Der er en god nyhed at bringe: Forestillingen om, at "det er den militante Islam, der er problemet, og den moderate Islam, der er løsningen," får øget tilslutning med tiden. Men der er også en dårlig nyhed, nemlig den voksende forvirring med hensyn til, hvem der i virkeligheden er moderate muslimer. Det betyder, at den ideologiske del af krigen mod terror gør en vis, men kun begrænset, fremgang.
Den gode nyhed: De anti-islamistiske muslimer har fundet deres stemme efter 11. september 2001. Deres gruppe omfatter fremstående akademikere som Azar Nafisi (John Hopkins), Ahmed al-Rahim (tidligere Harvard), Kemal Silay (Indiana), og Bassam Tibi (Göttingen). Vigtige islamiske personer som Ahmed Subhy Mansour og Muhammad Hisham Kabbani udtaler sig.
Der dukker organisationer op. American Islamic Forum for Democracy, som ledes af Zuhdi Jasser, er aktiv i Phoenix, Arizona. Free Muslim Coalition Against Terrorism ser ud til at være ægte anti-islamistisk, trods min indledningsvise tvivl med hensyn til dens grundlægger, Kamal Nawash.
Internationalt set har en vigtig appel, som blev udsendt for en måned siden af en gruppe liberale arabere, efterlyst en traktat, som forbyder religiøs opildnen til vold, og man nævner specielt "dødens sheiker" (såsom Yusuf Al-Qaradawi fra tv-kanalen Al-Jazeera), idet man kræver, at disse bliver stillet for en international domstol. Over 2.500 muslimske intellektuelle fra 23 lande underskrev straks denne appel.
Med tiden vil individuelle muslimer finde stemme til at fordømme de islamistiske forbindelser til terrorisme. Mest iøjnefaldende er måske en artikel af Abdel Rahman al-Rashed, en saudisk journalist i London: "Det turde være en kendsgerning, at ikke alle muslimer er terrorister," skriver han, "men det er lige så sikkert, og umådelig smertefuldt, at næsten alle terrorister er muslimer. … Vi bliver ikke i stand til at rense vores navn, medmindre vi tilstår den skammelige kendsgerning, at terrorisme er blevet et islamisk foretagende; næsten et monopol, virkeliggjort af muslimske mænd og kvinder."
Andre analytikere har fulgt al-Rasheds eksempel. Osama El-Ghazali Harb skriver fra Egypten, at "muslimske og arabiske intellektuelle og meningsdannere må imødegå og modarbejde alle forsøg på at undskylde disse [terrorist] gruppers barbariske handlinger med den lidelse, muslimer udsættes for." Fra Virginia skriver Anouar Boukhars, at "terrorisme er et muslimsk problem, og en benægtelse heraf er afgjort problematisk."
Den dårlige nyhed: Der vandrer en masse falske moderate omkring, og de kan være svære at afsløre, selv for en som mig, der giver dette emne megen opmærksomhed. Council on American-Islamic Relations nyder stadig udbredt støtte, og Islamic Society of North America vildleder stadig indimellem USAs regering. Den helt nye Progressive Muslim Union får begejstret omtale af blåøjede journalister på grund af sin formodede moderation, selvom flere af dens ledere (Salam Al-Marayati, Sarah Eltantawi, Hussein Ibish, Ali Abunimah) er kendt som ekstremister.
Heldigvis holdt myndighederne både Tariq Ramadan og Yusuf Islam ude af USA, men Khaled Abou El Fadl kom ind, og hvad endnu værre er, fik et møde med præsidenten.
Selv anti-terrorisme-massemøder er ikke altid, hvad de ser ud til. Den 21. nov. marcherede flere tusinde demonstranter, heraf nogle muslimer, med bannere, som proklamerede "Sammen for fred og imod terror" i Köln i Tyskland. De marcherende råbte "Nej til terror," og politikere fremkom med positive udtalelser. Men demonstrationen i Köln, som fandt sted kort efter mordet på Theo van Gogh den 2. nov., tjente som en kløgtig forsvarsoperation. Arrangøren af forestillingen, islamisten Diyanet Işleri Türk-Islam Birliği, brugte den som et røgslør til at afværge kravet om virkelige forandringer. Talerne ved demonstrationen indeholdt intet mea culpa, ingen opfordringer til introspektion, kun undskyldninger for jihad og gentagelser af gamle og tomme slogans som "Islam betyder fred."
Denne komplicerede, forvirrende gennemgang peger mod flere konklusioner:
-
Islamisterne har bemærket behovet for at finde moderate muslimer og er i fuld gang med at lære, hvordan man foregiver moderation. Med tiden vil deres kamuflage utvivlsomt blive endnu bedre.
-
At finde ud af, hvem der er hvem, har høj prioritet. Det forekommer måske indlysende, at Osama bin Laden er islamist og Irshad Manji anti-islamist, men masser af muslimer befinder sig i den forplumrede mellemposition. En uafsluttet debat har i årevis raset i Tyrkiet med hensyn til, hvorvidt den nuværende premierminister, Recep Tayyip Erdoğan, er islamist eller ej.
-
Opgaven med at finde frem til de sande moderate kan ikke baseres på gætværk og intuition; vil man have beviser, bør man mærke sig den amerikanske regerings fortsatte opgørelse over, hvem der støtter islamisterne ved at forsyne dem med legitimitet, uddannelse og (måske endda) penge. Også jeg har taget fejl. Det, der er brug for, er en seriøs, fortsat efterforskning.
