"Jeg mener, at det er meget vigtigt for vore venner, israelerne, at have en fredelig, tilgrænsende palæstinensisk stat. Og det er meget vigtigt for det palæstinensiske folk at få en fredelig fremtid præget af håb." Sådan sagde præsident Bush kun to dage efter sit genvalg, netop som nyhedsrapporterne lækkede udsigten til Yasser Arafats snarlige bortgang.
Jeg forudser, at Bushs overvældende nye mandat og Arafats tilstundende død tilsammen vil føre til en hurtig genoptagelse af den palæstinensisk-israelske diplomatiske kontakt efter måneders relativ stagnation og til massive farer for Israel.
Stagnationen vil ophøre, fordi Bush-administrationen anser Mr. Arafat for at være den primære hindring for gennemførelsen af dens vision – udtrykt ovenfor af præsidenten - om at opnå et "Palæstina," som lever harmonisk side om side med Israel. Ved Mr. Arafats afgang fra den politiske scene, og idet han tager sin vederstyggelige terrorisme, korruption, ekstremisme og sit tyranni med sig, vil Washington tage springet til at gøre sin vision til virkelighed, måske allerede torsdag d.11. nov., hvor den britiske premierminister ("Jeg har længe argumenteret for, at behovet for at genoptage fredsprocessen for Mellemøsten er den allermest presserende politiske udfordring i verden i dag") kommer til byen.
Nærværende iagttager forventer, at præsidentens anstrengelser ikke blot vil mislykkes, men – som så meget tidligere arabisk-israelsk diplomati – have den modsatte effekt. Dette siger jeg af to grunde, hvoraf den ene handler om hans egen forståelse af den arabisk-israelske konflikt, mens den anden har at gøre med den faktiske situation i de palæstinensiske områder.
Mr. Bushs forståelse: Præsidentens vigtigste erklæring fra juni 2002 er og bliver retningslinjen for hans mål i forhold til denne konflikt. Heri skitserede han sin vision om en "provisorisk" palæstinensisk stat og opfordrede Israel til at ophøre med det, han kaldte for dets "bosættelsesaktivitet i de besatte områder." Eftersom disse to skridt udgør kernen i det palæstinensisk-arabiske program, inviterede præsidenten i virkeligheden de palæstinensiske arabere til at holde igen over en periode, der er lang nok til at erhverve disse trofæer, og derefter vende tilbage til krigsstien.
I stedet burde præsidenten have fortalt de palæstinensiske arabere, at de er nødt til utvetydigt og for bestandig at acceptere, at Israel i dag og for altid vil forblive en jødisk stat; ydermere må de afstå fra at bruge vold imod den. Desuden må denne indre omvendelse blive synlig i skolerne, i pressen, moskeerne og i den politiske retorik, før man overhovedet kan genoptage diskussionen om eventuelle goder.
Men Mr. Bush fremsatte ikke disse krav, hvorfor hans holdning, således som det er blevet spået af Eli Lake i The New York Sun, sandsynligvis vil udmønte sig i et pres på Israel.
Den faktiske situation: Der kommer ingen efterfølger efter Mr. Arafat – det har han sørget for med sine endeløse manipulationer, kneb og komplotter. I stedet er dette revolvermændenes store øjeblik. Hvad enten de kæmper for kriminelle bander, krigsherrer, sikkerhedstjenester eller ideologiske grupper som Hamas, vil militiamænd, der rækker ud efter jord og rigdom, komme til at dominere den palæstinensiske scene måneder eller år frem i tiden. Den type personer, som vi er blevet vant til fra det tidligere diplomati eller fra tv-kommentarer - Mahmoud Abbas, Ahmed Qurei, et al. – har ingen revolvermænd og vil derfor have begrænset relevans fremover.
De palæstinensiske områder er allerede sunket ned i et helvede af anarki, og forholdene vil sikkert blive forværret, efterhånden som de stærke mænd kæmper om magten. Til sidst vil der dukke to op, som vil være i stand til at forhandle med israelerne og amerikanerne.
Læg mærke til, at jeg sagde to. Den geografiske opdeling i Vestbredden og Gaza, som hidtil kun har haft mindre betydning, hviler som en tung skygge efter Mr. Arafats bortgang. Som Jonathan Schanzer har antydet, så vil den, der styrer en ene del, næppe kunne få greb i den anden, hvorfor betegnelsen "Palæstina" bliver så meget desto vanskeligere at benytte.
Skal man måske til at tale om to Palæstinaer?
Konkluderende skal det siges, at Israel udelukkende er blevet sparet for et uophørligt amerikansk pres gennem de seneste tre år, fordi Mr. Arafat blev ved med at spille sit terrorvåben ud og dermed skubbede den amerikanske præsident fra sig og afviste hans diplomati. Takket være det voksende anarki i de palæstinensisk-arabiske områder vil Israel formentlig bevare sit "held" endnu nogen tid frem.
Men denne nådige periode vil ophøre, så snart nogle dygtige og magtfulde palæstinensisk-arabiske ledere indser, at de ved at afværge volden over en passende periode kan være sikre på, at Israels eneste større allierede vil presse den jødiske stat til hidtil usete indrømmelser. Jeg tvivler på, at dette vil ske i Mr. Bushs regeringsperiode, men hvis det gør, forudser jeg muligheden for den værste krise i forholdet mellem USA og Israel nogensinde.
