Mener Bush-administrationen virkelig, sådan som dens ledelse flere gange har gentaget det lige siden kort efter 9/11, at islam er en "fredelig religion" som ikke har forbindelse til problemet terrorisme? Mange ting tyder på, at den vidste bedre, men år efter år forblev den officielle linje den samme. Udefra virkede det, som om bureaukraterne var fordybede i et aktivt selvbedrag.
I virkeligheden var situationen bedre, end den så ud, sådan som David E. Kaplan påviser det i en vigtig undersøgelse i U.S. News & World Report, baseret på over 100 interviews og en gennemgang af et dusin interne dokumenter. Tidligere uenigheder om fjendens art – terrorisme versus radikal islam – er blevet afklaret: Amerikas højeststående embedsmænd er over en bred kan enige om, at landets "største ideologiske fjende er en højpolitiseret form for radikal islam, og at Washington og dets allierede ikke har råd til at stå og kikke på," mens den vinder i styrke. For at bekæmpe denne ideologi arbejder USA's regering nu på at fremme en ikke-radikal fortolkning af islam.
I "Hearts, Minds, and Dollars: In an Unseen Front in the War on Terrorism, America is Spending Millions to Change the Very Face of Islam," dags dato, forklarer Kaplan, at Washington erkender, at man har en sikkerhedsinteresse, ikke bare inden for den muslimske verden, men inden for islam. Derfor må man arbejde for at forme selve religionen islam. Washington har fokuseret på de grundlæggende årsager til terrorisme – ikke fattigdom eller amerikansk udenrigspolitik, men en tvangspræget politisk ideologi.
Et nøgledokument til dragningen af denne konklusion var National Strategy for Combating Terrorism, udgivet af Det Hvide Hus i februar 2003, som tjente som baggrund for den endnu mere dristige og mere detaljerede Muslim World Outreach, som blev færddigskrevet i midten af 2004 og nu tjener som autoritativ guide. (En regeringsdrøftelse af dette emne fra august 2004 findes online.) USA's regering, som er en verdslig og hovedsageligt ikke-muslimsk institution, støder på mange begrænsninger i det, der grundlæggende er en religiøs diskurs, hvorfor den vender sig til de muslimske organisationer, som deler dens målsætning, heriblandt regeringer, organisationer og nonprofit-grupper.
Taktikken til at bekæmpe den radikale islam og fremme moderat islam skifter fra det ene regeringsdepartment til det næste: der er hemmelige operationer i CIA, psykologisk krigsførelse i Pentagon, og offentligt diplomati i udenrigsministeriet. Uanset navn og tilgang er fællesnævneren at opmuntre den godartede udvikling af islam. Til dette formål har USA's regering, skriver Kaplan, "kastet sig ud i en kampagne præget af politisk krigsførelse, som ikke har set sin mage siden dengang, Den Kolde Krig var på sit højeste." Målet er:
at påvirke ikke bare muslimske samfund, men islam selv…Selvom de amerikanske embedsmænd siger, at de er varsomme med at blive inddraget i et teologisk slagsmål, så har mange draget den konklusion, at Amerika ikke længere kan sidde på sidelinjen, mens radikale og moderate kæmper om fremtiden for en politiseret religion med over en milliard tilhængere. Resultatet er blevet en ekstraordinær—og voksende—indsats for at påvirke det, embedsmændene beskriver som en islamisk reformation.
I mindst 24 lande, skriver Kaplan:
har Washington i at stilhed grundlagt islamiske radio- og tv-shows, kursusaktiviteter i muslimske skoler, muslimske tænketanke, politiske workshops og andre programmer, som skal fremme den moderate islam. Føderale hjælpeprogrammer skal istandsætte moskeer, redde ældgamle Koran-bøger, ja endog opføre islamiske skoler…forskellige CIA-kontorer i udlandet tager nogle modige og nyskabende skridt. Blandt disse er: at bruge penge på at neutralisere de militante, anti-amerikanske prædikanter og folk, som hverver nye tilhængere. "Hvis man finder ud af, at mullah Omar står på det ene gadehjørne og gør én ting, så anbringer man mullah Bradley på det andet gadehjørne for at imødegå ham," forklarer en nyligt pensioneret embedsmand. I mere alvorlige sager, siger han, kan folk, der hverver nye tilhængere blive anholdt og "udspurgt." Efterretningsoperatører har oprettet falske jihad-websider og fokuseret på de arabiske nyhedsmedier.
I alt er forskellige amerikanske regeringsagenturer aktive i denne islamiske aktivitet i mindst 24 lande. Projekterne omfatter:
istandsættelse af historiske moskeer i Egypten, Pakistan og Turkmenistan. I Kirgizstan har ambassadens fondsmidler hjulpet med at restaurere et betydningsfuldt sufi-skrin. I Uzbekistan er der brugt penge på at bevare antikke islamiske manuskripter, herunder 20 Koraner, hvoraf nogle går helt tilbage til den 11.årh. I Bangladesh oplærer USAID nogle moské-ledere i udviklingsspørgsmål. I Madagascar har ambassaden endda sponsoreret en sportsturnering mellem forskellige moskeer. Endvidere har man finansieret: islamiske medier af enhver art, lige fra oversættelse af bøger til radio og tv i mindst et halvt dusin lande.
Madrassahs, eller islamiske skoler, er særligt vigtige, for disse træner den næste generation af jihadister og terrorister. Washington kører flere forskellige taktikker til at modvirke deres indflydelse:
-
I Pakistan går amerikanske midler diskret til tredjepart med henblik på at træne madrassah-undervisere til at føje praktiske fag (matematik, naturvidenskab og sundhedsvidenskab) til deres læseplan, såvel som undervisning i samfundslære. Et "model-madrassah"-program, som i sidste ende kan komme til at omfatte mere end tusind skoler, er nu også på vej.
