ER EUROPA VED AT VENDE TILBAGE til 1930'ernes rædsler? I en tidstypisk vurdering skriver Max Holleran i New Republic, at "i det seneste årti har nye højreorienterede politiske bevægelser sammenbragt koalitioner af nynazister og mainstream liberale konservative, og de har derved normaliseret politiske ideologier, der tidligere med rette vakte bekymring." For ham at se skaber denne tendens en øget "fremmedfjendsk populisme". Katy O'Donnell tilslutter sig dette synspunkt i Politico: "Nationalistiske partier har nu fået fodfæste overalt fra Italien til Finland, hvilket skaber frygt for, at Europa er på vej tilbage til den type politik, der fik katastrofale følger i første halvdel af 1900-tallet." Jødiske ledere som eksempelvis Menachem Margolin, der er formand for Den Europæiske Jødiske Sammenslutning (European Jewish Association), mærker "en meget konkret trussel fra populistiske bevægelser i hele Europa".
Tyskland og Østrig, der var nationalsocialismens arnesteder, vækker naturligt nok størst bekymring, især efter valgene i 2017, hvor Alternative für Deutchland (AfD) fik 13% af stemmerne og Østrigs Frihedsparti (FPÖ) fik 26%. Felix Klein, der er Tysklands kommissær mod antisemitisme, siger, at AfD "er med til at gøre antisemitisme acceptabelt igen". Formanden for Østrigs Jødiske Samfund Oskar Deutsch hævder, at FPÖ "aldrig har lagt afstand til" sin nazistiske fortid.
Er det rigtigt? Eller afspejler oprøret en sund reaktion fra europæere, der ønsker at beskytte deres livsstil imod fri indvandring og islamisering?
 Et historisk postkort fra Hénin-Beaumont i Frankrig. |
TIL EN BEGYNDELSE: Hvad skal vi kalde det omdiskuterede fænomen? Der er en tendens til, at de pågældende partier kaldes for det yderste højre, men det er upræcist, for de tilbyder en blanding af højreorienteret politik (centreret om kultur) og venstreorienteret politik (centreret om økonomi). National Samling i Frankrig tiltrækker for eksempel venstreorienterede støtter ved at opfordre til en nationalisering af landets banker. Ekskommunister udgør en vigtig del af støtten, og Hénin-Beaumont, der tidligere var blandt Frankrigs mest kommunistiske byer, er nu en af National Samlings højborge.
 En AfD-valgplakat fra 2017: "Burkaer? Vi går ind for bikinier." |
Charles Hawley fra Der Spiegel hævder, at "alle disse partier i deres essens er nationalistiske", men det er historisk forkert. De er patriotiske, ikke nationalistiske; defensive, ikke aggressive. De ansporer fodboldhold, ikke militære sejre. De værdsætter engelske skikke, ikke det britiske imperium; bikinien, ikke tyske blodlinier. De hverken higer efter imperier eller indbilder sig en national overlegenhed. Nationalisme angår typisk magt, rigdom og ære; de fokuserer på skikke, traditioner og kultur. Selvom partierne kaldes nyfascistiske eller nynazistiske, lægger de vægt på personlig frihed og tradtionel kultur; slagord som "Ét folk, én nation, én leder" tiltrækker dem ikke synderligt.
Det er bedre at kalde dem for "kulturalister" for at fokusere på deres kulturelle mærkesag, eftersom de føler en intens frustration over at se deres livsstil forsvinde. De værdsætter Europas og Vestens traditionsrige kultur og ønsker at forsvare den mod angreb fra indvandrere med hjælp fra venstrefløjen. (Ordet "kulturalist" har den ekstra fordel, at den udelukker de partier, der foragter vestlig kultur, såsom Grækenlands nynazistiske Gyldent Daggry.)
