Israels militære triumf over tre fjendtlige lande i juni 1967 er den absolut mest succesrige krig i historien. Seksdageskrigen fik også store konsekvenser for Mellemøsten, idet den jødiske statsdannelse blev permanent, den panarabiske nationalisme blev tilført et stort nederlag, og Israels plads i verden blev (ironisk nok) vanskeligere på grund af landets besættelse af Vestbredden og Jerusalem.
 Sejrssymbolet: Moshe Dayan (med klap for øjet) ved Grædemuren i Jerusalem. |
Lad os se på det sidste punkt: Hvordan kunne en spektrakulær sejr på slagmarken føre til problemer, der stadig den dag i dag piner Israel? Fordi det fastholdt Israel i en uønsket rolle, som de ikke kan komme ud af.
For det første: Israelske venstreorienterede og udenlandske Gutmenschen beskylder fejlagtigt Israels regering for ikke at yde en tilstrækkelig indsats for at forlade Vestbredden, som om en større indsats kunne have skaffet en reel fredspartner. Kritikere affærdiger hermed rejektionismen - en indstilling, hvor man nægter at acceptere noget som helst zionistisk – der har domineret palæstinensisk politik i det sidste århundrede. Den blev grundlagt af Amin al-Husseini, der samarbejdede med Hitler og oven i købet spillede en hovedrolle i udtænkningen af Den Endelige Løsning. Demonstrationer i den senere tid har drejet sig om "antinormaliseringen" og boycut-, afhændelse- og sanktions- (BDS) bevægelserne. Rejektionismen gør israelske indrømmelser nyttesløse eller ligefrem skadelige, da palæstinensernes reaktion vil være mere fjendtlighed og vold.
For det andet: Israel befinder sig i en geografisk og demografisk vanskelig situation på Vestbredden. Israels strateger ønsker at kontrollere højlandet, mens landets nationalister ønsker at bygge byer, og dets religiøse ønsker at besidde hellige jødiske steder. Israels fortsatte kontrol over Vestbreddens befolkning på 1,7 millioner fortrinsvist fjendtligt indstillede arabisktalende muslimske palæstinensere kræver enorme ressourcer, både indenrigspolitisk og internationalt. De har forsøgt forskellige strategier for at beholde landet og tage brodden af et fjendtligt folk: at integrere dem, købe dem, splitte dem, presse dem ud, eller finde en anden regent for dem – hver gang er israelerne kommet til kort.
 Israelerne udvidede Jerusalems størrelse betragteligt (det optrukne område) ved byens forening. |
For det tredie: Israelerne tog i 1967 tre ensidige initiativer i Jerusalem, der skabte fremtidige tidsbomber: en betragtelig udvidelse af byens grænser, annektering af området og tilbud om israelsk statsborgerskab til byens nye arabiske beboere. Dette medførte tilsammen en langsigtet demografisk og boligmæssig konkurrence, som palæstinenserne vinder, hvilket bringer den jødiske karakter af jødernes historiske hovedstad i fare. Værre er det, at 300.000 arabere når som helst kan vælge at få et israelsk statsborgerskab.
Disse problemer giver anledning til spørgsmålet: Hvis de israelske ledere i 1967 havde forudset de nuværende problemer, hvad kunne de da have gjort anderledes på Vestbredden og i Jerusalem? De kunne have:
- gjort kampen mod rejektionisme til deres højeste prioritet ved at gøre brug af en uophørlig censur af ethvert aspekt af livet på Vestbredden og i Jerusalem, have strenge straffe for opildning til uro og gøre sig intense bestræbelser på at indpode en mere positiv holdning til Israel.
- inviteret de jordanske myndigheder, der havde regeret over Vestbanken siden 1949, tilbage for at stå for områdets (men ikke Jerusalems) indre anliggender, så de israelske forsvarsstyrker kunne nøjes med at bruge ressourcer på at beskytte grænser og de jødiske befolkningsgrupper.
- nøjedes med at udvide Jerusalems grænser til Den Gamle By og til ubeboede områder.
- gennemtænkt de fulde konsekvenser af at bygge jødiske byer på Vestbredden.
Hvad med i dag, hvad kan israelerne gøre nu? Spørgsmålet om Jerusalem er relativt enkelt, eftersom de fleste arabiske beboere endnu ikke har erhvervet sig israelsk statsborgerskab. Den israelske regering kan derfor stadig standse denne proces ved at mindske størrelsen af Jerusalems grænser fra 1967 og indstille tilbuddet om israelsk statsborgerskab for alle byens beboere. Det er nødvendigt at slå hårdt ned på ulovlige bebyggelser, selv om det vil kunne føre til uroligheder.
 Ulovlige bebyggelser i Shuafats "flygtningelejr", der ligger inden for Jerusalems grænser fra 1967. |
Spørgsmålet om Vestbredden er sværere. Så længe den palæstinensiske rejektionisme dominerer, er Israel nødt til at overvåge en ekstremt fjendtlig indstillet befolkning, som de ikke tør slippe kontrollen over. Situationen skaber en ondsindet ophedet debat blandt israelere (tænk på FN's Sikkerhedsråds resolution 2334). Men at vende tilbage til 1949's "Auschwitz linier" og efterlade 400.000 israelske beboere på Vestbredden til palæstinensernes forgodtbefindende er naturligvis ikke en løsning.
Israel skal i stedet konfrontere og underminere den palæstinensiske rejektionisme ved at overbevise palæstinenserne om, at Israel er en permanent stat, at drømmen om at udrydde den er nyttesløs, og at de ikke får noget ud af deres ofre. Israel kan opnå disse mål ved at gøre sejr til sit mål, ved at vise palæstinenserne, at fortsat rejektionisme kun bringer dem undertrykkelse og nederlag. Den amerikanske regering kan hjælpe ved at give grønt lys for en vej til israelsk sejr.
En sejr vil være den eneste måde, hvorpå den enestående triumf fra de seks dage i 1967 kan føre til en holdbar løsning, hvor palæstinensere accepterer den jødisk stats permanens.
Tilføjelse 5. juni 2017: Man kan på min blog læse om mine minder fra juni 1967: "The Six-Day War: Personal Recollections."
