Efterkrigstidens "økonomiske mirakel" (Wirtschaftswunder) i Tyskland havde i 1961 nået et hidtil uset højdepunkt, med en tilsyneladende umættelig tørst efter ufaglærte arbejdere. Bonn regeringen havde underskrevet bilaterale aftaler med Italien (1955), Grækenland (1960) og Spanien (1960), da de vendte sig mod Ankara og den 30. oktober 1961 underskrev en "Rekrutteringsaftale mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Tyrkiet" (Anwerbeabkommen zwischen der Bundesrepublik Deutschland und der Türkei). De to parter indså ikke, hvilke følger denne tilsyneladende mindre aftale skulle få.
 Den tyrkiske beskæftigelsesminister Ali Naili Erdem besøgte i 1966 tyrkiske "gæstearbejdere" i Tyskland. |
Den tyrkiske regering etablerede et forbindelseskontor i Istanbul for at opfordre ugifte mandlige kandidater til at søge, hvilket de begejstret gjorde i stort antal. Aftalen gav tyrkere tilladelse til at arbejde i Tyskland i to år og herefter tage hjem igen. Den tyske industri agiterede imidlertid for længere ophold – den konstante oplæring af nye arbejdere hvert andet år var ressourcekrævende – så tidsbegrænsningen blev allerede i 1964 ophævet. Forventningen var dog fortsat, at tyrkerne ikke blev længe, og deres arbejdsopgaver krævede ikke, at de kunne tale tysk, så den overvejende mandlige befolkning boede på sovesale, helt isoleret fra det omgivende samfund. Blandt de 750.000 tyrkere, der ankom under dette program, vendte omkring halvdelen tibage til Tyrkiet, den anden halvdel gjorde ikke.
Vækstårene endte med oliekrisen i 1973-1974, der lukkede for rekruttering af gæstearbejdere. Ironisk nok førte denne ændring til en forøgelse af den tyrkiske befolkning, idet arbejderne fik deres koner bragt til landet, de flyttede i lejligheder, familierne voksede, og vore dages tyrkiske områder over alt i (det tidligere Vest-) Tyskland så dagens lys.
 En sammensmeltning af det tyske og det tyrkiske flag, der symboliserer, hvad der alt for sjældent er sket. |
Her 55 år senere, hvor ufaglærte arbejdere knap behøves, og den kulturelle isolation har vist sig at være dybt problematisk, vurderes den tyrkiske befolkning at udgøre 4-5 millioner mennesker, eller mere end 5% af landets samlede befolkning, og er langt den største indvandrergruppe. Aftalen fra 1961 forekommer at stamme fra en helt anden tidsalder, og dog fortsætter dens følger og vokser konstant.
