Den radikale islams mentalitet omfatter flere hovedelementer, hvoraf ét er muslimsk overherredømme: En forestilling om, at det udelukkende er de rettroende, der skal regere og på anden vis nyde en højere status end ikke-muslimer. Denne holdning dominerer det islamistiske verdenssyn i Paris' gader i lige så høj grad som i Afghanistan.
To amerikanske kriminalsager for nylig sætter fokus på dette forhold. Begge involverer Council on American-Islamic Relations, som er en saudisk-financieret gruppe, hvis ledere nu og da bekendtgør sit mål om at islamisere Amerika ("Islam er ikke i Amerika for at være ligeværdig med en hvilken som helst anden tro, men for at blive dominerende.")
Den første af de to kriminalsager omhandler Dale Ehrgott, en ikke-muslimsk forsikringsbørsmægler bosat i Reno, Nev. I forfærdelse over CAIR's ry for at undskylde terror, plus den på daværende tidspunkt nylige arrestation af organisationens tidligere ansatte Ismail Royer for terrorrelaterede anklager, afsendte Mr. Ehrgott fire vrede e-mails til CAIR i midten af 2003.
I det ene stod der: "Vi accepterer jer [sic] hellig krig. Ser vældig meget frem til den. Vi kan nemt klare jer, især fordi I befinder jer på vores jord. I har lært os meget om terrorisme, så vær indstillet på at blive dens modtager." I et andet brev nogle uger senere skrev han: "I gør en masse mennesker vrede, sådan nogle fjolser som jer er et let mål."
"Det var ikke nogen trussel, bare en modbydelig email," sagde Mr. Ehrgott til The Associated Press. Han beskrev CAIR som "en anti-amerikansk organisation" og påpegede, at han på intet tidspunkt havde truet organisationen fysisk. CAIR så anderledes på sagen og videresendte bemærkningerne til de lovhåndhævende myndigheder, som faldt voldsomt over Mr. Ehrgott, måske fordi justitsministeriet havde besluttet at bruge ham til at statuere et eksempel.
Med sin beskrivelse af disse e-mails som indeholdende "en trussel om at skade medlemmerne" af CAIR lykkedes det den amerikanske advokat for Nevada, Daniel Bogden, at overbevise en føderal storjury i marts 2004 om at rejse tiltale mod Mr. Ehrgott. Mr. Bogden krævede derefter Mr. Ehrgott idømt lovens strengeste straf, så han, såfremt han blev dømt, kunne imødese op til fem års fængsel og en bøde på 250.000$.
Men da retssagen sluttede i september 2004 i en jury, hvor stemmerne stod lige, mistede de føderale myndigheder pludselig lysten til at retsforfølge Mr. Ehrgott. De indgik forlig med ham den 13. januar, idet de lod ham slippe med en banal dom: Ét års betinget dom og 50 timers samfundstjeneste, hvorved man vedgik, at han havde handlet overilet, men ikke til fare for nogen.
Den anden sag handler om Taiser Hosien Okashah, en muslimsk fødevaremægler (og illegal immigrant fra Syrien) bosat i Miami Beach. Den 3. juni 2004 truede Mr. Okashah med at ødelægge Best Buy-butikken i Plantation, Fla., fordi han ifølge butiksekspedientens edssvorne vidneberetning var utilfreds med et tilbud om prisnedslag på en laptop computer. "Jeg vender tilbage og sprænger stedet her i luften, såfremt jeg ikke får mine penge dennegang," citerer ekspedienten ham for at have sagt. Den 29. juni arresterede myndighederne Mr. Okashah, anklagede ham for at have truet med at udløse en sprængladning og satte ham kortvarigt i fængsel uden kaution.
Fungerende direktør for CAIR's Florida-kontor, Altaf Ali, sprang til Mr. Okashahs forsvar. Muslimer, sagde han, er "meget foruroligede over, at et meget ydmygt medlem af samfundet kan blive sendt i fængsel for at have stillet et spørgsmål vedrørende et prisnedslag."
Mr. Ali henholdt Mr. Okashahs vanskeligheder til dårlig kommunikation, som var blevet forværret af den negative stereotypisering af muslimer. CAIR udsendte en presseudtalelse, som yderligere specificerede, at arrestationen stammede fra "sprogbarrierer og overreaktioner hos forretningens ansatte og de lovhåndhævende myndigheder."
Mr. Ali søgte også om at få dommeren i sagen fjernet, fordi denne havde givet ordre til, at Mr. Okashah skulle undergå en psykologisk undersøgelse. Ikke desto mindre skal Mr. Okashah for retten den 14. februar på en andengradsanklage for "at have truet med at udløse en sprængladning."
I CAIR's øjne ser det altså sådan ud, at når en ikke-muslimsk børsmægler reagerer for emotionelt på terrorisme, så fortjener han flere års indespærring og økonomisk ruin. Men når en muslimsk børsmægler truer en forretning, så er han et uskyldigt offer for "negativ stereotypisering" og fortjener at blive løsladt uden nogen form for straf.
Ehrgott- og Okashah-sagerne passer med et grimt, islamistisk, dobbeltmoralsk mønster. Selvom CAIR præsenterer sig selv som borgerretsgruppe, er den lige det modsatte: En organisation, som hævder særlige privillegier for muslimer og indskrænker andres rettigheder.
Når vestlige institutioner legitimerer islamistiske organisationer som CAIR, styrker de islamisternes forestillinger om overherredømme og deres stræben efter muslimsk dominans. Den slags institutioner bør klogeligt trække deres legitimering tilbage og reservere denne for muslimer, som afviser den radikale islam.
