De liberale i USA er med få undtagelser tilhængere af et højt niveau for indvandringen, og den amerikanske venstrefløj går endnu længere med opfordringen "Afskaf ICE" (den amerikanske grænsekontrol). Udviklingen i Europa tyder imidlertid på, at den store enighed vil kunne blive brudt.
 Amerikanske venstreorienterede med kravet "Afskaf grænsekontrollen [ICE]! Åbn grænserne!" |
Den europæiske venstrefløj har siden afslutningen på Anden Verdenskrig for størstedelens vedkommende set arbejdskraftens frie bevægelighed og indvandring som den bedste måde at udfordre virksomhedernes interesser. Som den progressive forfatter David Adler (jeg henholder mig her til hans artikel "Mød Europas venstreorienterede nationalister") formulerer det, "fremskyndede [de] historiens gang og forøgede kapitalismens modsætninger".
Følgelig medvirkede venstrefløjen til opbygningen af Den Europæiske Union og vedtagelsen af schengenaftalen i 1985 (der stort set nedlagde de indre grænser mellem 26 europæiske lande med en befolkning på mere end 400 millioner mennesker). Venstrefløjen tog desuden begejstret imod ikke-europæere; denne tilgang kulminerede i 2015-2016, hvor Angela Merkel (en venstreorienteret i konservativ forklædning) tog imod mere end en million hovedsageligt mellemøstlige migranter, der i Tyskland blev modtaget af en Willkommenskultur, eller velkomstkultur.
Den massive tilstrømning, og især den islamistiske del af den, forårsager en negativ reaktion blandt venstrefløjens historiske basis: arbejderne. Dette medfører, at arbejderne forlader venstrefløjen til fordel for tidligere marginaliserede indvandrings- og islamiseringskritiske partier – dem, som jeg kalder for kulturalister. Det er partier, der med deres blanding af gavmilde sociale ydelser og stærk grænsekontrol har fremgang overalt i Europa, og det i en grad, så de har fået reel magt i fem regeringer (i Polen, Tjekkiet, Ungarn, Østrig og Italien).
Venstreorienterede indser i stigende grad, at man for at blive valgt må foretage, hvad Adler kalder for en "midlertidig drejning" væk fra både det fælles europæiske arbejdsmarked og ikke-europæisk indvandring. De har for nylig opdaget, at disse to ting "fremmer udnyttelse, udhuler samfund og udelukker folkelig selvbestemmelse". Venstreorienterede nationalister kritiserer arbejdskraftens frie bevægelighed af flere årsager: økonomiske (tab af arbejdspladser, underbudte lønninger), kulturelle (tab af solidaritet, fremmedhad) og politiske (et elitært projekt, der ikke har massernes opbakning).
Med en forbløffende kovending betragtes åbne grænser nu som skadeligt for arbejderklassens interesser, mens streng grænsekontrol sikrer arbejdernes rettigheder. Nationen, der længe blev set som et borgerligt projekt, er blevet arbejdernes beskyttende skjold mod globalismens farer. I denne ånd opfordrer ledende venstreorienterede i Europas tre største og mest indflydelsesrige lande til en begrænsning af arbejdskraftens frie bevægelighed:
 Jeremy Corbyn (t.h.), Jean-Luc Mélenchon, Sahra Wagenknecht. |
Storbritannien: Ifølge Labours partileder Jeremy Corbyn, der er skyggepremierminister og stærkt venstreorienteret, er "Labour ikke viet til et princip om EU-borgeres frie bevægelighed", og han opfordrer til en "fornuftig håndtering" af indvandringen efter Brexit ud fra Storbritanniens økonomiske behov. Hans kollega Diane Abbott udtrykker det mere enkelt: "Reel grænsesikkerhed... det er, hvad Labour står for".
Frankrig: Jean-Luc Mélenchon er leder af det populistiske parti La France Insoumise (Det Ukuelige Frankrig) og er en enestående personlighed på venstrefløjen. Han tager afstand fra, at franske arbejdere får "stjålet deres brød" af udstationerede medarbejdere fra andre EU-lande. Han hylder det franske flag og nationalhymne (snarere end deres socialistiske modstykke) som "revolutionære symboler", hvilket er et svimlende skift.
Tyskland: Sahra Wagenknecht er en af lederne af det venstreorienterede parti Die Linke. Hun har kritiseret, at man tog imod mere end en million migranter i 2015-2016, har talt imod åbne grænser og imod at give indvandrere ubegrænset adgang til at arbejde i Tyskland. Hun har grundlagt en organisation (Aufstehen, Stå Op) for at promovere disse ideer, og den har ramt et ømt punkt, idet mere end hver tredie tysker potentielt set bifalder foreningens hårde kurs.
Den nationalistiske udgave af socialismen er naturligvis ikke en ny idé, eftersom den kan føres tilbage til Benito Mussolini i Italien, der reagerede på Første Verdenskrigs stærke følelser med en ideologi, som han kaldte for fascisme. Eller tydeligere: Hitler bragte det nationalsocialistiske tyske arbejderparti til magten. Med disse monstre i mente møder de nuværende tendenser hård kritik. Matt Qvortrup fra Coventry Universitetet fordømmer for eksempel Wagenknechts sammenlægning af indvandringskritisk politik med populistisk økonomi som værende "en farlig blanding".
 Mussolini (t.v.) og Hitler. |
I modsætning hertil finder jeg selv den nye gentagelse af venstreorienteret nationalisme opmuntrende: Europa, USA og Oceanien har brug for, at højre- og venstrefløjen samarbejder om at begrænse den massive ikke-vestlige indvandring, der truer med at overvælde og sågar ødelægge den vestlige civilisation.
Adler bemærker, at 40% af demokraterne i USA ønsker en endnu højere grad af indvandring end i dag, i modsætning til blot 5% af Labours vælgere i Storbritannien. Vil tabet af vælgere få den amerikanske venstrefløj til at tage ved lære på den hårde måde og derefter indhente Den Gamle Verdens venstrefløj? Det er en mulighed.
 Washington Times' illustration til artiklen. |
