Note fra DP: Dette kapitel er baseret på en tale, som jeg holdt ved India Foundation konferencen om terrorbekæmpelse, der blev afholdt i Jaipur i februar 2016. Det blev redigeret til publicering uden min bistand. Jeg har foretaget mindre ændringer i teksten. Originaltitel: "The Caliphate, Al-Qaeda, and Global Jihad."
Man hører ofte spørgsmålet: "Hvad er det, som jihadister [mujahedin] vil have?" Svaret er overraskende forblommet, da der ved de fleste af deres angreb ikke fremkommer klare krav.
De forfærdelige angreb i Mumbai i november 2008 og i Paris i november 2015 blev udført af selvmordsgrupper, hvis bevæbnede mænd udførte masseskyderier. Andre steder har de tyet til maskinpistolangreb, halshugninger, bombninger, kidnapning etc. Når angriberne er blevet uskadeliggjort, vurderer man, hvor meget skade, de har forvoldt, og detektiver forsøger at opspore gerningsmændenes identitet og lede efter mulige motiver. Obskure internetsider fremkommer efterfølgende med ubekræftede påstande, der fortsat forplumrer spørgsmålet "Hvad er det, som jihadisterne vil have?"
Motiver for jihadangreb
Hvorfor bliver motiverne ikke forklaret? Efter angrebene på USA den 11. september 2001 funderer analytikere stadig over de sandsynlige motiver. Man kan imidlertid sige, at der i store træk er to kategorier eller motiver for angrebene.
Den første kategori er målrettede forsøg på at ændre specifikke statspolitikker. Dette kunne eksempelvis være forsøg på at få fremmede tropper trukket ud af Irak og Afghanistan eller at få Saudi-Arabien til at udvise fremmede tropper på dets jord. Det kunne også være forsøg på at presse regeringer til at standse støtten til Israel eller at presse Indien til at afstå fra kontrol over Kashmir.
Den anden kategori er mere bredt baserede forsøg på at svække ikke-muslimer generelt ved at underminere deres økonomi, skabe frygt i borgernes sind og forsøge at etablere en muslimsk overlegenhed. Begge kategorier peger imidlertid frem mod noget endnu større: Jihadister søger at etablere en verden domineret af muslimer, islam, sharia og kalifatet.
Vi ser jihad antage to former baseret på den relative styrke af den muslimske befolkning i et givet område. Hvor ikke-muslimer bestemmer, forsøger man at få kontrol over magtinstrumenter og blive magthavere. Målet er at omstyrte kafir [vantro] magt. Der er ingen direkte forsøg på at omvende andre; krigen er en krig om territorium. Der, hvor muslimer hersker, er målet at praktisere sharia i dens helhed. Håbet eller slutstadiet er en gudfrygtig, retfærdig hersker, der kan gøre muslimer stærke og rige og gøre en ende på deres splittelse. Slutstadiet for begge kategorier er dog et globalt kalifat. Kaliffen hersker over alle verdens befolkninger og implementerer sharialov i dens helhed.
Kort historisk oversigt
Videreførelsen af islam efter Muhammeds død medførte dybe kløfter, der består den dag i dag. Centralt for uenigheden var, hvem der skulle træde i profetens sted som overhoved for det muslimske samfund, og det skaber selv i vore dage splittelse blandt shiaer og sunnier. Muhammeds efterfølgere stod imidlertid i spidsen for islams store erobringer de følgende 300 år. Det regerende kalifat endte i 940'erne og selv om titlen fortsat blev brugt, var den mere af symbolsk betydning. Det sidste abbasidekalifat i Bagdad endte i 1258, efter mongolernes plyndring af Bagdad. Under den sidste halvdel af abbasidestyret begyndte muslimske herskere imidlertid at benytte andre titler, såsom sultan. Atatürk opløste kalifatet den 3. marts 1924, men ideen levede videre, som det sås i den [indiske] Khilafatbevægelse i 1919-1926.
Nyere proklamationer om et kalifat er kommet fra Osama bin Laden, der ønskede et "gudfrygtigt kalifat [der] vil udspringe fra Afghanistan". Hans efterfølger Ayman al-Zawahiri forestillede sig et kalifat, der ville bevirke, at "historien ville tage en ny drejning". En anden al-Qaeda leder, Fazlur Rehman Khalil, har udtalt: "På grund af jihads velsignelser er USA's nedtælling begyndt. De vil snart erklære deres nederlag" og vil efterfølges af et kalifat. Al-Qaeda åbnede i 2005 radiostationen Sawt al-Khalifa.
