Efterforskningsforfatteren Gerald Posner afslører noget yderst ekstraordinært i Secrets of the Kingdom: The Inside Story of the Saudi-U.S. Connection, den bog han udgiver senere på måneden på Random House, nemlig: at den saudiske regering muligvis har udstyret sin olie- og gas-infrastruktur med et system til selvdestruktion, som vil kunne holde den ude af drift i årtier. Hvis det er sandt, vil det kunne undergrave verdensøkonomien når som helst.
Posner indleder med at erindre om de forskellige antydninger, som amerikanere fremkom med tilbage i 1970'erne, om at den høje pris på og begrænsede produktion af olie kunne føre til en amerikansk invasion af Saudi-Arabien og en overtagelse af landets oliefelter. I 1975 truede udenrigsminister Henry Kissinger f.eks. noget forplumret saudierne med et dobbelt negativ: "Jeg siger ikke, at der ikke findes omstændigheder, hvorunder vi ikke ville bruge magt" imod dem.
Posner påviser, hvordan de saudiske ledere i deres reaktion begyndte at overveje måder, hvorpå de kunne forhindre sådan en hændelse. De kunne ikke gøre det på normal vis, ved at opbygge deres militær, for det ville være frugtesløst over for de langt stærkere amerikanske styrker. Monarkiet – som er en af de mest kreative og undervurderede politiske kræfter i moderne historie – begyndte i stedet at gøre brug af omsvøb og afskrækkelse. I stedet for at styrke forsvaret af olie-installationerne gjorde man det stik modsatte, man indrettede et hemmeligt netværk af sprængstoffer, designet til at sætte den kæmpemæssige olie- og gas-infrastruktur ud af funktion – og det ikke bare midlertidigt, men over en lang periode.
Det er disse fund, som Posner, der har skrevet ti bøger (herunder Case Closed, den definitive beretning om mordet på John F. Kennedy), beskriver i detaljer i et kapitel med overskriften "Scorched Earth," (Sveden jord), baseret på de efterretninger han har haft adgang til. Saudiernes planlægning tog for alvor fart, fortæller han, efter Kuwait-krigen i 1990-91, hvor irakerne efterlod sig et inferno af brændende oliefelter … som, til alles overraskelse, blev slukket i løbet af måneder, ikke år. Som reaktion overvejede saudierne metoder, hvorved de kunne sikre, at deres oliefelter ville forblive ude af markedet. De begyndte at
undersøge muligheden af et enkeltknapsystem til selvdestruktion, beskyttet af en række indbyggede fejlsikringer. Det var åbenbart deres måde at sikre, at det saudiske kongehus, såfremt nogen fik fingre i verdens største oliereserver og tvang dem til at flygte ud af det land, som de havde grundlagt, i det mindste sørgede for, at det, de efterlod sig, var værdiløst.
Dette blev kongedømmets højest prioriterede projekt. Posner bringer mange detaljer med hensyn til dette sabotagesystems mekanismer, hvordan man havde forbindelse til det ubemærkede Semtex fra det daværende Tjekkoslovakiet for at skaffe sprængstoffer og strålespredningselementer (RDD) til at forurene områderne og gøre olien ubrugelig i en generation frem i tiden. Disse materialer menes at omfatte ét eller flere radioaktive elementer såsom rubidium, cesium 137 og strontium 90.
Indsamlingen af disse materieler, forklarer Posner, har ikke været vanskelig, for de er ubrugelige i kernevåbensammenhæng, og ingen havde opfindsomhed nok til at forudse saudiernes intentioner:
Det er næsten umuligt at forestille sig, at et land ville indsamle den slags materialer … og derpå fordele små portioner af det internt i nogle sprængningsmekanismer, som ville kunne gøre store områder af deres eget land ubeboelige i årevis.
Saudiske ingeniører anbragte altså tilsyneladende sprængstoffer og RDD overalt i deres olie- og gas-infrastruktur, hemmeligt, rigeligt og grundigt.
Oliefelterne selv, som udgør livlinen til enhver fremtidig produktion, er ledningsforbundet … for at eliminere ikke blot vigtige brønde, men også oplært personale, computersystemer, som tilsyneladende til tider rivaliserer med NASA's, rørledninger, som fører olien væk fra felterne …, hypermoderne vandfaciliteter (vand sprøjtes ind i felterne for at presse olien ud), el-installationer, ja selv el-forsyningen i området.
Og det er ikke alt; saudierne gjorde også deres rørledninger, pumpestationer, generatorer, refinaderier, opbevaringsbeholdere og eksportfaciliteter, herunder havne og olie-lastningsfaciliteter beliggende ud for kysten sabotageklare.
Sabotageklargøringen blev ikke fuldført på en bestemt dato og efterladt på stedet; der er snarere, understreger Posner, tale om en fortsat operation, forklædt som almindelig vedligeholdelse og sikkerhedsforbedring. Han fortæller for eksempel, at saudierne var "særligt stolte, da de i 2002 var i stand til at indsætte et mindre, mere sofistikeret netværk af højeksplosiver i to anlæg til adskillelse af gas og olie."
Posner nævner muligheden af, at hele dette scenarium er et stykke saudisk teater, ment til at afskrække en ydre fjende, men uden egentlig realitet. Indtil nogen kan undersøge stederne for sprængstoffer, er der ingen mulighed for at afgøre, om der er tale om virkelighed eller bluf. Endnu en begrænsende faktor: Semtex-sprængstofferne har kun nogle få funktionsdygtige år tilbage, fristen udløber omkring 2012-13.
Når det er sagt, så bør planlæggerne alligevel handle ud fra den antagelse, at sabotagesystemet er på plads, og forberede sig på konsekvenserne. Hvis dette enkeltknapsystem til selvdestruktion virkelig eksisterer, og det blev brugt, hvad ville da blive følgerne? USA og andre regeringer opbevarer omkring 1,3 milliarder tønder olie og gas som strategiske reserver, en lagerbeholdning som vil vare i cirka seks måneder. Derefter vil katastrofen indtræffe, hævder Posner. "Når de strategiske reserver har vist sig utilstrækkelige, vil et atomforurenet miljø i Saudi-Arabien fremkalde en lammende stigning i oliepriserne, politisk ustabilitet og en økonomisk tilbagegang uden sidestykke siden 1930'erne."
Hvis sådan et system er på plads, springer to følger umiddelbart i øjnene. Såfremt det saudiske kongedømme fastholder sit greb om magten (hvilket jeg anser for sandsynligt), har det skabt sig et enestående afskrækkelsesmiddel mod invasion. Men hvis kongedømmet bliver erstattet af et islamisk emirat i stil med Afghanistans Taliban (dets største udfordrer i kampen om magten), vil en sådan grum og anti-vestlig regering have en katastrofal selvmordsbombe-mulighed til sin rådighed; med ét eneste tryk på en knap vil den formentlig kunne ryste verdensordenen. Og den ville være særdeles motiveret for at gøre netop det.
Det er tvingende nødvendigt, at vestlige efterretningsvæsener gør andet og mere end at lytte med på saudiske samtaler; de må finde frem til sandheden om disse sprængstoffer. Hvis de eksisterer, bør vestlige regeringer alvorligt revurdere deres forhold til kongedømmet.
