Den islamistiske bevægelse forekommer måske stærkere end nogensinde, men en nærlæsning antyder to svagheder, som kunne betyde dens undergang og det måske endda hurtigt.
Dens styrker er åbenbare. Taliban, Al-Shabaab, Boku Haram og ISIS fører islamismen – den ideologi som kræver, at islamisk lov skal anvendes i sit fulde og strengeste omfang – til ubærlige ekstremer i deres voldsomme og brutale banen sig vej til magten. Pakistan kunne falde i hænderne på dem. Ayatollaherne i Iran har fået ny luft takket være Wien-aftalen. Qatar har den højeste per capita indkomst i verden. Recep Tayyip Erdoğan er i færd med at blive Tyrkiets diktator. Islamistiske aktører sværmer ind over Mellemøsten på vej mod Europa.
 Wien-aftalen i juli 2015 gav ayatollaherne ny luft. |
Men interne svagheder, især kævlerier og misbilligelse, kunne betyde den islamistiske bevægelses opløsning.
De interne magtkampe blev ondskabsfulde i 2013, hvor islamisterne pludselig standsede deres tidligere mønster med indbyrdes samarbejde og i stedet påbegyndte nogle gensidigt ødelæggende slåskampe. Javist, den islamistiske bevægelse som helhed har samme mål, men den indeholder også meget forskellige intellektuelle, grupper og parter med varierende tilknytningsforhold, taktik og idelogi.
Dens indre opdeling har bredt sig hurtigt og vidt. Den inkluderer sunnier versus shiitter, især i Syrien, Irak og Yemen; monarkister versus republikanere, især i Saudi-Arabien; ikke-voldelige versus voldelige typer, især i Egypten; moderne nyskabere versus middelalderlige vækkelsesprædikanter, især i Tunesien; og de gode gamle personlige forskelle, især i Tyrkiet. Disse opdelinger hæmmer bevægelsen ved at vende geværløbene indad.
Dynamikken heri er ældgammel: Når islamister nærmer sig magten, begynder de at slås indbyrdes om, hvem der skal dominere. Forskelle, som var uden betydning i ørkenen, får større betydning, efterhånden som indsatserne hæves. I Tyrkiet samarbejdede politikeren Erdoğan og den religiøse leder Fethullah Gülen for eksempel, lige indtil de fik sendt deres fælles fjende, militæret, ud af politik, hvorefter de vendte sig imod hinanden.
Upopularitet, det næste problem, kan gå hen og blive den største fare for bevægelsen. Når befolkninger begynder at opleve det islamistiske styre på første hånd, forkaster de det. Én ting er at nære en abstrakt tro på gavnen af islamisk lov, en ganske anden at lide under dens forarmelse, det være sig lige fra Islamisk Stats totalitærer rædsler til det ved sammenligning mere godartede, gryende diktatur i Tyrkiet.
Tegnene på denne utilfredshed inkluderer det store flertal af iranere, som forkaster den islamiske republik, bølgen af udvandrede fra Somalia og de massive egyptiske demonstrationer i 2013 i protest mod ét enkelt år med Det Muslimske Broderskab ved magten. Ligesom fascistiske og kommunistiske styreformer får islamistisk herredømme ofte folk til at stemme med fødderne.
 Et kolossalt stort antal egyptere ønskede at bringe det islamistiske styre til ophør i juni 2013. |
Skulle disse to tendenser holde, vil den islamistiske bevægelse få problemer. Nogle iagttagere mener allerede at se tegn på, at den islamistiske æra er slut og noget nyt dukket frem af dens vraggods. For eksempel hævder den sudanesiske intellektuelle Haidar Ibrahim Ali, at der er indledt en "post-islamiseringsæra," eftersom islamismens "vitalitet og tiltrækning er afmattet, selv blandt de mest glødende af dens støtter og begejstrede tilhængere."
Islamismens fjender har meget arbejde foran sig. Muslimerne må både bekæmpe denne bevægelse og udvikle et overbevisende alternativ til dens målsætning om at implementere islamisk lov og konstruktivt forklare, hvad det vil sige at være muslim i år 2016. Ikke-muslimer kan fungere som nyttige hjælpere og forsyne dem med alt lige fra hyldest til penge og våben.
Islamismens voksende problemer giver grund til forhåbning, men ikke til selvtilfredshed, eftersom en ny kursvending kan finde sted når som helst. Men hvis de nuværende tendenser holder, vil den islamistiske bevægelse, meget lig fascismen og kommunismen før den, have haft begrænset, ødelæggende effekt på den vestlige civilisation, men ikke have ødelagt denne.
Uanset hvilken retning tendenserne tager, så er og bliver bekæmpelsen af islamismen den vigtigste udfordring.