Kalifatet
 Fatih Alev, imam ved Dansk Islamisk Center. |
Også blandt almindelige mennesker var der en følelse af en overhængende fare for et kalifat. Kerem Acar, der er skrædder i det centrale Istanbul, sagde: "Jeg kommer ikke til at opleve det, og heller ikke mine børn, men måske kommer mine børnebørn til at opleve én, der erklærer sig selv for kalif, lige som paven, og vil have en indvirkning". Ertuğul Örel, der er caféejer i Istanbul, udtrykte håb om et kalifat men troede ikke på det. "Et kalifat betyder, at der [kun] vil være én stemme", sagde han. "Men jeg ved, at hverken amerikanerne eller europæerne nogen sinde vil tillade det". Ali Bulaç, en tyrkisk autoritet hvad angår islam og Tyrkiet, var meget klar i mælet, da han udtalte: "Begrebet kalifatet lever i bedste velgående i samfundets kollektive hukommelse".
Zeyno Baran, der er ekspert i Hizb ut-Tahrir, gav udtryk for det samme. "For få år siden lo folk af [det]. Men nu hvor bin Laden, Zarqawi og [andre] udtaler, at de ønsker at genskabe kalifatet, tager folk dem alvorligt". I mange af Sidons gader ser man plakater, sat op af medlemmer af Hizb ut-Tahrir, hvor der med tydelige store, røde bogstaver opfordres til etableringen af et kalifat i Libanon. Plakaterne opfordrer til at "genoplive en islamisk kalifatstat, efter fjenderne i det ondsindede og koloniale Vesten underestimerede vores åndelige kraft. Vi bliver kun stærke med en islamisk stat".
James Brandon udtaler i Christian Science Monitor: "Hizb ut-Tahrir lover, at et genoplivet kalifat vil gøre en ende på korruption og bringe rigdom. .. Det vil lade muslimer udfordre, og i sidste ende besejre, Vesten". Han citerer Abdullah Shakr, der er et jordansk medlem af gruppen: "Den muslimske verden har ressourcer som olie, men den mangler et lederskab, der kan regere over os med islamisk lov og føre den jihad, som hele verden er bange for". Shakr angiver, at kalifatets succes vil medføre flere omvendelser til islam og gøre hele verden muslimsk. Hizb ut-Tahrirs vej til kalifatet vil imidlertid være trinvis og fortrinsvist fredelig. For al-Qaeda vil den være voldelig og revolutionær.
Ikke-muslimske synspunkter
 Dick Cheney forstod kalifatet bedre end mange professorer i islamiske studier. |
Ideen forekom dengang umulig, og de Bush-hadende venstreorienterede, heriblandt islameksperter (Kenneth M. Pollack, John L. Esposito, Shibley Telhami), affærdigede emnet. Den undersøgende journalist Robert Dreyfuss var ret afvisende over for ideen om drømmen om et kalifat. Opfattelsen af, at islamiske kræfter ønskede at etablere et kalifat fra Nordafrika til Sydøstasien, betegnede han som 'idiotisk'. "Det var det rene nonsens", sagde han. "Det, der skete, var, at dem i regeringen, der kom med sådanne udtalelser, baserede dem på, hvad de læste på al-Qaeda og andre jihadist internetsider." Han tilføjede: "Truslerne var fantasifostre og burde behandles som sådanne."
Der findes et kalifat
Da der pludselig opstod et kalifat den 29. juni 2014, der blev bekendtgjort af en "Islamisk Stat" og ledet af kalif Ibrahim, var det uventet. Nyheden blev efterfulgt af spektrakulære militære sejre, navnlig Mosul, hvilket gav dem enestående prestige på verdensplan. Grupper som Boko Haram hyldede dem, og det havde en dragende effekt på sunnimuslimer. Islamisk Stat har som et kalifat den potentielle virkning, at det nærer drømmen om et enevældigt styre for hele den islamiske verden og videre ud, de inspirerer andre til at gøre det samme og radikaliserer islamistiske bevægelser.