 Kvinden, som Angela Merkel opfordrede til at gå noget oftere i kirke. |
Kulturalistiske partier er populistiske og modstandere af indvandring og islamisering. Populist betyder at være utilfreds med systemet og have mistillid til en elite, der ignorerer eller benægter deres bekymringer. Eliten er de seks P'er: politi, politikere, presse, præster, professorer og anklagere [prosecutors]. Da migrant-tsunamien var på sit højeste i 2015, svarede Angela Merkel en vælger, der var bekymret over den ukontrollerede indvandring, med en karakteristisk kritik af Europas fejl og et nedladende råd om at gå i kirke noget oftere. Dimitris Avramopoulos, den europæiske kommissær for migration, sagde lige ud, at Europa "ikke kan og aldrig vil være i stand til at standse migration" og fortsatte med at belære sine medborgere: "Det er naivt at tro, at vores samfund vil forblive homogene og undgå indvandring, hvis man sætter hegn op. ... vi må alle indstille os på at acceptere migration, mobilitet og mangfoldighed som den nye norm." Den tidligere svenske statsminister Fredrik Reinfeldt plæderede for flere migranter: "Jeg flyver ofte rundt over det svenske landskab. Det vil jeg anbefale andre at gøre. Der er uendelige marker og skove. Der er så meget plads, man kan tænke sig."
 Masser af plads i Sverige! Lad hele verden komme. |
Det skal bemærkes, at alle disse tre er, hvad der anses for at være konservative i Europa. Andre, som Nicolas Sarkozy i Frankrig og David Cameron i Storbritannien, talte for stramninger uden at handle derefter. Deres nedladende afvisning af indvandringskritiske holdninger skabte en mulighed for kulturalistiske partier i store dele af Europa. Fra det gamle FPÖ (grundlagt i 1956) til Hollands nye Forum for Demokrati (grundlagt i 2016) udfylder de et vælger- og samfundsmæssigt tomrum.
De kulturalistiske partier er, med Italiens Liga i spidsen, modstandere af indvandring, og de søger at kontrollere, mindske og endda vende de seneste årtiers migration af især muslimer og afrikanere. Disse to grupper skiller sig ud – ikke på grund af fordomme ("islamofobi" eller racisme), men fordi de er de mindst assimilerede udlændinge med en række problemer forbundet med sig, såsom manglende arbejde og kriminalitet, og på grund af en frygt for, at de vil påtvinge Europa deres vilje.
Partierne er desuden modstandere af islamisering. Efterhånden som europæerne stifter bekendtskab med islamisk lov (sharia), bliver de i stigende grad opmærksomme på dens rolle i forhold til kvinder hvad angår niqab og burkaer, polygami, taharrush (seksuelle overgreb), æresdrab og kønslemlæstelse. Der er desuden bekymringer over muslimers holdninger til ikke-muslimer, herunder had til kristne og jøder, jihadistisk vold og en stædig insisteren på, at islam skal nyde særlige privilegier i forhold til andre religioner.
Muslimer danner en geografisk membran rundt om Europa, fra Senegal til Marokko, Egypten, Tyrkiet og videre til Tjetjenien, hvorved et enormt stort antal potentielle migranter med relativ lethed kan komme ind i Europa over landjorden eller til søs. Der er 75 kilometer fra Albanien til Italien, 60 kilometer fra Tunesien til (den lille ø Pantelleria i) Italien, 14 kilometer over Gibraltarstrædet fra Marokko til Spanien, 1,6 kilometer fra Anatolien til den græske ø Samos, mindre end 100 meter over Evros-floden fra Tyrkiet til Grækenland og 10 meter fra Marokko til de spanske enklaver Ceuta og Melilla.
 187 illegale migranter bestormede den 7. august 2017 det grænsehegn, der adskiller det spanske territorium Ceuta fra Marokko. |
Et stigende antal potentielle migranter kredser omkring adgangsstederne, og i nogle tilfælde bruger de vold for at tiltvinge sig vej ind. EU's kommissær for udvidelse, Johannes Hahn, vurderede i 2015, at "20 millioner flygtninge venter ved Europas dørtrin". Det kan lyde som et stort antal, men når man dertil lægger de økonomiske migranter, stiger antallet endnu mere - især når vandmangel får folk i Mellemøsten til at forlade deres hjemegne, hvilket kan få antallet af potentielle migranter til at nærme sig Europas befolkningstal på 740 millioner.
