DUBAI – I en tid med borgerkrig, anarki, ekstremisme og forarmelse i Mellemøsten rager bystaterne Dubai og Abu Dhabi op som steder, hvor de arabisktalende folk blomstrer, skaber fornyelse og tilbyder en model til at komme videre.
Men kan det vare ved? Jeg besøgte for nylig De Forenede Arabiske Emirater (UAE) i en søgen efter svar.
Først nogle grundfakta: UAE, som engang af de britiske imperialister blev kaldt for "the Trucial States" [Borgfredstaterne], består af syv små monarkier ved Den Persiske Golf. De gik sammen i 1971, da briterne trak sig ud, for at danne en samlet føderation.
Landet har været velsignet med to ting: olie- og gas i rigt mål sammen med en klog og kommercielt indstillet ledergruppe. Det første forsyner landet med umådelige resurser, de sidste holder det skadesløst, fri for ideologisk ekstremisme, og med et fokus på økonomien. Resultatet ligner og opleves som et i bund og grund lykkeligt sted, især efterhånden som immigrantarbejdernes lod forbedres.
For mig at se er UAE's måske mest bemærkelsesværdige fænomen Dubais karakter af entrepot, transitcenter for import og eksport, som ligner en mellemøstlig udgave af Hong Kong. Jeg var også imponeret af den nyskabende, religiøse ånd (hvor ellers finder man kønsadskilte bederum?) og den kulturelle leg (opførelse af lejlighedskomplekser som ligner højhuse i yemenitisk stil, iførelse af traditionel klædedragt den ene dag og vestlig stil den næste).
Men landet er sårbart på flere måder:
Demografisk: På grund af en fænomenal vækst i immigrationen er befolkningen i UAE blevet fordoblet til næsten 10 millioner på godt ni år, hvilket gør det meget større end nabostater som Oman og Kuwait. Kun godt én ud af ni indbyggere er indfødt; de andre otte er indvandret, og blandt disse kommer 55 procent fra Sydasien. Der er stille og fredeligt nu, men man kan forestille sig deres utilfredshed og oprørskhed, såfremt de gode tider skulle ophøre.
Økonomisk: Takket være fracking, nedkølingen af den kinesiske økonomi og andre faktorer er UAE's olieindtægter dalet fra 75 milliarder dollar til 48 milliarder dollar siden 2010. Selv for et land med omkring en billion amerikanske dollar i valutareserver volder denne tendens smerte, især hvis den fortsætter i mange år.
 Med tilladelse fra Paul Rivlin. |
Miljømæssigt: Med hensyn til afsaltning af havvand ligger Dubai statistisk på forbløffende 98,8 procent af dets vandforbrug, til trods for at UAE har det højeste vandforbrug per capita i verden. Dette gør tydeligvis landet overordentlig sårbart over for en hydrologisk krise.
Regionalt: UAE, som ligger og putter sig omkring 650 km fra Irak, 170 km fra Iran og deler grænse med Saudi-Arabien, kunne blive invaderet, besat og annekteret lige så let som Kuwait blev det af Saddam Husseins Irak for 25 år siden. Og ikke at forglemme: natten til uafhængighedsdagen i december 1971 indtog shahen af Iran tre øer tilhørende UAE.
Sunni-islamisme: Selvom myndighederne har holdt de hjemlige ekstremister under skarp kontrol, findes de stadig og sidder og venter på en chance til at angribe.
Landets ledere, som er yderst opmærksomme på disse farer, har anlagt to kloge strategier. Den ene forbinder landet med omverdenen via sportsbegivenheder (jeg befandt mig i byen under et Formel 1 motorløb), kulturelle forbindelser (jeg deltog i et møde på New York University's Abu Dhabi campus), turisme (se mit selfie på toppen af verdens højeste bygning) og internationale organisationer (The International Renewable Energy Agency, eller IRENA, åbnede for nylig sine døre i Abu Dhabi). Tilsammen sender disse aktiviteter et signal om, at UAE ikke blot er et forkælet, selvoptaget kunstprodukt, men et sted med ønsker om at yde såvel som at nyde, og at det fortjener støtte.
Den anden strategi er et mestre kompromisets svære kunst. I udenrigspolitikken vil dette sige hverken at overtage saudiernes totalt anti-iranske fokus eller egypternes fokus totalt imod Det Muslimske Broderskab, men at balancere mellem de to. Det betyder også accept af en israelsk delegation til IRENA, men en insisteren på, at den ikke får større vægtning.
I den hjemlige politik betyder kompromiset at tillade spiritusforretninger at fungere, men at skjule dem under falske navne og kræve tilladelse fra politiet til køb af spiritus. Det betyder også skilte på hotellerne, som tillader bikinier, men forbyder offentlig udfoldelse af kærlighedsytringer.
 Hvis man kan finde frem til den, er denne spiritusforretning i Abu Dhabi, High Spirits, velforsynet. |
I en tid med borgerkrig i Libyen, Yemen, Syrien og Irak, med islamistisk styre i Tyrkiet og Iran og med en truende katastrofe i Egypten, Jordan og Pakistan, tilbyder de små, privilegerede emirater en vej frem baseret på globalisering og kompromis. Vil andre lægge mærke til dem? Vil de overleve de mange farer, der ligger forude?
Jeg håber det, for UAE tilbyder en vej frem i en region, som har hårdt brug for netop det.
