Krigen mod terror har ikke været emnet for en eneste amerikansk spillefilm, og der er, såvidt jeg ved, heller ikke nogen på vej. Fjernsynet har vist sig at være en smule dristigere, og det bliver interessant på søndag d. 9. januar, hvor Fox introducerer en ny sæsons action-show, kaldet 24.
Hvorfor dette fravær af film om den aktuelle krig? Jack Valenti, daværende formand for Motion Picture Association of America, svarede engang med sine egne spørgsmål:
Hvem ville være fjenden, hvis man lavede en film om terrorisme? Det ville formentlig være muslimer, ville det ikke? Hvis det skete, tror jeg, det ville give bagslag fra det ordentlige, hårdtarbejdende, lovlydige muslimske samfund i dette land.
Den slags kaldes af nogle for foregribende kryberi. Andre kalder det for dhimmitude.
Under alle omstændigheder, den seneste højtbudgetterede film, der omhandlede terrorisme, Sum of All Fears ("27.000 nukleare våben. Ét mangler") fra 2002, var baseret på en Tom Clancy-roman af samme navn. Romanen lod arabiske terrorister opstille et nukleart våben ved fodboldens Super Bowl, men presset af islamistiske organisationer viste filmen ny-nazistiske terrorister i stedet. ("Jeg håber, at De vil føle Dem forsikret om," skrev instruktør Phil Alden Robinson i begyndelsen af 2001 til Council on American-Islamic Relations, "at jeg ikke har nogen som helst intentioner om at fremme negative forestillinger om muslimer eller arabere, og jeg sender Dem mine bedste ønsker for Deres fortsatte bestræbelser for at bekæmpe diskrimination.")
I en oversigt over nyere film udtaler Jonathan V. Last, at "Om noget, så er kravet om politisk korrekthed vokset, siden krigen mod terror begyndte." Det første brud på tavsheden kom midt i 2004, hvor TNT's mini-serie The Grid tog den radikale Islam op. Last kaldte det for "det dristigste, mest forvovne stykke underholdning i mange år," netop fordi Tracey Alexander og Brian Eastman, stykkets hovedproducere, ikke hvidvaskede alle former for Islam.
Et uddrag fra The Grid's anden episode vedrørende en libanesisk nationalist ved navn Fuqara, som bliver arresteret, da han forsøger at flygte ud af USA efter at have forsøgt at myrde en FBI-agent, angiver noget af stemningen. Fuqara bliver forhørt af agent Canary, mens hans advokat forsøger at standse processen:
Agent Canary: Mr. Fuqara, hvem gav Dem ordre til at begå mordet?
Fuqara: (mumler noget på arabisk.)
Fuqaras advokat (til agent Canary): Kan vi få et øjeblik udenfor? (De to forlader lokalet.) Hvor vover De at true ham med en sigtelse.
Agent Canary: Han sidder inde med oplysninger om planlagte angreb her, som kan true tusindvis af amerikanere på livet.
Fuqara's Attorney: Og det giver Dem ret til summarisk at tilsidesætte Mr. Fuqaras rettigheder? Jamen hvorfor standse ved det? Deporter alle muslimer i Amerika for at vinde jeres krig!
Agent Canary: Jeg forestiller mig, at visse rettigheder standser ved massemord.
Fuqara's Attorney: Det gør de ikke. Og indtil der kommer en ændring af forfatningen på dette punkt, vil jeg beskytte Mr. Fuqaras rettigheder.
Et nyt brud på tavsheden vil finde sted om få dage, når Fox Channels 24 viser fire episoder, der skildrer en muslimsk familie, som kommer til USA udelukkende for at gennemføre angreb på amerikanere. For at kunne gøre det maskerer de sig som helt almindelige mennesker. Her er, hvordan Jim Finkle fra Broadcasting & Cable beskriver dem: "En af skurkene er en walkmanbærende, tyggegummityggende teenager, som kæmper med sin konservative far om, hvorvidt han skal have lov til at gå ud med en amerikansk pige og tale i telefon."
Men dette er en forklædning.
Den unge mand hjælper også sine forældre med at planlægge et plot med det formål at dræbe et stort antal amerikanere, et plot som tager sin begyndelse med et angreb på et tog. Ved morgenbordet siger faderen til sin søn: "Det, vi udretter i dag, vil ændre verden. Vi er heldige, at det var vores familie, der blev udvalgt til at gøre det." "Ja, far," svarer sønnen.
Det lykkes terroristerne at tage forsvarsministeren som gidsel; og filmen når sit klimaks, da ministeren vises frem på en grufuld Internet-video som dem, der kommer ud af Irak, og derefter retsforfølges for "krigsforbrydelser mod menneskeheden."
Som det var til at forudsige, har 24 bragt Council on American-Islamic Relations, landets førende islamistiske gruppe, helt ud af flippen. CAIRs talskvinde Rabiah Ahmed klager over, at "De tager helt almindelige amerikanske, muslimske familier og gør dem til mistænkte. De får det til at se ud, som om familierne er medsammensvorne ved dette terrorplot."
Melanie McFarland, Seattle Post-Intelligencers tv-kritiker har ingen tålmodighed med den form for jamren: "Dette er 24, OK? Enhver, der ser showet, ved, at det låner elementer fra virkelige mareridt for at drive plottet fremad og ikke skeler til den politiske korrekthed."
Men der er også en anden grund til at bevare plottet, som det er. Næsten hver eneste terrormistænkt i Vesten siges at være en almindelig fyr eller en vidunderlig pige, hvilket jeg tidligere har påvist. De adjektiver, som er blevet benyttet om Sajid Mohammed Badat, en brite, er typiske: "en omvandrende engel," "vores moskes lysende stjerne," "en venlig, varm, fornøjelig mand," "en venlig, omgængelig, normal ung fyr, som havde mange venner og ikke havde nogen form for ekstreme anskuelser." Trods disse begejstrede udtryk er han tiltalt for at hjælpe sko-bombemanden Richard C Reid med at sprænge et fly i luften og vil blive stillet for retten på anklager om sammensværgelse (han blev fundet med dele til flere sko-bomber som dem, Reid brugte).
Så sent som i sidste uge raporterede Seattle Times om en saudier, som nu bliver deporteret fra USA:
For sin kolleger på University of Washington School of Nursing var Majid al-Massari en munter fyr, som sprang gennem lokalerne og lignede en "stor teddybjørn." Hvad vennerne ikke vidste om den kraftige, skæggede, 34-årige computersikkerhedsspecialist var, at han havde hjulpet med at opsætte en webside for en gruppe med forbindelse til al-Qaida, havde citeret Osama bin Laden i sine egne afsendelser over Internettet, langet ud efter amerikansk politik i sin fars London-baserede radioprogram og var landet i de amerikanske terrorismeefterforskeres blikfelt.
Denne type overraskelser finder sted med en sådan bestandighed, at jeg fristes til at generalisere: Ved sin arrestation bliver hver eneste islamist i Vesten i begyndelsen hyldet som en behagelig person og skildres aldrig som en hadefuld, rugende, ensom ulv.
Så, hurra for Fox, fordi de skildrer virkeligheden; og måtte de ikke give efter for islamisterne.