DE KULTURALISTISKE PARTIER har næsten uden undtagelse store problemer. Partiernes medarbejdere er hovedsageligt nybegyndere, og en foruroligende andel af dem er særlinge: jødehadende og muslimhadende ekstremister, racister, magtbegærlige excentrikere, konspirationsteoretikere, historierevisionister og nazi-nostalgister. Eneherskere styrer deres partier på udemokratisk vis og søger at dominere parlamenter, medierne, retsvæsenet, skoler og andre nøgleinstitutioner. De favner en anti-amerikansk vrede og modtager penge fra Moskva.
Disse mangler fører som regel til dårlige valgresultater, eftersom europæerne vægrer sig ved at stemme på partier, der udspyr galde og krakilske ideer. Meningsmålinger viser, at cirka 60% af de tyske vælgere er foruroligede over islam og muslimer, men kun en femtedel af dem stemte på AfD. For at få vælgermæssig fremgang og nå deres potentiale må de kulturalistiske partier derfor overbevise vælgerne om, at de er regeringsduelige. Især ældre partier som for eksempel FPÖ ændrer sig, hvilket ses ved den endeløse personfnidder, partisplittelser og andre dramaer; men på trods af rodet og ubehaget er processen både nødvendig og konstruktiv.
Særlig opmærksomhed skal rettes mod antisemitisme, der er det forhold, der i højest grad skader kulturalistiske partier og vækker den mest ophedede debat. Partierne har ofte tvivlsomme rødder, har fascistiske elementer og udsender antisemitiske signaler. Jødiske ledere i Europa fordømmer derfor kulturalisterne og insisterer på, at Israel skal gøre det samme, selv hvis kulturalisterne sidder i regering og Israel skal samarbejde med dem. Æresformand for Østrigs Jødiske Samfund Ariel Muzicant advarer Israel mod at standse dets boycut af FPÖ: "Jeg ville helt sikkert protestere mod Israels regering".
 Marine (tv) og Jean-Marie Le Pen: Lykkeligere tider for far-datter forholdet. |
Tre ting afbøder imidlertid disse bekymringer: For det første lægger de kulturalistiske partier selv, i takt med at de bliver mere etablerede, afstand til besættelsen af jøder. Det var netop på grund af Jean-Marie Le Pens stædige antisemitisme, at hans datter Marine Le Pen i 2015 ekskluderede ham fra National Front (nu National Samling), som han havde grundlagt i 1972. I december 2017 tog det førhen åbent antisemitiske Jobbik afstand fra sin tidligere kurs.
For det andet ønsker kulturalistiske ledere at have et godt forhold til Israel. De besøger landet, viser Holocausts ofre respekt ved mindesmærket Yad Vashem, og i nogle tilfælde (såsom den tjekkiske præsident og Østrigs vicekansler) er de fortalere for at flytte deres lands ambassade til Jerusalem. Den ungarnske regering, ledet af det kulturalistiske part Fidesz, har de tætteste bånd til Israel for et europæisk land. Mønstret er blevet bemærket i Israel; Gideon Sa'ar fra Likudpartiet kalder for eksempel de kulturalistiske partier for "Israels naturlige venner".
 Corbyn og Orban, vælg selv. |
Endelig blegner de vanskeligheder, som kulturalister måtte have med jøder, set i sammenligning med venstrefløjens uhæmmede antisemitisme og antizionisme, især i Spanien, Sverige og Storbritannien. Jeremy Corbyn, der leder Storbritanniens Labour, symboliserer denne tendens: Han kalder mordere af jøder for sine venner og har åbent vist sig sammen med dem. Mens kulturalistiske ledere kæmper med at forlade antisemitismen, kaster mange af deres politiske modstandere sig hovedkulds ned i skidtet.
I LØBET AF TYVE ÅR er kulturalistiske partier vokset fra at være næsten irrelevante til at blive vigtige aktører i næsten halvdelen af de europæiske lande. Den måske mest dramatiske illustration af denne vækst kommer fra Sverige, hvor Sverigedemokraterne stort set har fordoblet deres vælgerandel hvert fjerde år: 0,4% i 1998, 1,3% i 2002, 2,9% i 2006, 5,7% i 2010 og 12,9% i 2014. De holdt ikke tendensen i 2018, hvor de kun fik 17,6% af stemmerne, men det var tilstrækkeligt til at blive en markant faktor i svensk politik.
