Olie er Mellemøstens mest berømte produkt, som er efterspurgt i hele verden og giver regionen større rigdomme end den mest begærlige kan forestille sig. Men vand er den hverdagsresurse, som har størst betydning for de lokale indbyggere, for uden det står de over for det forfærdelige valg mellem at måtte forlade deres hjem eller gå til grunde i det.
Det valg kan lyde stærkt overdrevet, men truslen er reel. Egypten gør sig bemærket ved at være landet med den største truede befolkning og landet, ud over Irak og Yemen, med det mest livstruende vandproblem.
 The Washington Times' grafik til denne artikel. |
Som ethvert skolebarn lærer, er Egypten Nilens gave, og Nilen er klodens længste flod. Mindre velkendt er det, at størsteparten af Nilens vandmasser, 90 procent, kommer fra det etiopiske højland, og at floden passerer gennem 11 lande. I evigheder er dens vand strømmet til Egypten i umådelige mængder.
I 1929 underskrev den britiske regering, som Egyptens repræsentant, en aftale med Etiopiens uafhængige regering, som garanterede en årlig tilstrømning af 55,5 milliarder kubikmeter vand til Egypten. Regner man med et minimum på 1.000 kubikmeter pro capita pro anno (verdensgennemsnittet ligger på 7.230 kubikmeter), ville denne mængde rigeligt kunne dække behovet hos datidens 15 millioner egyptere.
De følgende 87 år voksede Egyptens befolkning sig seks gange større frem til vore dages 90 millioner. Ud over flodens 55,5 milliarder kubikmeter får Egypten 5 milliarder kubikmeter fra ikke-vedvarende kilder i undergrunden og 1,3 milliarder kubikmeter fra regn, hvilket giver omkring 62 milliarder kubikmeter om året, eller en tredjedel under landets minimale behov. Desuden genbruger egypterne omkring 10 milliarder kubikmeter spildevand fra landbruget, hvis stærkt forurenede karakter (rester af gødnings- og sprøjtemidler) dræber jorden gennem ophobning af salte. Til forværring af denne mangeltilstand medfører Egyptens høje temperaturer stærkere fordampning, hvilket afstedkommer et større behov for vand til landbruget end i områder med et køligere klima.
Denne mangel på vand medfører et behov for at importere fødevarer, og i øjeblikket må Egypten låne penge for at kunne importere alarmerende 32 procent af sit forbrug af sukker, 60 procent af sin fodermajs, 70 procent af sin hvede, 70 procent af sine bønner, 97 procent af sin madolie og 100 procent af sit forbrug af linser. Importbehovet vokser med tiden; skønner man, at Egyptens befolkning vil udgøre 135 millioner i 2050, betyder det, at landet vil have behov for 135 milliarder kubikmeter vand årligt, og vurderet ud fra de nuværende antagelser vil vandmanglen blive mere end fordoblet til 75 milliarder kubikmeter.
For at gøre det hele endnu værre, så opdagede etiopierne for nylig, at store vandmængder forlader deres områder uden at gavne dem selv. Derfor har de påbegyndt opførelsen af et netværk af dæmninger, kulminerende med dæmningen med det pompøse navn Grand Ethiopian Renaissance Dam (GERD).
 Grand Ethiopia Renaissance Dam (GERD), der er under opførelse, men næsten færdig, har vakt stor bestyrtelse i Egypten. |
Efter de nuværende planer vil søen bag denne dæmning kunne rumme 74,5 milliarder kubikmeter, plus at 5 milliarder kubikmeter vil gå tabt ved udsivning og 5 milliarder kubikmeter ved fordampning. Fire hjælpedæmninger længere oppe ad strømmen, til at reducere tilstopningen, vil tilbageholde yderligere 200 milliarder kubikmeter. Når man ved, at 86 procent af Egyptens vand stammer fra Etiopien, konkluderer de egyptiske specialister, ikke urimeligt, at de tildelte 55,5 milliarder kubikmeter ikke vil nå frem. Nader Noureddin, professor i jordbunds- og vandforhold ved Cairo Universitet, mener, at dæmningerne udsætter "90 millioner egypteres liv for fare." (De fleste af statistikkerne i denne analyse stammer fra Noureddins arbejde.)
Etiopiernes svar: Vær ikke bekymret, alt vil være godt, den garanterede tildeling og mere vil nå frem til Egypten. Når Cairo alligevel protesterer, erklærer Addis Abeba sig enig i den ene undersøgelse efter den anden, samtidig med at de fortsætter opførelsen af GERD, som efter planen skal begynde at fungere i 2016 og i starten oplagre 14 milliarder kubikmeter.
Mulighederne for afbrydelser er kolossale; i 2013, under Mohamed Morsi-æraen, bekendtgjorde egyptiske politikere offentligt og uagtsomt deres militære planer om at lade specialstyrker, kampfly og oprørsgrupper tage sig af GERD (med et anstrøg af operaen Aïda). Morsi sidder nu i fængsel, men den slags ideer giver indblik i den egyptiske desperation.
 Præs. Morsi for bordenden ved et tv-filmet møde i juni 2013, hvor egyptiske politikere diskuterede, hvordan man kunne standse Etiopiens dæmninger med aggressive midler. |
I bund og grund skyldes konfrontationerne vedrørende Nilen forskellige opfattelser af vandbesiddelse. Ved løbets nedre del peger stater som Egypten på floders ældgamle natur med at krydse landegrænser. I den øvre ende peger stater som Etiopien på, at vandet tilhører dem på samme måde, som olien tilhører araberne. Der findes intet rigtigt eller forkert her; løsninger kræver et kreativt kompromis (for eksempel ved at sænke højden på GERD's støttedæmninger), som lader etiopierne få gavn af deres vand, uden at egypterne kommer til at stå over for en katastrofe.
På den korte bane er der brug for statsmænd til at forhindre en katastrofe. På den lange bane må egypterne lære at håndtere vand mere opfindsomt.
