Den nordatlantiske forsvarspagt NATO står over for et eksistentielt problem.
Nej, det drejer sig ikke om at få medlemslandene til at leve op til de aftalte forsvarsudgifter. Eller om at finde sig en ny rolle efter Sovjetunionens sammenbrud. Eller om at konfrontere Ruslands Vladimir Putin. Det drejer sig snarere om Recep Tayyip Erdogan, islamisten, Tyrkiets diktatoriske leder, hvis politik truer med at underminere den unikke alliance af 29 lande, der har bestået i næsten 70 år.
NATO blev dannet i 1949, og som dets grundlæggende principper blev alliancens formål ambitiøst fastlagt som "beskyttelse af frihed, befolkningernes [i medlemslandene] fælles kulturarv, grundlagt på principperne om demokrati, personlig frihed og lovgivningen". Med andre ord: Alliancen eksisterer for at forsvare den vestlige civilisation.
Dette betød i NATO's første 42 år, indtil Sovjetunionen brød sammen i 1991, at holde Warszawapagten tilbage og bekæmpe den. I vore dage betyder det at holde Rusland og islamismen tilbage og bekæmpe dem. Af de to sidstnævnte er islamismen en mere dybtgående og langvarig trussel, der ikke er baseret på en enkelt leders personlighed men på en yderst stærk ideologi. En ideologi, der effektivt efterfulgte fascisme og kommunisme som den store radikale utopiske udfordring for Vesten.
Nogle fremtrædende personer i NATO forstod dette skift kort efter Sovjetunionens sammenbrud. Generalsekretær Willy Claes bemærkede allerede i 1995 forudseende at "fundamentalisme er mindst lige så farligt, som kommunismen var". Nu, hvor Den Kolde Krig var ovre, sagde han: "Islamisk aggression har bredt sig til at blive den måske allermest alvorlige trussel mod NATO-alliancen og Vestens sikkerhed".
Spaniens tidligere premierminister José María Aznar advarede i 2004 om, at "Islamistisk terrorisme er en ny fælles trussel af global karakter, der bringer NATO's medlemslande i fare". Han anbefalede, at NATO koncentrerer sig om at bekæmpe "islamisk jihadisme og spredningen af masseødelæggelsesvåben" og opfordrede til at "gøre krigen mod islamisk jihadisme til den centrale strategi for alliancen".
 Willy Claes (til venstre) og José María Aznar ønskede at fokusere på islamismen. |
I stedet for at få et stærkt NATO efter Claes-Aznar modellen, der fører kampen mod islamismen, blev det imidlertid hæmmet internt på grund af Erdogans modstand. I stedet for at stå fast på kampen mod islamismen, gav de andre 28 medlemslande nedslåede efter over for islamisten inden for egne rækker.
De 28 er tavse om den borgerkrig - kan det næsten betegnes - som det tyrkiske styre fører mod dets egne kurdiske borgere i det sydøstlige Anatolien. Fremkomsten af en privat hær (kaldet SADAT) under Erdogans enerådende kontrol ser ikke ud til at bekymre dem.
De ignorerer tilsyneladende også, at Tyrkiet uventet har begrænset adgangen til NATO-basen ved Incirlik, modarbejdelsen af forbindelser med venligtsindede lande såsom Østrig, Cypern og Israel, og den voldsomme anti-amerikanisme, symboliseret ved Ankaras borgmester, der håbede på flere stormskader i USA.
 Indgangen til Incirlik Luftbase i Tyrkiet. |
Det bekymrer knap nok de brave NATO-folk, når folk fra medlemslandene bliver behandlet dårligt: hverken arrestationen af 12 tyskere (såsom Deniz Yücel og Peter Steudtner), drabsforsøg mod tyrkere i Tyskland (såsom Yüksel Koç), gidseltagningen af amerikanere i Tyrkiet (såsom Andrew Brunson og Serkan Gölge), eller gentagen fysisk vold mod amerikanere i USA (såsom ved Brookings Institute og ved Sheridan Circle).
Det berører tilsyneladende ikke NATO, at Tyrkiet hjælper Iran med dets atomprogram, udvikler et iransk oliefelt og overfører iranske våben til Hizbollah.
Irritationen er behersket, når Erdogan taler om at tilslutte sig den russisk/kinesisk-dominerede Shanghai Cooperation Organisation, og det samme gælder, når Tyrkiet deltager i fælles militærøvelser med russiske og kinesiske soldater. Tyrkiets køb af et russisk missilforsvarssystem, S-400, er tilsyneladende mere et irritationsmoment end et aftalebrud. Et gensidigt forbud mod visa mellem USA og Tyrkiet bragte ingen ud af fatningen.
NATO står over for et valg. Organisationen kan, i håbet om, at Erdogan kun repræsenterer en midlertidig kolik og at Tyrkiet vil vende tilbage til Vesten, fortsætte sin nuværende politik. Eller NATO kan vurdere sin nytteværdi til at være for vigtig til, at man vil satse på en så spekulativ mulighed, hvorfor man tager konkrete skridt til at fryse Tyrkiet ud af NATO's aktiviteter, indtil landet igen opfører sig som en allieret. Sådanne skridt kunne indbefatte:
- Fjernelse af kernevåben fra Incirlik
- Lukning af NATO's operationer ved Incirlik
- Aflysning af våbensalg, såsom F-35 flyene
- Udelukkelse af Tyrkiet fra deltagelse i våbenudvikling
- Ingen efterretningsudveksling
- Ingen træning af tyrkiske soldater eller sømænd
- Afvisning af tyrkere ved besættelsen af stillinger i NATO
Ved at stå sammen mod Erdogans fjendtligsindede diktatur vil den store NATO alliance kunne genopdage sit noble formål: "beskyttelse af frihed og fælles kulturarv" for sine befolkninger. Ved at konfrontere islamismen kan NATO atter tage det på sin kappe, som de har forsømt længe, at forsvare intet mindre end den vestlige civilisation.
 Illustration til denne artikel af Greg Groesch/The Washington Times |
