"Jeg kan føre en bedre krig mod terror, end George Bush har gjort." Sådan siger senator Kerry i den amerikanske præsidentkampagnes sidste dage og minder dermed på ny vælgerne om, at nøgletemaet i dette løb er det samme som for et år siden – afgørelsen af hvilken kandidat, der bedst vil kunne beskytte amerikanerne mod terrorisme.
Som ved så mange emner handler den grundlæggende forskel mellem Kerry og præsident Bush om karakter, idet udfordreren bestandigt skifter holdning, mens præsidenten holder sig til én indstilling.
Lejlighedsvist overtager Mr. Kerry en Bush-lignende terminologi. For eksempel talte han i september 2004 om, at krigen mod terror er "lige så monumental en kamp som den kolde krig." Når han er i det humør, forudsiger han, at udfaldet "vil afgøre, hvorvidt vi og vore børn kommer til at leve i frihed eller i frygt."
Men andre gange skyder Mr. Kerry krigen og dens betydning fra sig. I januar 2004, efter at Kerry vedgik, at krigen mod terror "indimellem er militær – og at den vil vedblive at være det i lang tid," beskrev han den "primært som en efterretnings- og lovhåndhævelsesoperation." Han har gentaget dette punkt, at konflikten egentlig ikke er en krig, flere gange siden og mest uforglemmeligt i et interview tidligere i denne måned.
"Vi må tilbage til det sted, hvor vi var før, hvor terrorister ikke udgør fokus for vores liv, men hvor de er et irritationsmoment. Som tidligere lovhåndhævelsesmand ved jeg, at vi aldrig får standset prostitutionen. Vi får aldrig standset det ulovlige spil. Men vi vil reducere den organiserede kriminalitet til et niveau, hvor den ikke længere er i stigning. Den truer ikke menneskers liv hver eneste dag, og i bund og grund er den noget, vi fortsat skal bekæmpe, men den truer ikke vores tilværelse."
Som vanligt er Mr. Kerry ubestandig. Det ene øjeblik fremstiller han krigen mod terror som en verdenshistorisk begivenhed på linje med den kolde krig, og det næste øjeblik er den en bagatel i stil med prostitution og ulovligt spil.
Mr. Bush derimod har lige siden 11. september til stadighed argumenteret for den dybe betydning af det, det skete den dag. Han har siden talt om "en langvarig ideologisk kamp," hvor tilhængere af totalitære styreformer bruger terror "som et redskab til at skræmme de frie." Han betragter fjendens mål som værende intet mindre end krig for at ødelægge Amerika. Mr. Bush er bestandigheden selv – der er dem, der beskylder ham for at være stædig – og han anser ufravigeligt terrorismen for at være vor tids største udfordring.
Med hensyn til Mr. Kerrys ide om terrorisme-som-irritationsmoment siger Mr. Bush utålmodigt, at han "ikke kunne være mere uenig," og tilføjer: "Vores mål er ikke at reducere terroren til et irritationsmoments acceptable niveau. Vores mål er at bekæmpe terroren ved bestandig at være i offensiven, gøre en ende på terroristerne og sprede frihed og uafhængighed i hele verden." Mere bredt formuleret siger han, at Mr. Kerry "grundlæggende misforstår krigen mod terror."
Også andre i Mr. Kerrys lejr ringeagter krigskonceptet. Richard Holbrooke, anprist som Demokraternes mulige udenrigsminister, siger, at "Vi er ikke i krig mod terror, sådan rent bogstaveligt. Krigen mod terror svarer til at sige ‘krigen mod fattigdom.' Det er blot en metafor." Hvortil Bush svarer, "Enhver, som tror, at vi kæmper mod en metafor, forstår ikke den fjende, vi står over for, og har ingen idé om, hvordan vi vinder krigen og bevarer Amerikas sikkerhed."
Og endelig handler det i bund og grund om personlige erfaringer. Adspurgt, hvordan 11/9 forandrede ham, svarer Mr. Kerry, "den forandrede mig så godt som ikke." Mr. Bush derimod betoner, hvor dybt den dag ændrede hans syn på tingene og hans følelse af formål: "Jeg lovede mig selv og andre mennesker, at jeg ikke vil glemme, hvad der skete den 11. september."
Som Fred Barnes efterfølgende har sagt det, "George W. Bush er et 12. september-menneske. John Kerry er et 10. september-menneske." De amerikanske vælgere vil træffe et vigtigt valg i næste uge og afgøre, om tiden skal drejes tilbage til den lovhåndhævelsesmodel, som var fremherskende før 11. september, eller om vi skal fortsætte med den krigsmodel, som har været fremherskende siden den dag.
Det er en betydningsfuld afgørelse for amerikanerne, som vil indikere, hvorvidt de tager den islamistiske terrors dødelige trussel alvorligt eller ej. Det er også en dom, som amerikanerne træffer på hele den civiliserede verdens vegne. Det er grunden til, at der spilles med så høje indsatser.