Yasser Arafat døde i forrige måned. I denne måned har hans død udløst planer om udenlandsk hjælp til et beløb på mellem 500 millioner og 1 milliard dollar om året til de palæstinensiske arabere.
Det er den gevinst, Steven Weisman offentliggjorde i New York Times den 17. december. Han afslørede, at vestelige, arabiske og andre regeringer har planer om at føje en bonus på mellem 50% og 100% til den 1 milliard dollar om året, som de allerede nu tilfører de 3,5 million palæstinensiske arabere i territorierne, i forventning om et indgreb mod terrorgrupperne og afholdelse af pålidelige valg i januar 2005.
Adspurgt om Mr. Weismans rapport, ville talsmand for Det Hvide Hus, Scott McClellan, hverken bekræfte eller benægte dette. Men præsident Bush fremkom efterfølgende med nogle højst ambitiøse udtalelser vedrørende den palæstinensisk-israelske konflikt: "Jeg er overbevist om, at det i løbet af denne regeringsperiode vil lykkes mig at skabe fred" og "Det kommende år er meget vigtigt, eftersom det vil bringe fred."
Set i bakspejlet, er beboerne på Vestbredden og i Gaza hidtil næppe blevet forsømt. De modtager godt 300 dollar per person, hvilket gør dem til verdens mest begunstigede modtagere af udenlandsk hjælp per hoved. Mærkeligt nok har deres bestræbelser på at udslette Israel ikke fremkaldt forsøg på at fjerne denne modbydelige ambition, men snarere at støtte den. Penge er udbyttelige, og den udenlandske hjælp finansierer effektivt de palæstinensiske araberes krigeriske propagandamaskine, deres våbenarsenal, deres hær og deres selvmordsbombere.
Dette foruroliger imidlertid ikke de internationale hjælpetyper. Tidligere fejltagelser preller af på Nigel Roberts, Verdensbankens direktør for Vestbredden og Gaza. I en henvendelse til donorerne siger han: "Muligvis har jeres ene milliard dollar om året ikke nyttet meget, men vi mener, at der er grund til at gøre endnu mere i de kommende 3-4 år."
I virkeligheden siger Mr. Roberts: Ja, jeres penge banede vejen for Arafats korruption, for ideologien om jihad og for selvmordsfabrikkerne, men de problemer hører fortiden til; lad os i dag håbe, at den nye ledelse bruger de donerede midler til nogle bedre formål. Hæld venligst endnu flere penge ud over dem, så de kan øge deres prestige og magt, og håb så på det bedste.
Denne luksustænkning overser to mindre problemer. Det ene handler om de palæstinensiske araberes udbredte intention om at udslette Israel, sådan som den kom til udtryk i de voldsomme udbrud af sorg over ærketerroristen Arafat ved hans begravelse, i opinionsundersøgelsernes vedholdende resultater, og i den stadig tilførsel af kommende jihad-forkæmpere. De palæstinensiske araberes opdagelse af indre moderation lader mildt sagt vente på sig.
Det andet problem er den udbredte tendens til udelukkende at give Arafat skylden for tidligere årtiers vold og tyranni og fejlagtigt slutte, at når de palæstinensiske arabere nu er sluppet af med ham, så vil de være ivrige efter at indføre reformer. Mahmoud Abbas, den nye leder, har faktisk opfordret til ophør af terroren mod Israel, men han gjorde det af gennemskuelige, taktiske årsager (det er det forkerte at gøre lige nu), ikke af strategiske årsager (det bør opgives permanent), og endnu mindre af moralske (det er ifølge sagens natur ondt).
Mr. Abbas er ikke moderat, han er pragmatiker. I modsætning til Arafat, som var opslugt af sin egen biografi og sine egne dæmoner, synes Mr. Abbas at være en mere fornuftig mand, én som mere rationelt kan forfølge Arafats mål om at udslette Israel. I denne ånd har han hurtigt undskyldt over for kuwaiterne og forsonet sig med syrerne; til sammenligning er dette at række hånden ud mod amerikanerne nemt.
Ikke desto mindre, og i ikke mindre grad end hans mentor Arafat, har Mr. Abbas fortsat intentioner om at udslette Israel. Dette fremgår tydeligt, for eksempel af hans seneste kommentarer, hvor han insisterer på, at millioner af palæstinensisk-arabiske "flygtninge" skal have lov til at komme ind i Israel med henblik på at oversvømme landet demografisk; eller af hans fastholdelse af det ondsindede indhold i Det Palæstinensiske Selvstyres presse.
At give yderligere penge til de palæstinensiske arabere nu, før de har skiftet sindelag og accepteret Israels eksistens som permanent jødiske stat, er en frygtelig fejltagelse, som fuldkommen mekanisk gentager fejlene fra 1990'ernes Oslo-diplomati. Ved for tidligt at belønne de palæstinensiske arabere vil man blot igen forsinke tidsplanen for en forsoning.
Som jeg fra hævdet i årevis, så bør penge, våben, diplomati og anerkendelse af de palæstinensiske arabere først følge den dag, da de har accepteret Israel. Ét tegn på, at dette er sket, er: Når de jøder, som bor i Hebron (på Vestbredden) ikke har større behov for beskyttelse end de arabere, som bor i Nazareth (inde i Israel).
Indtil denne harmoniens dag oprinder – og jeg forudser, at det ligger omkring tredive år fremme i tiden – bør omverdenen koncentrere sig, ikke om at øse penge og andre goder ud over de palæstinensiske arabere, men om uophørligt at presse dem til at acceptere Israels eksistens.
