Et eksempel på en typisk vurdering af de seneste europæiske valg kom i Politico, da Katy O'Donnell skrev, at "nationalistiske partier nu har fodfæste overalt fra Italien til Finland, hvilket skaber frygt for, at Europa er på vej tilbage til den slags politik, der havde katastrofale følger i første halvdel af 1900-tallet". Lederen af Den Europæisk-Jødiske Sammenslutning Menachem Margolin istemmer, som mange andre jøder, denne frygt, idet de ser "en meget reel trussel fra populistiske bevægelser over hele Europa".
De lande, der vækker størst bekymring, er Østrig og Tyskland -hjemlandene for nazismen. Den stærkt stigende tilslutning til Frihedspartiet (FPÖ) i Østrig og Alternative für Deutschland (AfD) i Tyskland, der fik henholdsvis 26% og 13% af stemmerne, har både gjort dem til vigtige politiske aktører og til forfærdede iagttagere. Tysklands udenrigsminister , Sigmar Gabriel kalder således AfD for "rigtige nazister". "Et fuldbyrdet mareridt" siger den tidligere leder af Tysklands Jødiske Centralråd Charlotte Knobloch.
Har de ret i, at vi synker tilbage til 1930'erne? Eller tyder oprøret tværtimod på en sund måde, hvorpå europæere beskytter deres skikke og kultur? Jeg vil argumentere for det sidste.
For det første er disse partier ikke nationalistiske, som man så det med tidligere tiders arrogance hos Storbritanniens imperialistiske magt og de tyske blodlinier. De har snarere et europæisk og vestligt perspektiv, som man kunne kalde for civilisationistisk. For det andet er de defensive, idet de vil beskytte den vestlige kultur i stedet for at ville ødelægge den, sådan som kommunisterne og nazisterne drømte om at gøre, eller udbrede den, som den franske regering længe forsøgte at gøre. De ønsker ikke at erobre noget, men at bevare Athens, Firenzes og Amsterdams Europa. For det tredie kan disse partier ikke kaldes for højreekstreme, for de tilbyder en kompleks blanding af højre (kultur) og venstre (økonomi). Marine Le Pens parti Front National vil for eksempel have nationaliseret de franske banker og tiltrækker sig venstreorienteret støtte.
 En civilisationistisk valgplakat fra AfD: "Burkaer? Vi går ind for bikinier." |
Partierne er snarere indvandringskritiske. Det giver næring til deres tilslutning, at en massiv og til tider ukontrolleret indvandring af ikke-vesterlændinge giver folk en følelse af at være fremmede i deres eget hjem. Rundt om i Europa genlyder patetiske historier om pensionister, der er bange for at forlade deres lejlighed i et nabolag præget af udlændinge, lige som man hører fortællinger om den enlige europæiske elev på en skole, hvor alle andre er migrantbørn. Partierne ønsker alle mere kontrol og at begrænse eller ligefrem tilbagerulle de seneste årtiers indvandring af især muslimer.
 Bemærk, hvordan Europa næsten er omringet af lande med muslimsk flertal. |
Muslimer skiller sig ikke ud på grund af fordomme ("islamofobi") men på grund af en række problemer, der knytter sig specifikt til islam: polygami, niqab og burka, kvindelig kønslemlæstelse, æresdrab, taharrush (seksuelt overgreb), had til jøder og kristne, shariadomstole, islamisme og jihadistisk vold. Muslimer integrerer sig ikke kun mindre i Europa end latinamerikanere, kristne afrikanere, hinduer eller kinesere, men de udøver en unik kulturel aggression og forsøger at påtvinge andre deres kultur. Muslimer danner desuden en membran rundt om Europa: fra Senegal til Marokko til Egypten til Tjetjenien, hvorfra enorme mængder af potentielle migranter med relativ lethed ville kunne trænge ulovligt ind i Europa over land eller over havet.
Yderligere to faktorer bidrager til den kulturelle ængstelse: europæernes katastrofalt lave fødselsrate (gennemsnitligt antal børn per kvinde: 1,6) og en elite (som jeg kalder de seks P'er: politi, politikere, presse, præster, professorer og anklagere), der ignorerer og ligefrem nedgør bekymringerne. Da en vælger i september 2015 udtrykte sin utryghed over den ukontrollerede indvandring overfor Angela Merkel, ydmygede den tyske kansler hende med en opsang om Europas mangler og formanede hende til at gå noget oftere i kirke.
Disse udviklinger fører samlet set til udbredelse og tilslutning til indvandringskritiske partier henover en stor del af Europa. Fra det gamle Front National (grundlagt i 1972) i Frankrig til AfD (grundlagt i 2013) udfylder de et dybfølt behov. De er vokset med stor hast fra næsten ingen tilstedeværelse for tyve år siden til nu at være vigtige, men dog marginaliserede, aktører i tyve europæiske lande. Med lederen af Hollands indvandringskritiske parti PVV Geert Wilders ord: "I den østlige del af Europa oplever partier, der er imod islamisering og masseindvandring, en kraftig stigning i folkelig opbakning. Modstanden vokser også i Vesten".
Når det er sagt, så har de imidlertid næsten alle uden undtagelser store problemer. Da deres medarbejdere hovedsageligt er novicer, har de en kedelig overrepræsentation af magtbegærlige excentrikere, konspirationsteoretikere, historiske revisionister og anti-jødiske eller anti-muslimske ekstremister. Disse svagheder medfører en svag vælgertilslutning: Selv om meningsmålinger i Tyskland viser, at omkring 60% af de stemmeberettigede bekymrer sig over islam og muslimer, stemmer kun en femtedel af dem på AfD. Heraf følger, at når først de indandringskritiske partier får overbevist vælgerne om, at de kan betro dem magten, så vil de vokse ganske betragteligt og måske ligefrem få flertal. Der er imidlertid lang vej endnu.
 Sebastian Kurz (til venstre, ÖVP) og Heinz-Christian Strache (FPÖ) har meget at diskutere. |
I mellemtiden kører der to forløb: (1) Magtens tiltrækning får indvandringskritiske partier til at modnes, moderere sig og få regeringserfaring, mens der undervejs skabes personkonflikter, partiopsplitninger og andre dramaer, der uanset hvor kaotiske, de er, er nødvendige og konstruktive. (2) Traditionelle konservative partier vil tilegne sig deres politikker for at lokke vælgerne over til sig selv. Frankrigs republikanske præsidentkandidat forsøgte dette, og nu gør lederen af Tysklands Frie Demokratiske Parti (FDP) det samme. Vi har netop fået en forsmag på dette scenarie i Østrig, hvor det traditionelle Østrigs Folkeparti (ÖVP) og FPÖ tilsammen fik 58% af vælgerne og sandsynligvis vil dele magten.
Fremfor forgæves at forsøge at udstøde ufarlige indvandringskritiske partier, der vil vokse sig langt stærkere fremover, burde de seks P'er derfor i stedet opmuntre lederne til at skille sig af med radikale elementer, få erfaring og på anden vis forberede sig på regeringsførelse. Hvad enten man kan lide disse partier eller ej, vil de uundgåeligt have en del af mandaterne for at håndtere indvanding, og meget andet, væsentligt anderledes.
 Washington Times' illustration til denne artikel. |
