I årevis har jeg haft den holdning, at truslen fra den radikale Islam gør det bydende nødvendigt at koncentrere sikkerhedsforanstaltningerne omkring muslimer. Hvis man leder efter en voldtægtsmand, leder man udelukkende i den mandlige del af befolkningen. På samme vis bør man, når man leder efter islamister (tilhængere af radikal islam), lede blandt den muslimske del af befolkningen.
Jeg følte mig derfor opløftet ved den nyligt offentliggjorte opinionsundersøgelse fra Cornell University, hvor det fremgår, at næsten halvdelen af den amerikanske befolkning erklærer sig enig i denne holdning. Mere specifikt, så mener 44 procent af amerikanerne, at regeringsmyndighederne bør rette deres særlige opmærksomhed mod muslimer, der er bosat i Amerika, enten ved at registrere deres gøren og laden, profilere dem, overvåge deres moskeer eller infiltrere deres organisationer.
Lige så opmuntrende er det, at undersøgelsen konstaterer, at jo mere folk følger med i nyhederne på tv, desto mere tilbøjelige er de til at støtte disse fornuftige forholdsregler. De, der er bedst informeret om aktuelle forhold er med andre ord også de mest fornuftige, når det gælder indførelsen af indlysende forsvarsmæssige forholdsregler.
Det er godt nyt; den dårlige nyhed er den næsten universelle misbilligelse af denne realisme. Venstreorienterede og islamistiske organisationer har i den grad haft held til at skræmme den offentlige opinion, så dette høflige samfund viger tilbage for at godkende forkusering på muslimer.
I Amerika skyldes denne skræmthed stort set en revisionistisk fortolkning af den amerikanske evakuering, relokering og internering af etniske japanere under Anden Verdenskrig. Selvom disse begivenheder fandt sted for mere end 60 år siden, har de stadig stor betydning i vore dage, idet de gør det muligt for offergørelseslobbyen, som en kompensation for de formodede rædsler under interneringen, på forhånd at fordømme enhver brug af etnisk eller national herkomst, race eller religion ved formuleringen af en national sikkerhedspolitik.
Ved at benægte, at behandlingen af de etniske japanere skete ud fra legitime, nationale sikkerhedshensyn, har denne lobby fastslået, at det udelukkende var en følge af en kombination af "krigshysteri" og "racefordomme." Med den måde, hvorpå radikale grupper som American Civil Liberties Union bruger denne fortolkning, med Michelle Malkins ord, "som knippelsuppe over for debatten om krigen mod terror," kommer de alle forsøg på at opbygge et effektivt forsvar mod vor tids islamistiske fjende i forkøbet.
Heldigvis har den uforfærdede Ms. Malkin, der er klummeskribent og specialist i immigrationsspørgsmål, genåbnet interneringsfilen. Hendes nylig udkomne bog med den provokerende titel In Defense of Internment: The Case for Racial Profiling in World War II and the War on Terror (Regnery) indleder med den uomtvistelige forudsætning, at i krigstid "kommer nationens overlevelse i første række." Heraf drager hun så den slutning, at "civile rettigheder ikke er hellige."
Derefter kaster hun et blik tilbage på de historiske begivenheder i begyndelsen af 1940'erne og finder, at:
-
Blot få timer efter angrebet på Pearl Harbor erfarede man chokeret, at to amerikanske borgere af japansk herkomst, som ikke tidligere havde udvist anti-amerikansk adfærd, samarbejdede med en japansk soldat imod deres hawaiianske landsmænd.
-
Den japanske regering etablerede "et omfattende spionnetværk i USA," som mentes at omfatte i hundredvis af agenter.
-
I strid med al løs tale om "amerikanske koncentrationslejre" så var relokeringslejrene for japanere "spartanske faciliteter, som for størstepartens vedkommende blev administreret humant." Som bevis anfører hun, at mere end 200 personer frivilligt valgte at flytte ind i disse lejre.
-
Relokeringsprocessen selv blev rost af Carey McWilliams, en samtidig venstreorienteret kritiker (og fremtidig redaktør af The Nation), for at være "forløbet glat."
-
Et føderalt panel, som genovervejede disse forhold i 1981-83, nemlig The Commission on Wartime Relocation and Internment of Civilians, var, forklarer Ms. Malkin, "spækket med venstredrejede sagførere, politikere og borgerretsaktivister – men indeholdt ikke én eneste militærofficer eller efterretningsekspert."
-
Ronald Reagans undskyldelse af interneringen i 1988, samt de næsten 1,65 milliarder dollar i bod til de tidligere internerede personer byggede på mangelfulde akademiske kvaliteter. Især ignorerede man stort set afkodningerne af den tophemmelige, japanske, diplomatiske trafik, med kodenavnet MAGIC meddelelser, som afslørede Tokyos planer om at udnytte japanske amerikanere.
Ms. Malkin har gjort os den enestående tjeneste at bryde med den akademiske, énsidige lærdom på et afgørende felt og har skåret igennem en tarvelig, meningsløs konsensus for at afsløre, hvordan, "når man betænker, hvad man vidste og ikke vidste på det pågældende tidspunkt," præsident Roosevelt og hans stab gjorde det rigtige.
Hun konkluderer med rette, at regeringer, især i krigstid, bør tage nationalitet, etnisk herkomst og religiøs anskuelse i betragtning ved udformningen af deres hjemlands sikkerhedspolitik og gennemføre det, hun kalder for "trusselsprofilering." Disse skridt kan medføre byrdefulde eller krænkende forholdsregler, men, fremfører hun, disse er dog at foretrække frem for at "blive brændt levende ved sit skrivebord af et brændende, kapret fly."
