Da Donald Trump i december måned opfordrede til "en total og fuldkommen lukning for muslimers indrejse til USA," svarede jeg, at en ændring af blot et enkelt ord – "islamisters" i stedet for "muslimers" – ville forvandle denne oprørende blindgyde af en ordflom til en politisk mulig og operationelt gennemførlig politisk idé.
 Trumps udtalelse, som den blev opslået på hans webside. |
Det afstedkom dette fornuftige spørgsmål fra læserne: Og hvordan skelner man mellem de muslimer, der er islamister, og dem, der ikke er det? Det er en fuldkommen gennemførlig opgave, om end den er dyr, tidkrævende og kræver stor dygtighed.
Med ordet islamister (i modsætning til de moderate) mener jeg de henved 10-15 procent af muslimerne, som ønsker at anvende islamisk lov (shari'a) i dens fulde omfang. Islamisterne, ikke alle muslimerne, er de moderne barbarer; de, og ikke alle muslimer, bør hurtigst muligt udelukkes fra USA og andre vestlige lande.
Både dybtborende undersøgelser og intensive interviews [bør foretages], før man lukker fremmede ind i USA. Processen bør indledes med en udspørgen vedrørende den fremtidige immigrants familie, venner, forbindelser, erhvervsansættelse, medlemsskaber og aktiviteter. Immigrationstjenesten bør kigge efter uregelmæssigheder, huller, problematiske aktiviteter og mistænkelige forbindelser; finder man sådanne, bør de undersøges.
Det er ikke længere kun offentligt kendte personer så som intellektuelle, aktivister og imamer, hvis tænkning kan spores, men det gælder næsten alle, takket være udbredelsen af de sociale medier (Facebook, Twitter, etc.), plus Internettets åbne invitation til alle om at kommentere i skrift eller på video på en bevaringsmulig, offentlig måde.
I tilfældet med fjendtlige erklærede og åbenhjertige jihadister vil denne form for undersøgelse sædvanligvis være nok til at indsamle tilstrækkelige beviser til at holde dem ude. Selv visse ikke-voldelige islamister kundgør stolt deres manglende mådehold. Men de fleste islamister anlægger en mildere og mere forfinet tone. I sådanne tilfælde er undersøgelser ofte utilstrækkelige, fordi de forsigtige islamister skjuler deres hensigter og hykler med stor veltalenhed. Antager man, at lovlydige islamister rutinemæssigt skjuler deres faktiske holdninger, er der brug for et (frivilligt) interview, og det bør være meget strengt. For at være helt specifik, så bør det være:
Optaget på bånd: Med tilladelse fra den person, der bliver udspurgt, bør samtalen synligt optages på video, så det fremgår, at sagsbehandlingen bliver optaget, hvorved den interviewedes ord, tone, talemønstre, ansigtsudtryk og kropssprog alt sammen vil være tilgængeligt ved opfølgende undersøgelser. Form har betydning: smiler den interviewede, virker han urolig, blinker han, søger han øjenkontakt, gentager han, sveder han, har han brug for gentagne afbrydelser til toiletbesøg, eller udtrykker han sig på andre, ikke-verbale måder?
Tilkoblet en polygraf: Tilkobling af den interviewede til en løgnedetektor kan bevirke, at han fortæller sandheden, selvom maskinen måske reelt ikke afgiver nyttig information.
 En polygraf kan ikke skade. |
Specifikt: Vage spørgsmål i stil med "Er islam en fredens religion?", "Fordømmer du terrorisme?" "Hvordan reagerer du på mord på uskyldige" afhænger alt for meget af ens egen definition af ord som fred, terrorisme og uskyldige til at kunne hjælpe med at bestemme en persons livssyn og bør derfor undgås. I stedet skal spørgsmålene være fokuserede og præcise: "Må muslimer konvertere væk fra islam, enten for at tilslutte sig en anden tro eller blive ateister?"
Mangfoldigt: Intet enkelt spørgsmål kan afstedkomme et svar, der kan fastslå en islamistisk tilbøjelighed; en effektiv udspørgen kræver et helt batteri af spørgsmål vedrørende mange emner, lige fra homoseksualitet til kalifatet. Svarene bør vurderes samlet.
Varieret: For at spørgsmålene skal kunne føre frem til sandheden, må man må kigge efter afvigelser og uoverensstemmelser ved at stille det samme spørgsmål med forskellige ord og skiftende betoninger.
Præget af gentagelser: Spørgsmålene bør stilles igen og igen gennem en periode strækkende sig over uger, måneder eller endnu længere. Dette er afgørende: eftersom løgn er langt sværere at huske end sandhed, vil chancerne for, at svareren ændrer sine svar, øges både med mængden af spørgsmål og tidsrummet mellem, at de bliver stillet. Når der opstår uoverensstemmelser, kan udspørgeren zoome ind og undersøge disses karakter, omfang og betydning.
Denne interviewmetode er omfattende, stiller mange specifikke spørgsmål gennem en længere periode med benyttelse af forskellige formuleringer i en søgen efter sandheden og eventuelle uoverensstemmelser. Det er hverken hurtigt, nemt eller billigt, men kræver sagsbehandlere med et kendskab til de personer, der bliver interviewet, de samfund de kommer fra og den islamiske religion; de kan minde lidt om en forhørsleder hos politiet, som kender både den anklagede person og forbrydelsen. Alle spørgsmål kan stilles på forskellige måder og udvides med opfølgninger til belysning af svarerens måde at ræsonnere på og dybden af hans følelser. Der er ikke tale om en skødesløs eller tilfældig proces. Der findes ingen smutveje.
Kort sagt, en virkelig beskyttelse af landet mod islamister kræver en stor indsats i form af talent, resurser og tid. Men håndteres det rigtigt, kan disse spørgsmål være en metode til at skelne ven fra fjende blandt muslimerne.