Der er ingen andre kulturalistiske partier, der er vokset på så matematisk vis, men stemmeafgivninger og meningsmålinger tyder på, at de vil få øget opbakning. Som Geert Wilders, lederen af et hollandsk kulturalistisk parti, bemærker: "Der er i den østlige del af Europa en stigende folkelig opbakning til partier, der er imod islamisering og masseindvandring. Der er også en voksende modstand i Vesten." De har tre veje til magt:
(1) På egen hånd: Der er kulturalistiske partier ved regeringsmagten i Ungarn og Polen. Befolkningerne i disse to tidligere Warszawapagtlande, der først fik deres uafhængighed for en generation siden, og som med bekymring iagttager udviklingen i Vesteuropa, besluttede at gå deres egen vej. Premierministrene i begge lande har udtrykkeligt afvist illegale muslimske migranter (mens de har holdt døren åben for lovlydige muslimer). Andre østeuropæiske lande er forsøgsvist slået ind på denne vej.
(2) Fællesskab med traditionelt konservative partier: Eftersom de traditionelt konservative partier mister stemmer til kulturalisterne, reagerer de ved at tage de indvandrings- og islamiseringskritiske politikker til sig og samarbejde med kulturalisterne. Det er foreløbigt kun sket i Østrig, hvor Det Østrigske Folkeparti og FPÖ tilsammen fik 58% af stemmerne og dannede en koalitionsregering i december 2017, men flere lignende samarbejder er sandsynlige.
I 2017 bevægede den republikanske præsidentkandidat i Frankrig sig imod kulturalismen, og hans efterfølger, Laurent Wauquiez, er fortsat i samme retning. Det formelt konservative parti i Sverige Moderaterne er påbegyndt en hidtil utænkelig bevægelse mod samarbejde med Sverigedemokraterne. Tysklands Frie Demokratiske Parti (FDP) har bevæget sig mod kulturalisme. Merkel er ganske vist stadig kansler i Tyskland, men flere i hendes regering har taget afstand fra hendes letsindige indvandringspolitik; særligt indenrigsminister og leder af alliancepartiet CSU Horst Seehofer har talt for en stram indvandringspolitik, og han har endda udtalt, at islam ikke hører til i Europa.
 Femstjernebevægelsens Luigi Di Maio (tv) og Ligaens Matteo Salvini, Italiens umage par. |
(3) Slutte sig sammen med andre partier: Italiens excentriske, anarkistiske, mere eller mindre venstreorienterede Femstjernebevægelse slog sig i juni sammen med den kulturalistiske Liga og dannede regering. For at imødegå kulturalisternes fremvækst har nogle venstreorienterede partier, såsom Sveriges socialdemokrater, modvilligt tilegnet sig en vag indvandringskritisk politik. Mere dramatisk tog socialdemokratiet i Danmark et spring i denne retning, da partiets leder Mette Frederiksen proklamerede en målsætning om at begrænse "antallet af ikke-vestlige udlændinge, der kan komme til Danmark" ved at opføre modtagecentre uden for Europa, hvor ansøgere skal opholde sig, mens deres asylansøgning behandles. Hvis ansøgningen godkendes, vil asylansøgeren interessant nok skulle forblive uden for Europa og får sine udgifter betalt af de danske skatteydere. Overordnet set mener den venstreorienterede politiske analytiker Yascha Mounk, at "forsøget på at omdanne lande med en monoetnisk identitet til faktiske multietniske lande er et historisk unikt eksperiment". Han har forståeligt nok "mødt stærk modstand".
EFTERHÅNDEN SOM DE KULTURALISTISKE PARTIER får stigende opbakning og magt, får de de andre partier til at indse udfordringerne ved indvandring og islam. Konservative, hvis forretningsstøtter nyder godt af billig arbejdskraft, har haft en tendens til at undgå disse emner. Venstreorienterede partier fremmer normalt indvandring og er snæversynede om islam-relaterede problemer. Sammenligner man Storbritannien og Sverige, de to europæiske lande med den slappeste tilgang til kulturelt aggressive og kriminelle voldelige migranter, ser man tydeligt de kulturalistiske partiers rolle.
