Frankrig er blevet grebet af et tåbeligt hysteri over burkinien, hvilket får mig til at spekulere på, hvornår europæerne mon begynder at tage den islamistiske udfordring alvorligt.
For begyndere: hvad er en burkini? Ordet (som til tider staves burqini) kombinerer navnene på to modsatte, kvindelige klædningsstykker: burkaen (en islamisk, teltlignende, total tildækning af hele kroppen) og bikinien. Også kendt som halal badetøj, dækker den dydigt alt bortset fra ansigt, hænder og fødder, og består af en over- og en underdel. Den minder om en våddragt med hætte.
 Hvad er hvad? En burkini og en våddragt. |
Aheda Zanetti fra Ahiida Pty Ltd i Australien hævder at have opfundet hylsteret i 2003 og kalder det for "mindre end en burka" og "todelt ligesom en bikini." Burkinien blev (som Ahiida bemærker) med sin særprægede og sensationelle krydsning af to radikalt uens klædningsstykker og kombineret med behovet for tilpasning til aktive, fromme, muslimske kvinder, "genstand for en omgående bølge af interesse og efterspørgsel." Desuden er der kvinder (så som den berømte, britiske kok Nigella Lawson), som bærer den for at undgå solbrændthed, mens visse jøder har taget en klædningsmæssig variant til sig.
I 2009 udelukkede et offentligt svømmebad i Emerainville en burkiniklædt kvinde med den begrundelse, at hun brød badereglerne ved at være iført gadebeklædning. Men burkinierne blev først til et nationalt, politisk emne den 12. august, da borgmesteren i Cannes, en ferieby ved den Franske Riviera, forbød burkinien (uden i lovmæssig forstand at have defineret præcist, hvad det er) på strandene i Cannes, fordi den repræsenterer islamisme. En domstol bekræftede siden forbuddet, og den franske premierminister, Manuel Valls, godkendte det yderligere (med den begrundelse, at burkinien er et religiøst udtryk, som ikke har plads på stranden), og det samme gjorde François Fillon, en sandsynlig kandidat til præsidentvalget næste år. Således opmuntret fulgte andre franske kommuner efter, heriblandt byen Nice, plus ni andre byer i Alpes-Maritimes-departementet, samt fem byer i Var-departementet.
Denne udvikling overrasker mig, der har argumenteret for, at burkaen (og niqabben, et lignende klædningsstykke, som har en smal, åben stribe til øjnene) bør forbydes på offentlige steder af sikkerhedsgrunde. Disse formløse klædninger skjuler ikke blot ansigtet, hvorved de gør det muligt for kriminelle og jihadister at skjule sig, men de tillader også bæreren at skjule f.eks. en angrebsriffel, uden at nogen ved det. Både mænd og kvinder bruger burkaen som ekstraudstyr til kriminelle og jihadistiske formål. Jeg har faktisk indsamlet omkring 150 anekdoter om sådanne bankrøverier, bortførelser, mord og jihadistangreb siden 2002; Philadelphia har udviklet sig til den førende, vestlige hovedstad, hvor burkaer og niqabber bruges som kriminelt tilbehør, med mindst 34 episoder på 9 år.
 Et marokkansk skilt, som forbyder burkinien. |
Derimod udgør burkinien ingen trussel mod den offentlige sikkerhed. I modsætning til burkaen og niqabben lader den ansigtet være synligt, og med sin relativt kropsnære form giver den ikke mulighed for at skjule våben. Mænd kan ikke bære den som forklædning. Og selvom der er legitime argumenter angående hygiejne i forbindelse med store klædningsstykker i svømmebade (hvilket har fået visse hoteller i Marokko til at forbyde klædedragten), så er dette helt indlysende ikke et problem på badestrandene i Frankrig.
Burkinierne bør derfor tillades uden restriktioner. Kulturelle argumenter som dem, der er fremført af Valls, er skinargumenter og diskriminerende. Hvis en kvinde ønsker at klæde sig sømmeligt på stranden, er det hendes egen sag, ikke statens. Det er også hendes ret at vælge en lidet indtagende badedragt, som fyldes med vand, når hun svømmer.
 De bør begge være lovlige. |
Den islamistiske trussel mod Vesten er meget reel, lige fra Rushdie-domme til sexbander, taharrush, polygami, æresdrab, stedvise no-go-zoner og halshugninger. Med tilstrømningen af millioner af ukontrollerede, muslimske migranter til Europa vil disse problemer vokse sammen med antallet af islamister. Nerverne er på højkant og den politiske situation ændrer sig hurtigt, sådan som det blev symboliseret for nylig ved, at halvdelen af stemmerne til præsidentembedet i Østrig gik til en stærkt anti-immigrationspræget politiker.
Problemerne i forbindelse med islam er formentlig det vigtigst emne i Europa lige nu, vigtigere end selv EU og den økonomiske krise; de bør løses ved at konfrontere de faktiske problemer, ikke ved at fokusere på irrelevante symbolfænomener som burkinier, halalbutikker og minareter. Burkaer og niqabber bør forbydes (hvilket den tyske regering måske også snart gør), ytringsfriheden vedrørende islam og muslimer bør atter fastholdes, saudiske og iranske bidrag til religiøse formål bør beskæres, og der bør gælde én lov for alle.
Mit råd er derfor: fokuser på de virkelige problemer og lad muslimer klæde sig, som de vil, på stranden.
