"Vi befinder os i en fortvivlet situation". Sådan talte Jordans kong Abdullah for et halvt år siden. Efter netop at have foretaget en uges intensive rejser og diskussioner rundt omkring i hele Jordan fandt jeg ingen, der var uenige i denne vurdering. Jordan er ikke længere ekstremt sårbar og under belejring, som landet var for nogle årtier siden, men de kan stå over for ekstraordinært store problemer.
Transjordanien, nu Jordan, blev skabt ud af det rene ingenting af Winston Churchill i 1921 som en imødekommelse af Storbritanniens imperiale interesser. Landet har i næsten et århundrede haft en usikker eksistens. Særligt farlige øjeblikke opstod især i 1967, hvor et panarabisk pres medførte, at Kong Hussein (regent 1952-1999) førte krig mod Israel og tabte Vestbredden; i 1970, hvor en palæstinensisk opstand næsten fik væltet kongen; og i 1990-1991, hvor pro-Saddam Hussein strømninger pressede ham til at tilslutte sig en håbløs og ondskabsfuld sag.
 Winston Churchill (6. fra venstre) har her taget fri fra dannelsen af Transjordanien i 1921. |
Vore dages farer er mange. ISIS lurer i Syrien og Irak, lige på den anden side af grænsen, og er tiltrækkende for en lille, men væsentlig, minoritet af jordanere. Den engang så velfunderede handel med disse to lande er næsten brudt sammen – og med det Jordans lukrative rolle som transitland. I et område med rigelige mængder olie og gas er Jordan ét af ganske få lande, der næsten ingen råolie har. Byboere får kun vand en gang om ugen, og folk på landet får vand endnu sjældnere. Turismen er aftaget på grund af Mellemøstens berygtede mangel på stabilitet. Kongens nylige autoritetshævdelse rammer dem, der forlanger mere demokrati.
Det centrale identitetsspørgsmål er fortsat ubesvaret. Landet har i mere end hundrede år haft massiv og gentagen indvandring (den overgår endda antallet, der tager til Israel). Der er kommet bølger af palæstinensere (i 1948-1949, 1967 og 1990-1991), irakere (2003) og syrere (siden 2011). Ifølge de fleste vurderinger udgør palæstinenserne et betydeligt flertal blandt landets befolkning; de demonstrerer også den dybeste splittelse. Det er almindeligt at tale om "jordanere" og "palæstinensere", selv om de sidstnævnte er statsborgere og børnebørn af statsborgere. Som dette illustrerer, er følelsen af at være adskilt fra og overlegen i forhold til dem, der hovedsageligt er stammefolk på Østbredden, ikke aftaget med tiden - især ikke, når palæstinensere har opnået økonomisk succes.
 Jordans Kong Abdullah II besøgte præsident Donald Trump den 3. februar. |
Landet har også enorme ressourcer. Befolkningen er omgivet af kriser og består derfor af realister, der er meget på vagt over for problemer. Kongen nyder godt af en ubestridt position som den øverste myndighed. Den historiske opsplitning af landet mellem palæstinensere og stammefolk mindskes af blandede ægteskaber – og af de tilvandrede irakere og syrere. Befolkningen nyder godt af et højt uddannelsesniveau. Jordan har et godt omdømme rundt om i verden.
Og så er der Israel. "Hvor er fredens frugter?", lyder et almindeligt omkvæd om Jordans 1994 traktat med Israel. Politikere og presse siger det måske ikke, men svaret er soleklart: Jordan nyder i væsentlig grad direkte godt af sine relationer med Israel – hvad enten det drejer sig om at bruge Haifa som et alternativ til den syriske landevej, køb af billigt vand eller rigelige gasforsyninger (som allerede leveres). På trods heraf er der over tid kommet et stigende absurd socialt pres mod "normaliseringen" med Israel: Det rammer alle uden undtagelse og forhindrer, at forbindelserne med den jødiske stat bliver udnyttet i forhold til deres potentiale.
 Israels ambassade i Amman ligger isoleret fra andre bygninger og beskyttes af intimiderende jordanske sikkerhedsstyrker. |
En jordaner spurgte mig, hvorfor israelere accepterer at blive behandlet så stedmoderligt. Svaret er klart: Fordi Jordan velfærd har allerhøjeste prioritet for Israel. Derfor accepterer skiftende regeringer, omend noget sammenbidt, de bagvaskelser og løgne, de bliver mødt med i medierne og fra manden på gaden. Selv om de er for høflige til at sige det, ønsker de tydeligvis, at kongen ville tage hånd om dette og gøre opmærksom på fredens fordele.
Personligt har jeg siden 2005 været fortaler for "Jordan til Vestbredden, Egypten til Gaza: Trestatsløsningen" som en måde at løse det palæstinensiske problem. Jeg rådførte mig derfor med næsten alle mine 15 samtalepartnere (der repræsenterer en vifte af synspunkter) vedrørende en tilbagevenden til Jordans suverænitet over Vestbredden. Jeg kan beklageligvis oplyse, at de alle på det kraftigste afviste ideen. De mente tilsyneladende: "Hvorfor skulle vi ønske os den hovedpine?" Accepterer man deres negative dom, betyder det, at Israel ikke har nogen praktisk løsning på dets hovedbrud med Vestbredden, så deres modvillige og uønskede suverænitet over palæstinensere vil sandsynligvis fortsætte et pænt stykke ud i fremtiden.
For at opsummere besøget, har Jordan klaret sig igennem mange kriser; de kan gøre det igen, men rækken af nuværende farer udgør en ekstraordinær udfordring for Jordan og deres mange sympatisører. Klarer Kong Abdullah denne "fortvivlede situation"?
Pipes (@DanielPipes) er formand for 'Middle East Forum'. © 2017 Alle rettigheder forbeholdt Daniel Pipes.
Opdatering d. 9. marts: Israels ambassadør i Jordan deler mine bekymringer:
Ifølge avisen Ha'aretz advarede Einat Shlein for nylig om, at Jordan står over for en stigende ustabilitet med økonomiske problemer og en tilstrømning af syriske flygtninge.
Shlein gav efter sigende en pessimistisk vurdering af styrets fasthed under et møde i oktober med chefen for IDF (Israels forsvarsstyrker) Gadi Eisenkot. Eisenkot blev efter sigende bekymret over vurderingen.
Den israelske reaktion er interessant nok at gøre mere:
En unavngiven israelsk topembedsmand fortalte avisen, at forsvarschefen siden har udtalt, at den jødiske stat skal hjælpe sine naboer. Det er uklart, hvilken form for hjælp han havde i tankerne.