-
På Afrikas Horn (defineret af Pentagon som Djibouti, Eritrea, Ethiopien, Kenya, Somalia, Sudan og Yemen) finder det amerikanske militær ud af, hvor islamisterne har planer om at starte en madrassah og opfører så en offentlig skole i direkte konkurrence med den.
-
I Uganda har den amerikanske ambassade afsat tre legatpriser til finansiering af opførelsen af tre madrassahs på underskoleniveau.
Kaplan citerer en amerikanske terrorismekommentator for at sige, "Vi er gået ind i madrassah-branchen." Men ikke al hjælp har et eksplicit islamisk tema. Amerikanske penge finansierer delvist en satellitversion af Sesame Street på arabisk i et forsøg på at understrege behovet for religiøs tolerance.
Midlerne i U.S. Agency for International Development (USAID) er næsten blevet tredoblet til mere end 21 milliarder dollars; og mere end halvdelen af disse går til den muslimske verden. Ud over de almindelige økonomiske udviklingsprogrammer kommer politiske projekter, der involverer islamiske grupper, såsom politisk træning og mediefinansiering, mere frem på banen. Udgifterne til det offentlige diplomati i udenrigsministeriet er steget med næsten det halve siden 9/11 til næsten 1,3 milliarder dollars og forventes at stige yderligere. Denne rundhåndethed har blandt andet finansieret de arabisk-sprogede Radio Sawa og Alhurra Television. Trods mange klager, siger Kaplan, at de viser tegn på succes. Fremtidsplanerne omfatter Alhurras introduktion i Europa og en udvidelse af programmerne på persisk og andre nøglesprog.
Kommentarer:
1. Arbejdet med at ændre muslimers opfattelse af deres religion har selvfølgelig nogle vanskelige implikationer. Én ting er at ville hjælpe moderate muslimer, og en helt anden er at finde dem. Som jeg har bemærket i "Identifying Moderate Muslims," så hersker der stor forvirring med hensyn til, hvem der i virkeligheden er moderat muslim, og den amerikanske regering har indtil nu haft en frygtelig fortid på dette felt. Jeg håber sandelig, at de, der implementerer Muslim World Outreach-agendaen, er engagerede i den nødvendige forskning for at sikre, at det går rigtigt til.
2. Den mulighed eksisterer, at amerikanske skatteyderes penge til finansiering af islamiske medier, skoler og moskeer vil styrke disses kapacitet, for dette at påvirke islam og at fremme islam kan nemt sammenblandes, især på baggrund af de pro-islamiske holdninger hos amerikanske politiske ledere. (Af denne grund har jeg kritiseret opførelsen af en moské i Irak og madrassahs i Indonesien.) At fremme islam strider mod den første tilføjelse til Forfatningen ("Kongressen skal ikke lovgive med henblik på etablering af en religion"), og en forfatningsekspert, Herman Schwartz, vurderer, at sponsoreringen af islamiske institutioner "sandsynligvis er forfatningsstridig." Dette fremhæver på ny behovet for at være ekstremt omhyggelig.
3. Jeg billiger af hjertet Muslim World Outreach-tilgangen; dette kan næppe komme som nogen overraskelse, for den ligger helt på linje med mine egne anbefalinger. Her er nogle uddrag fra min artikel i januar 2002, "Who Is the Enemy?":
4. Det er meget fint, at David Kaplan har fremlagt konturerne for Washingtons indsats for at løse problemerne i og med islam. Dette er et alt for stort projekt til, at regeringen kan stå alene med det; hele det politiske spektrum bør deltage i både diskussionen og løsningen.USA, som er et overvejende ikke-muslimsk land, kan tydeligvis ikke ordne problemerne i den muslimske verden. … Men folk udefra, og USA i særdeleshed, kan yde afgørende hjælp til at fremskynde slaget og påvirke dets udfald. De kan gøre dette både ved at svække den militante side og ved at hjælpe den moderate…En svækkelse af den militante Islam vil kræve en fantasifuld og selvsikker politik, som er skræddersyet til de enkelte landes behov.
Men lad os ikke bedrage os selv. Hvis USA har over 100 millioner islamistiske fjender (for ikke at tale om et endnu større antal muslimer, som af forskellige andre grunde ønsker os det værste), kan disse ikke alle gøres ukampdygtige. I stedet må målet være at afskrække dem og holde dem i skak…Det er her, de moderate muslimer kommer ind i billedet. Hvis nogenlunde halvdelen af verdens muslimske befolkning hader Amerika, så gør den anden halvdel det ikke. Uheldigvis er denne halvdel ubevæbnet, forvirret og næsten uden stemme. Men USA har ikke brug for dem på grund af deres magt. USA har brug for dem på grund af deres ideer og den legitimitet, de bidrager med, og i den henseende komplementerer deres styrke fuldkommen præcist Washingtons.…
USA's rolle består i mindre grad i at tilbyde sine egne synspunkter end i at hjælpe de muslimer, som har forenelige synspunkter, især inden for spørgsmål som relationer til ikke-muslimer, modernisering og kvinders og minoriteters rettigheder. Det vil sige at hjælpe de moderate med at få deres ideer ud på amerikansk finansierede radiostationer som den nyligt skabte Radio Free Afghanistan, og som Paula Dobriansky, viceminister vedrørende globale forhold, har foreslået at sikre, at tolerante islamiske myndighedspersoner—lærde, imamer og andre—er omfattet af amerikansk finansierede akademiske og kulturelle udvekslingsprogrammer.
