Hvis Al-Qaeda afstod fra terrorisme, ville den amerikanske regering så hilse deres kandidater velkomne ved amerikanske valg? Hvis nazisterne havde afstået fra vold, ville Hitler så være blevet en acceptabel kansler for Tyskland? Sandsynligvis ikke, for taktikken hos Al-Qaeda og nazisterne betyder mindre end deres mål.
Hizbollah og Hamas er ligeledes uacceptable på grund af deres mål. Disse organisationer er vigtige elementer i den islamistiske bevægelse, som søger at skabe en global totalitær orden i lighed med den, der allerede er blevet skabt i Iran, Sudan og i Afghanistan under Taliban. De ser sig selv som en del af et verdensomspændende sammenstød mellem muslimer og Vesten, hvor sejrherren ender som hersker over hele verden.
Washington, som forsøger at fastholde sit fremstød for demokrati, foretrækker at ignorere disse mål og bifalder i stedet Hizbollahs og Hamas' deltagelse i den politiske proces, idet man afventer, at de skal foretage nogle mindre ændringer.
Disse signaler begyndte i sidste uge, da præsident Bush udtalte, at selvom Hizbollah, som er en libanesisk gruppe, er "en terroristorganisation," håber han, at de vil ændre denne betegnelse "ved at nedlægge våbnene og undlade at true freden." Det Hvide Hus' talsmand Scott McClellan uddybede siden denne kommentar ved at pege på to alternativer: "Organisationer som Hizbollah må vælge, enten er man en terroristorganisation, eller også er man en politisk organisation."
Bush forklarede selv yderligere dagen efter, hvad han mente, ved at præsentere afholdelsen af valg som en metode til at afføre sig terroristbetegnelsen:
"Jeg kan godt lide tanken om, at folk stiller op til valg. Det har en positiv effekt, at man stiller op. Måske er der nogle, der vil stille op og sige: 'Stem på mig, jeg ser frem til at sprænge Amerika i luften.' Jeg ved det ikke, jeg ved ikke, om det vil være deres platform eller ej. Men jeg tror det ikke. Jeg tror, at mennesker, som stiller op til valg, i almindelighed siger: 'Stem på mig, jeg ser frem til at ordne dine huller i vejen eller sikre, at du får brød på bordet.'"
Udenrigsminister Rice noterede derefter, at Hamas, som er en palæstinensisk organisation, også vil kunne udvikle sig i den rigtige retning, når først de er trådt ind i den demokratiske proces:
"Når mennesker bliver valgt og må begynde at bekymre sig om deres valgkreds og må begynde at bekymre sig, ikke om hvorvidt deres ildsprudende retorik vendtimod Israel bliver hørt, men om hvorvidt dette menneskes barn længere nede ad gaden har mulighed for at komme på en god skole, eller den der vej er blevet repareret, eller tilværelsen bliver bedre, så begynder tingene at ændre sig."
Den hypotese, der ligger indbygget her, handler om, at dette at stille op til et valg – med dettes vægt på så verdslige ting som at udbedre vejhuller og skaffe gode skoler – vil moderere Hizbollah og Hamas.
Jeg er blandt de skeptiske.
Historien understøtter ikke en sådan optimisme. Når politisk begavede tilhængere af et totalitært styre vinder magten på demokratisk vis, så reparerer de ganske vist vejhuller og forbedrer skoler – men kun som et middel til at forvandle deres land i overensstemmelse med deres utopiske visioner. Denne generalisering gælder mest tydeligt for de historiske tilfælde (Adolf Hitler i Tyskland efter 1933, Salvador Allende i Chile efter 1970), men den synes også at gælde for de aktuelle (Khaleda Zia i Bangladesh siden 2001, Recep Tayyip Erdoğan i Tyrkiet siden 2002).
Så er der spørgsmålet om deres udemokratiske intentioner. Josef Goebbels forklarede i 1935, at nazisterne anvendte demokratiske metoder "udelukkende for" at vinde magt. Hvis vi kikker på islamisterne, så forklarede daværende viceudenrigsminister for Mellemøsten, Edward Djerejian i 1992, "Selvom vi tror på princippet om ‘én person, én stemme,' så støtter vi ikke ‘én person, én stemme, én gang'." Khomeinis Iran viser tegn på, at islamister faktisk manipulerer med valgene for at bevare magten.
Washington bør indtage et principielt stanspunkt, som udelukker ikke bare terrorister fra den demokratiske proces, men også tilhængere af en totalitær styreform, som bruger systemet til at tage magten og fatholde den. Det er ikke nok, at islamistiske organisationer afsværger vold; fordi de er uforbederligt autokratiske, bør de udelukkes fra valg.
I en berømt højesteretsdom i 1949 argumenterede den fremragende dommer Robert H. Jackson for arrestationen af en nynazistisk agitator i Chicago med den begrundelse, at såfremt det ikke skete, "bliver forfatningens bestemmelse om individets borgerlige rettigheder forvandlet til en selvmordspagt." Det samme krav om selvbeskyttelse gælder også ved international politik.
Selvom Hizbollah og Hamas lover at ændre taktik, bør Amerika – eller for den sags skyld Israel og andre vestlige stater – ikke acceptere dem som legitime politiske partier.