I Storbritannien findes der ikke et sådant parti, så disse emner bliver ikke taget op. I muslimske samfund i Rotherham og andre steder fik 'grooming'-bander (egentlig voldtægtsbander) lov til at fortsætte i årevis, eller ligefrem i årtier, mens de seks P'er så den anden vej. Sverigedemokraterne har derimod ændret landets politik i en grad, så parlamentets højre- og venstrefløj har dannet en storkoalition for at forhindre dem i at gøre deres indflydelse gældende. Manøvren virkede på kort sigt, men alene sverigedemokraternes eksistens har forårsaget politiske forandringer, såsom øget adgangskontrol for illegale migranter.
Det samme gælder de tidligere østbloklandes brud med de gamle NATO medlemslande. Ungarns premierminister Viktor Orban skiller sig ud i denne henseende med hans indgående analyse af Europas problemer og hans ambitioner om at omdanne EU. Ungarn og hele Centraleuropa er ved at få en hidtil uset indflydelse på grund af deres modstand mod indvandring og islamisering.
Jeg håber, at jeg her har fået redegjort for to grundlæggende forhold. For det første, at kulturalistiske partier er amatøragtige, rå og fejlbehæftede, men ikke farlige; Deres vej til magten vil ikke sende Europa tilbage til 1930'ernes "afskyelige, svigagtige årti". For det andet, at de vokser uafvendeligt, så de om en tyve års tid vil være fremtrædende i regeringer og påvirke både konservative og venstreorienterede. Afvisning, marginalisering, udelukkelse og foragt for kulturalistiske partier i håbet om, at de vil forsvinde, vil mislykkes. Sådanne skridt vil ikke forhindre dem i at komme til magten; Det vil være kontraproduktivt og gøre dem mere populistiske og radikale.
De seks P'er burde acceptere kulturalisterne som legitime, samarbejde med dem, opmuntre dem til at udskifte ekstremistiske elementer, hjælpe dem med at opnå praktisk erfaring og vejlede dem i forberedelsen til regeringsførelse. Det går dog ikke kun den ene vej, for kulturalister kan også lære eliterne noget, eftersom de har en realistisk indsigt i, hvordan man opretholder traditioner og bevarer den vestlige civilisation.
Daniel Pipes (DanielPipes.org, @DanielPipes), der er præsident for Middle East Forum, har i løbet af det seneste år set nærmere på indvandring og islam i ti europæiske lande.
Appendiks: De kulturalistiske partiers navne, sorteret efter land. Blandt lande med betydelig ikke-vestlig indvandring er det kun Spanien og Storbritannien, der ikke har kulturalistiske partier repræsenteret i parlamentet.
Belgien: Vlaamse Belang (VB, Flamsk Interesse)
Danmark: Dansk Folkeparti (DF)
Finland: Perussuomalaiset (PS, Finnernes Parti)
Frankrig: Rassemblement National (RN, National Samling)
Holland: Partij voor de Vrijheid (PVV, Frihedspartiet) og Forum voor Democratie (FvD, Forum for Demokrati)
Italien: Lega (Liga)
Letland: Nacionālā apvienība (NA, National Alliance)
Norge: Fremskrittspartiet (FrP, Fremskridtspartiet)
Polen: Prawo i Sprawiedliwość (PiS, Lov og Orden)
Schweiz: Schweizerische Volkspartei (SVP, Schweizisk Folkeparti)
Sverige: Sverigedemokraterna (SD, Sverigedemokraterne)
Tjekkiet: Akce nespokojených občanů (ANO, Aktion for Utilfredse Borgere) og Svoboda a přímá demokracie - Tomio Okamura, (SPD, Frihed og Direkte Demokrati – Tomio Okamura)
Tyskland: Alternative für Deutschland (AfD, Alternativ for Tyskland)
Ungarn: Fidesz (forkortelse for Fiatal Demokraták Szövetsége, Alliance af Unge Demokrater) og Jobbik Magyarországért Mozgalom (Jobbik, Bevægelsen for et Bedre Ungarn)
Østrig: Freiheitliche Partei Österreichs (FPÖ, Østrigs Frihedsparti)
