De af os, som følger islams udvikling i Amerika, har i årevis været bekymrede over den uheldige indflydelse fra saudiske penge og ideer på amerikanske muslimer.
Vi så bekymrede til, mens den saudiske regering pralede af at have finansieret moskeer og forskningscentre; mens den bekendtgjorde sin støtte til islamistiske organisationer som Council on American-Islamic Relations; mens den uddannede de imamer, som blev radikaliserede præster i de amerikanske fængsler, og mens den introducerede wahhabismen på universiteterne via den muslimske studenterbevægelse, Muslim Student Association.
Men gennem alle årene manglede vi oplysninger om indholdet af de saudiske materialer. Udvander de eller ændrer de på anden vis det rå, opflammende budskab, som præger det religiøse og politiske liv i Saudi-Arabien? Eller gentager de blot den samme holdning?
I dag kender vi omsider, takket være et fremragende forskningsarbejde fra Freedom House (en organisation med hovedkvarter i New York, grundlagt i 1941, som kalder sig "en klar stemme for demokrati og frihed overalt i verden"), flere detaljer i det saudiske projekt. En nylig udgivet undersøgelsesrapport, "Saudi Publications on Hate Ideology Fill American Mosques (Saudiske publikationer om hadefuld ideologi fylder amerikanske moskeer)," bringer et væld af detaljer om emnet.
(To ting bør bemærkes i denne forbindelse: Denne vigtige undersøgelse blev, af sikkerhedsgrunde, skrevet anonymt, og den blev udgivet af en tænketank, ikke af universitetsansatte forskere. Endnu engang har en organisation uden for universitetsverdenen udført et højst kreativt og betimeligt stykke arbejde, og Mellemøsten-eksperterne ser sig selv skubbet ud på et sidespor.)
Billedet af de saudiske aktiviteter i USA er ikke kønt.
Freedom House's muslimske voluntører drog ud til 15 prominente moskeer fra New York til San Diego og indsamlede mere end 200 bøger og andre publikationer udbredt af Saudi-Arabien (godt 90% af dem på arabisk) i moskebiblioteker, publikationsstativer, og boghandeler.
Hvad de fandt, kan kun beskrives som forfærdende. Disse skrifter – hvoraf hvert eneste er sponsoreret af kongedømmet – gør sig til talerør for en anti-kristen, anti-semitisk, kvindefjendsk, jihadistisk og suprematisk indstilling. Nogle eksempler: De
-
Afviser kristendommen som en gyldig tro: Enhver muslim, som tror, "at kirker er Gudshuse, og at Gud bliver tilbedt i dem, er en vantro."
-
Insisterer på, at islamisk lov skal anvendes: I en lang række spørgsmål, lige fra forhold vedrørende kvinder (som skal bære slør) til spørgsmål om frafaldne fra islam (som "skal slås ihjel"), insisterer de saudiske publikationer på fuld udøvelse af shariah i Amerika.
-
Ser ikke-muslimer som fjenden: "Hold dig væk fra de vantro, had dem for deres religion, vend dem ryggen, søg aldrig deres støtte, undlad at beundre dem, og modarbejd dem altid på enhver ifølge islamisk lov tilladelig måde.
-
Opfatter Amerika som et fjendtligt territorium: "Det er forbudt for en muslim at blive borger i et land, der er styret af vantro, fordi dette betyder, at man må føje sig efter deres vantro og acceptere alle deres fejlagtige skikke.
-
Forbereder sig på krig mod Amerika: "For at være sande muslimer må vi forberede os og være rede til jihad på Allahs vej. Det er både borgernes og regeringens pligt."
Rapportens forfattere finder, fuldkommen korrekt, at de undersøgte publikationer "udgør en alvorlig trussel mod både ikke-muslimer og det muslimske samfund selv." Materialerne indpoder en doktrin af religiøst had, som er skadelig for amerikansk kultur, og som tjener til at skabe nye rekrutter til de fjendtlige styrker i krigen mod terrorisme.
For at komme med blot ét eksempel på sidstnævnte: Adam Yahiye Gadahn, der menes at være den maskerede person på en videooptagelse fra 2004, som truede med, at de amerikanske gader ville komme til at "flyde med blod," blev jihadi i en periode, hvor han tilbragte sin tid i Islamic Society of Orange County, en saudisk finansieret institution.
Freedom House opfordrer indtrængende til, at den amerikanske regering "ikke udsætter" en protest over for den saudiske regering fra højeste plan vedrørende disse giftige publikationer, som præger hylderne i nogle af Amerikas vigtigste moskeer. Det kan der ikke herske to meninger om, men det forekommer undertegnede iagttager af de saudisk-amerikanske relationer at være utilstrækkeligt. Protesten vil blive accepteret, og derpå gemt væk i en skuffe.
I stedet bør dette lumske saudiske anslag mod Amerika gøres til et centralt tema i den (fejlagtigt betegnede) krig mod terror. Bush-administrationen er nødt til at konfrontere den nationale trussel, som det wahhabiske kongedømme udgør for Amerika. Det vil sige, kassere fantasien om saudisk venskab og betragte landet, ligesom Kina, som en afskrækkende rival, hvis ambitioner om en meget anderledes verdensorden bør tilbagedrives og holdes i ave.