"Hvad er det, muslimerne gør?" spurgte Broder Louis, hjælpepræst ved Our Lady of Salvation, en assyrisk katolsk kirke i Baghdad, få minutter efter at kirken var blevet bombet. "Betyder det, at de vil have os [kristne] ud?"
Tja, det gør det. Our Lady of Salvation var blot én ud af fem kirker, som blev angrebet i en række koordinerede eksplosioner i Baghdad og Mosul søndag den 1. aug. mellem kl.18 og 19. I alt dræbte disse bilbomber 11 mennesker og sårede 55. Derudover afmonterede politiet tillige to andre bomber.
Tidspunktet for angrebet sikrede det størst mulige antal ofre. 1. august er en helligdag for visse irakiske kristne sekter, og da søndag er almindelig arbejdsdag i det hovedsageligt muslimske Irak, finder søndagsgudstjenesten sted om aftenen.
De fem bomber var ingenlunde de første angreb mod Iraks kristne mindretal siden Saddam Hussein blev sat fra styret. Andre angreb fandt sted i klynger (ifølge Barnabas Fund, en organisation som hjælper forfulgte kristne minoriteter,) hen imod slutningen af 2003 og inkluderede blandt andet et missilangreb mod et nonnekloster i Mosul; bomber der var anbragt, men blev demonteret i to kristne skoler i Baghdad og Mosul; en bomb der eksploderede ved en kirke i Baghdad juleaften; og en bomb, der var anbragt, men blev demonteret ved et kloster i Mosul.
Islamister har også angrebet de hovedsageligt kristne ejere af spiritus-, musik- og modeforretninger, samt skønhedssaloner, idet de ønskede, at ejerne lukkede deres forretninger. Kristne kvinder bliver truet, medmindre de tildækker deres hoved på islamisk vis. Tilfældigt valgte kristne er blevet myrdet.
Disse angreb har fået de irakiske kristne, som udgør en af de ældste kristne menigheder i verden, til at forlade deres land i et rekordstort antal. En irakisk præst rapporterede for nogle måneder siden, at "på en aften for nylig brugte kirken mere tid på at udfylde dåbsattester, som er nødvendige, når man vil forlade landet, end på selve [guds] tjenesten. ... Vores menighed mister hvert tiende medlem." Iraks minister for flytning og emigration, Pascale Icho Warda, vurderer, at 40.000 kristne forlod Iraq i de to uger umiddelbart efter bombeangrebene den 1. august.
Mens de kristne kun udgør 3% af landets samlede befolkning, vurderes deres andel af flygtningestrømmen til Syrien at ligge sted mellem 20% og 95%. Overordnet set vurderer en kilde at omkring 40% af hele den kristne menighed har forladt landet siden 1987, hvor optællingen angav 1,4 millioner irakiske kristne.
Selvom muslimske ledere over en kam fordømte angrebene – storayatollah Ali al-Sistani kaldte dem for "kriminelle handlinger," mens den konstituerede irakiske regering tappert erklærede, at "dette slag vil forene alle irakere" – markerer de så afgjort en milepæl i den irakiske kristenheds nedgang og mulige forsvinden.
Dette er så meget desto mere sandsynligt, eftersom de kristne på grund af islamistisk forfølgelse og lave fødselstal forsvinder fra Mellemøsten som helhed.
- Bethlehem og Nazareth, de to mest udpræget kristne byer på jorden, havde kristent flertal i næsten to tusind år, men ikke længere. I Jerusalem har nedgangen været særlig markant: i 1922 udgjorde de kristne en let overvægt i forhold til muslimerne, og i dag udgør de mindre end 2% af byens befolkning.
- I Tyrkiet var der 2 millioner kristne i 1920, men nu er der kun nogle få tusinde tilbage.
- I Syrien repræsenterede de kristne omkring en tredjedel af befolkningen i begyndelsen af forrige århundrede; nu udgør de mindre end 10%.
- I Libanon udgjorde de 55% af befolkningen i 1932 og nu under 30%.
- I Egypten er kopterne for første gang emigreret i et betydeligt antal siden 1950'erne.
Holder den nuværende tendens, vil Mellemøstens 11 millioner kristne i løbet af ét eller to årtier have mistet deres kulturelle vitalitet og politiske betydning.
Det bør bemærkes, at de kristne gentager den jødiske exodus få årtier tidligere. Jøderne i Mellemøsten talte omkring en million i 1948 og i dag i alt (uden for Israel) blot 60.000.
Til sammen markerer disse etniske udrensninger af to ældgamle religiøse mindretal afslutningen på en æra. Mangfoldigheden i den mellemøstlige tilværelse, som er blevet fejret mest mindeværdigt i Lawrence Durrel's Alexandria-kvartetten (1957-60), er ved at blive reduceret til en enkelt religions flade monotoni og en håndfuld accepterede sprog. Hele regionen, ikke bare de ramte mindretal, bliver fattigere ved denne indsnævring.
