sjusk, overdrivelse og fordrejning:
-
CAIR nævner fra den 9. juli 2004 et tilfælde af tilsyneladende brandstiftelse i en muslimsk ejet købmandsforretning i Everett, Washington. Men undersøgerne fastslog hurtigt, at Mirza Akram, forretningsbestyreren, havde iscenesat brandstiftelsen for at undgå at betale sine faste udgifter og få udbetalt en forsikringssum. Selvom Akrams narrestreger for længst er blevet afsløret som svindel, fortsætter CAIR med at opføre denne sag som en anti-muslimsk, hadmotiveret forbrydelse.
-
CAIR beretter også, at "et muslimsk ejet marked blev nedbrændt i Texas" den 6. august 2004. Men allerede en måned senere blev ejeren arresteret for at have sat ild på sin egen forretning. Hvorfor inkluderer CAIR denne hændelse i sin rapport?
-
CAIR opfører en retssag fra marts 2005, foranlediget af familien Salmi på grund af brandbomber mod familiens bil, som et eksempel på en rapport om en hadmotiveret forbrydelse, som man havde modtaget i 2004. Men den forbrydelse, der omtaltes under retssagen, fandt sted i marts 2003, var allerede blevet rapporteret af CAIR i 2003 og burde ikke være opført på ny i 2004-rapporten.
-
CAIR rapporterer, at "en hjemmelavet bombe eksploderede uden for Champions Mosque i Houston-forstaden Spring, Texas," idet man baserer sin påstand på øjenvidneberetninger om, at "to hvide mænd" den 4. juli 2004 blev set anbringe bomben. Vi forhørte os om hændelsen og erfarede, at Springs sherifkontor ikke kunne finde nogen politi-filer om en eksplosion. Yderligere forespørgsler hos moskeen og en e-mail til CAIR forblev ubesvarede. Der er ringe tegn på, at der overhovedet fandt en forbrydelse sted.
-
CAIR noterer, at "undersøgerne i Massachusetts stadig efterforsker en mulig had-motiveret brandstiftelse mod Al-Baqi Islamic Center i Springfield." Denne sag har imidlertid for længst fået rettens kendelse for at handle om et simpelt røveri, en nyhed som endog CAIR's egen hjemmeside har bragt. Associated Press rapporterede den 21. januar 2005, at retten havde fastslået, at ilden var blevet påsat af nogle teenagedrenge, "som brød ind i Al-Baqi- moskeen for at stjæle penge og slik, og som derefter satte ild på stedet for at slette deres spor." Drengene, tydeliggjorde retten, "var ikke motiverede af had mod muslimer."
-
CAIR beskriver, hvad der hændte for en muslimsk familie i Tucson, Arizona: "kugler fra skud trængte ind i deres hus, mens de sad og spiste aftensmad i oktober 2004," og to måneder senere blev deres ladvogn smadret og ødelagt. Men det eneste bevis på, at nogen af hændelserne var motiverede af had mod muslimer, kommer fra Dehdashti-familien selv, ikke fra politiet. Opdager Frank Rovi fra Pima County Sheriff's Department, som forestod undersøgelsen af skudepisoden, sagde, at ifølge naboerne blev ørkenområdet ved Dehdashti-familiens hus ofte brugt som skydeøvelsesplads. Ingen af hændelserne blev klassificerede som hadmotiverede forbrydelser, og begge sager blev lukket i februar 2005, længe før CAIR-rapporten udsendtes til pressen.
Ud af tyve af de "anti-muslimske hadmotiverede forbrydelser" i 2004, som CAIR beskriver, er mindst seks ugyldige – og yderligere research kunne formentlig finde problemer i de andre fjorten tilfælde.
Dette er heller ikke den første utroværdige CAIR-rapport; de tidligere var lige så slemme. Når vi taler om CAIR-rapporten fra 1996, så bemærkede terrorismeekspert Steven Emerson i et vidneudsagn for kongressen, at "man har fundet, at en stor del af klagerne er opdigtede, fabrikerede, fordrejede eller ligger uden for standarddefinitionerne på hadmotiverede forbrydelser." Rapporten fra 1996 inkluderede arrestationen af Musa Abu Marzouk, en Hamas-leder, og retssagen mod Omar Abdul-Rahman, den blinde sheik og hovedmand bag den forpurrede "Day of Terror"-sammensværgelse om at sprænge New York Citys vartegn i luften.
Endnu mere absurd var det, at CAIR klassificerede nedskydningen af Ahmed Hamida i Jerusalem den 26. februar 1996, da han flygtede efter at have kørt sin bil ind i en gruppe civile israelere, hvorved han dræbte én og sårede treogtyve andre, for en amerikansk hadmotiveret forbrydelse. Man spekulerer på, hvorfor drabet på en terrorist i Israel blev klassificeret som et amerikansk anliggende; mere af CAIR's sjuskeri?
Faktisk er der meget lidt af det, CAIR hævder, som holder stik. CAIR's bemærkelsesværdige unøjagtighed har potentielt store konsekvenser. Læg mærke til, hvad der skete, efter at Newsweek i sin 9. maj-udgave havde fortalt, at Koranen var blevet vanhelliget i det amerikanske militærfængsel i Guantánamo, Cuba. Protesterne rasede i den muslimske verden, herunder demonstrationer som i Afghanistan udløstes i vold og dræbte mindst seksten mennesker. Newsweek trak til sidst historien tilbage, men en smule sent. Havde tingene udviklet sig anderledes, kunne CAIR's fejlagtige rapport have fremprovokeret en tilsvarende vold.
Staben på CAIR afslører ikke for os, hvorfor man ikke i det mindste trækker de bevisligt falske tilfælde tilbage, som skjuler sig i deres inflaterede "had"-optællinger, men vi kan forestille os to grunde: for at skræmme deres kundekreds og derved skaffe flere penge; og for at køre den amerikanske offentlighed i forsvarsstilling og derved opnå flere privilegier for islam, som f.eks. det amerikanske senats resolution fra år 2000, hvor man rasede mod den "diskrimination og chikane," som det amerikanske muslimske samfund måtte døje med.
Men hvorfor gengiver journalister resultaterne af CAIR's undersøgelse – som om de stammede fra en kilde helt uden partiske synspunkter, som om de tidligere undersøgelser havde været troværdige, som om dens meningsmålinger er videnskabelige, som om den ikke havde været medskyldig i trusler mod en amerikansk muslimsk systemkritiker, og som om den ikke havde beskyttet Osama bin Ladens image, som om fem af CAIR's stabs- og bestyrelsesmedlemmer ikke allerede er blevet sat i forbindelse med terrorisme, og som om den ikke er blevet nævnt som tiltalt i en retssag om terrorismen den 9/11?
Man spekulerer på, hvad der skal til for at få de gamle medier til at ignorere CAIR's utroværdige research og i stedet begynde at gengive tidligere chef for FBI's kontraterrorafdeling Steven Pomerantz' ord om, at CAIR's aktiviteter "effektivt yder støtte til internationale terroristgrupper."