"Mellemøsten er forudsigelsernes kirkegård", bemærker den venstreorienterede forfatter og redaktør Adam Shatz. Det skyldes delvist, at regionen er så ustabil (ingen forestillede sig i 2014, at et kalifat ville genopstå efter elleve århundreder) og forskruet (Tyrkiets præsident Erdogan indledte et borgerkrigslignende angreb på kurderne for at opnå forfatningsmæssige ændringer, som han ikke behøver).
De fejlagtige forudsigelser skyldes desuden blandt andet eksperternes generelle inkompetence. De mangler tit almindelig sund fornuft til at kunne se det, der burde være åbenlyst. Et eksempel: Man faldt kollektivt i svime, da Bashar al-Assad blev Syriens præsident i 2000.
 David Lesch i fjernsynet. |
Nogle eksperter i syrisk politik udtrykte skepsis over for den 34-årige øjenlæges evner til at håndtere den "trøstesløse, undertrykkende stabilitet", som han arvede efter sin diktatoriske far, der havde regeret i tredive år. De mente, at de "dybe spændinger i det syriske samfund ... kunne eksplodere efter den tidligere diktators død".
De fleste observatører så i den unge Assad en anstændig mand, for ikke at sige en skabshumanist. I spidsen for denne særlige klike stod David W. Lesch - en akademiker, der nyder titlen af Ewing Halsell æresprofessor i mellemøstlig historie ved Trinity Universitetet i San Antonio i Texas. Lesch var venner med den unge leder og nød ifølge hans forlag "unik og ekstraordinær adgang til Syriens præsident, hans cirkler og hans familie".
Disse timelange samtaler førte i 2005 til bogen The New Lion of Damascus: Bashar al-Asad and Modern Syria (Yale University Press) og en byge af lovprisninger fra andre akademikere: Moshe Ma'oz fra Hebrew Universitetet fandt den "meget informativ og indsigtsfuld". Curtis Ryan fra Appalachian Statsuniversitet kaldte den for "afslørende". James L. Gelvin fra UCLA roste den for at være "en særdeles læsbar og aktuel fortælling". En velrenommeret tænketank i Washington var vært for en debat om bogens fund.
Halvdelen af de forløbne år er imidlertid gået under Assads forfærdelige brutalitet i regionens mest dødelige borgerkrig i vore dage, hvilket giver et meget anderledes perspektiv at bedømme Leschs videnskabelighed ud fra.
Da der i marts 2011 begyndte at komme fredelige demonstrationer mod Assads styre, reagerede han ikke med reformer men derimod med grusom voldsomhed. Det samlede dødstal var omkring 450.000 ud af en befolkning, der inden krigen var på 21 millioner. Assads personlige barbari har hele vejen igennem været nøglen til konflikten. Ved en grænseløs udnyttelse af sin magt har han beordret sine tropper til at begå, hvad der vurderes at være 90% af krigens angreb.
Ifølge UNHCR er mere end 5 millioner syrere blevet internt fordrevet og andre 6,3 millioner er flygtet ud af landet, hvilket forårsager kriser i så forskellige lande som Jordan, Libanon, Tyrkiet, Grækenland, Ungarn, Tyskland og Sverige.
Set i lyset af så forfærdelige begivenheder indeholder Leschs fortælling mange passager præget af ekstrem naivitet og dårlig dømmekraft. Han bedømte nærmest Assad, som han ville have bedømt en kollega på universitetet, ved at bruge tillægsord som "medfølende", "principfast", "beskeden", "uskyldig" og "moralsk velfunderet". Han beskrev Assad som "en mand med stor personlig integritet", med "tiltalende oprigtighed", med "en vision for sit lands fremtid". Han fortæller os, at dem, der møder Assad, er imponeret over "hans høflighed, ydmyghed og ukomplicerethed". Omvendt er "den brutale opførsel, ... man forbinder med hans far, ikke en del af Bashars personlighed".
 Bashar al-Assads "vision for sit lands fremtid"? Aleppo i oktober 2014. |
Assad er også eksemplarisk privat: "Han skifter bleer, står op midt om natten for at berolige et grædende barn. ... I løbet af hele det første år af [Bashars søns] liv undlod Bashar ikke en eneste gang at give ham hans daglige bad".
For vesterlændinge er han sej hvad angår kultur: "Lige som han kan lide musik af Phil Collins, nyder han Kenny G., Vangelis, Yanni, nogle klassiske stykker, og 1970'ernes arabiske musik. Han elsker klassisk rock, herunder Beatles, Supertramp og Eagles, og han har alle albums med Electric Light Orchestra".
Hans kone Asma "deler naturligvis sin mands valg om at ville gøre alt i sin magt for at gøre Syrien til et bedre sted for deres børn og børnebørn".
Lesch skal roses for at anerkende muligheden af et sammenbrud, hvor "styrets ustabilitet kan føre til en borgerkrig". Han afviser imidlertid dette scenarie, da "Styrets opposition i Syrien ... er splittet og relativ svag".
New Lion, der er et monument over videnskabeligt forfald, er ikke overraskende udgået og er forsvundet fra Yale University Press' internetside. Mere overraskende er det, at Yale vendte tilbage til Lesch i 2012 for at få endnu et mesterværk – dette med den ulykkelige titel Syria: The Fall of the House of Assad.
Tilføjelse den 9. august 2017: For at dykke mere ned i problemerne med Leschs bøger fra 2005 og 2012 henvises til David Schenker: "The New Arabists," Commentary, november 2012. (Klik på "Print" for at downloade en PDF af artiklen). Schenker bemærker blandt andet, at Leschs positive vurdering i 2005 kom
efter at Bashar systematisk havde decimeret det syriske civilsamfund med massearrestationer af deltagere i det såkaldte Damaskus-forår i 2001 og 2002. Mens Lesch strøede lovprisninger ud over Damaskus' Nye Løve, sad fyrtårnene i Syriens spirende prodemokratiske bevægelse indespærret i Assads fængsler. Samtidigt torturerede og dræbte styret den fremtrædende kurdiske anti-Assad præst Shuwayhat Khaznawi, og dets Hizbollahvenner i det syriskbesatte Libanon dræbte statens tidligere premierminister Rafiq Hariri.
