Nu hvor amerikanerne vælger præsident, er et af nøglekriterierne, hvordan det går med krigen mod terror. Har præsident Bush ret i sit positive syn på tingene eller senator Kerry i sit negative?
Interessant nok finder den samme debat også sted i konservative kredse, hvor analytikere, der deler samme grundsyn – nemlig at amerikanerne kæmper for selve deres eksistens - kommer frem til højst forskellige konklusioner. Lad os kikke på de modsatte holdninger hos to vigtige stemmer på højrefløjen, Mark Helprin og Tod Lindberg.
Mr. Helprin, som er forfatter til så stærke romaner som A Soldier of the Great War og Winter's Tale, skriver en fortvivlet analyse i det seneste nummer af Claremont Review of Books, hvori han udtrykker, at Amerikas manglende evne til at forstå den trussel, landet står over for i dag, kan "sammenlignes med den dybe søvn, som England befandt sig i op gennem 1930'erne," hvor man fra engelsk side undlod at gøre sig den nazistiske trussel klart.
Mr. Helprin finder, at landet og i særdeleshed dets elite har forelsket sig godt og grundigt i den illusion, at man kan klare sig igennem, "at indsatserne er lave og mulighederne for beskadigelse ikke ubærlige." Med andre ord, den 11. september har ikke gjort gavn som alarmklokke. Han opfordrer amerikanerne til at gøre kollektivt op med sig selv og besvare det enkle spørgsmål: "Er vi i krig, eller er vi ikke?" Hvis de ikke er, så behøver de ikke at bekymre sig og kan lykkeligt sove videre i stemningen fra før den 11. september. Hvis de er, "så er større revideringer og initiativer påkrævet, snart."
Mr. Helprin skitserer de nødvendige skridt til en seriøs krigsførelse, i udlandet (med fokus på Irak og Iran) såvel som hjemme. Sidstnævnte indebærer: Virkeligt sikre grænser med et 30.000 mand stort grænsepoliti, summare deportationer af fremmede "med selv det mindste dokumenterede ry for at støtte terrorisme," tæt overvågning af amerikanske borgere med mistænkelige terrorforbindelser, og udviklingen af et ekspresprogram i stil med Manhattan-projektet til beskyttelse mod alle kemiske og biologiske krigsagenter.
Midlerne til disse skridt er til stede; det, der hindrer deres iværksættelse, er venstrefløjens tilstand af "stærk fortørnelse" og højrefløjens manglende mod til overhovedet at foreslå den slags forholdsregler. "Resultatet er en lammelse, som terroristerne antagelig end ikke havde turdet håbe på, selv i deres allermest optimistiske fremtidsprognoser, en lunefuld og vederlagsfri mangel på vilje."
Mr. Lindberg, som er redaktør ved Hoover Institution's Policy Review-magasin, mener ligeledes at finde en bred enighed blandt amerikanerne, en enighed som overskrider den nuværende valgsæsons partipolitiske splittelse. Til forskel fra Mr. Helprin er han opmuntret af det, han ser. Bush- administrationen, noterer han i Weekly Standard, har "skitseret en ny strategisk doktrin, som vil komme til at præge den nationale sikkerhedspolitik i de kommende 50 år, uanset hvem der vinder valget i 2004."
Mens Mr. Helprin ser på manglerne, peger Mr. Lindberg på fire ændringer, som Mr. Bush har forfægtet, og som Mr. Kerry nu synes at acceptere, nemlig at Washington:
-
fremmer demokratiet globalt, "fordi frie, demokratiske stater ønsker at leve i fred med hinanden;"
-
har i sinde at gøre, hvad der er nødvendigt "for at forblive verdens førende militærmagt af en størrelsesorden, der er tilstrækkelig til at fratage andre stater lysten til at forsøge at konkurrere militært, hvorved der opmuntres til en fredelig løsning på stridigheder mellem stater;"
-
holder regeringer ansvarlige, når de tillader støtte til terrorisme inden for deres egne grænser, hvorved man fra amerikansk side søger at hindre en sådan aktivitet;
-
ved udsigten til at masseødelæggelsesvåben bliver brugt til terrorformål, vil forbeholde sig retten til at indlede forebyggende aktioner frem for at afvente, at aggressionen finder sted, hvorved man fratager andre stater modet til at følge det irakiske eksempel.
Den demokratiske kandidat kunne have revideret eller forkastet denne politik. Han kunne have gjort sig til talsmand for lavere udgifter til det amerikanske militær, fokuseret snævert på terroristerne og ignoreret staterne bag dem, afsværget forebyggende krig og lovet ikke at blande sig i andre staters interne anliggender. Men Mr. Kerry gjorde intet af dette. I stedet klager han over implementeringen, idet han grundlæggende begrænser sin kritik af Mr. Bush til Osama bin Ladens manglende tilfangetagelse eller huller i koalitionen mod Saddam Hussein.
De herrer Helprin og Lindberg er nået frem til næsten modsatte konklusioner vedrørende den bagvedliggende enighed mellem de indbyrdes fjendtligsindede demokratiske og republikanske stammer. Men Mr. Helprin, som hudfletter den amerikanske modvilje mod at gøre, hvad der er nødvendigt, har mest ret. Mr. Lindberg erkender ganske rigtigt, at Mr. Kerry under årets valgsæson har accepteret Bush-administrationens formodninger, fordi de er populære i brede kredse. Men der er ingen grund til at forvente, at disse synspunkter vil overleve i en Kerry-administration, som højst sandsynlig vil vende tilbage til en helt anden opfatelse.
