Syriens skæbne blev til en vis grad afgjort den 21. januar 1994. Det var dengang, Basil Al-Assad med alt for stor fart på vej til Damaskus' lufthavn for at tage på skiferie i udlandet kørte galt i den Mercedes, han førte, og dræbte sig selv og sine passagerer.
Ulykken havde store konsekvenser, for Basil, som dengang var 31 år, var blevet plejet som sin far, Hafez Al-Assads efterfølger som diktator i Syrien. Alt tydede på, at den rideglade, kampkunsttrænede og karismatiske Basil ville blive en formidabel hersker.
Efter bilulykken blev hans yngre bror, Bashar, kaldt hjem fra sine oftalmologiske studier i London og indskrevet på et lynkursus for at forberede sig på at blive Syriens næste stærke mand. Han steg mekanisk i de militære grader, og ved faderens død i juni 2000 overtog han så præsidenttronen. (Dette gjorde Bashar til den anden dynastiske diktator, idet Kim Jong Il af Nordkorea blev den første i 1994. Den tredje, Faure Gnassingbé af Togo, dukkede op tidligere i denne måned. Andre sønner, der står og venter i kulissen, er bl.a. Gamal Mubarak af Egypten, Saifuddin Gadhafi af Libyen og Ahmed Salih af Yemen. Saddam Husseins to sønner nåede det aldrig.)
Den mulighed eksisterede, at Bashar på grund af sit kortvarige vestlige ophold og sin videnskabelige indstilling ville demontere sin fars totalitære struktur; Bashars tidlige skridt tydede på, at han kunne gøre netop dette, men så vendte han hurtigt tilbage til faderens autokratiske metoder – enten af egen tilbøjelighed eller fordi han forblev under indflydelse af sin fars højtstående embedsmænd.
Faderens metoder, ja, men ikke hans dygtighed. Den gamle Assad var et taktisk geni, selvom hans herredømme i sidste instans mislykkedes (han genvandt aldrig Golanhøjderne, kom aldrig i nærheden af at udslette Israel og kørte Syriens økonomi og kultur helt i sænk). Den unge Assad kombinerer strategisk blindhed med taktisk klodsethed.
I løbet af få måneder efter Bashars tiltrædelse blev der sat spørgsmålstegn ved hans evne til at bevare kontrollen med Libanon; ikke længe efter blev hans evne til at fastholde magten i selve Syrien betvivlet. At den syriske regering ilede til Saddam Husseins side, netop som han blev trængt ud i kulden, fik mange til forundret at løfte brynene. Bashars mønster med at love ét til USA's udenrigsminister Colin Powell for så straks efter at bryde sit ord fremkaldte almindelig forbløffelse.
Disse fejl førte til en vedtagelse af to milepælsforanstaltninger imod regimet. I december 2003 vedtog den amerikanske regering Syrian Accountability Act, som straffede Damaskus for dets lovbrud. I september 2004 vedtog FN's Sikkerhedsråd Resolution 1559, som opfordrede alle "fremmede styrker" til at trække deres tropper ud af Libanon, med en klar hentydning til de syriske tropper som var ankommet i 1976.
Disse tiltag opmuntrede ledende libanesiske politikere til at kræve de syriske styrker ud. Først og fremmest var det den drusiske leder Walid Jumblatt og den sunnimuslimske leder Rafik Hariri, som tog dette skæbnesvangre skridt, hvorved de truede med at berøve Damaskus ikke blot dets følelse af territorial gevinst, men tillige dets libanesiske guldæg.
Der kan næppe herske tvivl om, at Mr. Assad stod bag den massive (formentlig undergrundsansvarlige) eksplosion den 14. februar, som skar et ca. 20 meter bredt krater og dræbte Hariri foruden 16 andre. Med sin sans for inkompetence havde Mr. Assad formentlig besluttet, at den tidligere premierminister skulle dø for sit forræderi. Men helt imod Mr. Assads formodede forventninger reducerede denne ugerning langt fra presset på Syrien om at forlade Libanon, men øgede og intensiverede det.
Mr. Assads reaktion – han lod, som om han fordømte mordet, satte en slægtning til at lede sikkerhedstjenesten, indkøbte SA-18 anti-luftskytsmissiler fra Rusland, og erklærede en gensidig forsvarspagt med Teheran – peger på hans totalt manglende forståelse af de vanskeligheder, han har skabt for sig selv. For første gang i tre årtier synes Libanon nu at have en genvindelse af sin uafhængighed inden for rækkevidde. "Jeg kan ikke se, hvordan Syrien kan blive nu," bemærker Libanons tidligere præsident, Amin Gemayel.
Den fornyede erklæring af Libanons uafhængighed vil på passende vis belønne en ubesunget standhaftighed. Libaneserne satte måske nok engang deres suverænitet over styr, begyndende med den syriske invasion i 1976 og kulminerende med den næsten fuldstændige besættelse i 1990, men de har udvist værdighed og tapperhed under besættelsen. Imod alle odds forfægtede de et civilt samfund, holdt håbet om frihed levende og bevarede en følelse af patriotisme.
Libanons uafhængighed vil også komme til at tjene som et stort søm i det brutale, forfejlede og lidet afholdte Assad-dynastis ligkiste. Hvis alt går vel, vil Syriens befrielse følge efter Libanons.
Således kan en simpel trafikulykke påvirke historiens gang.
