Båndudskriften er lettere redigeret.
Pipes' indledende bemærkninger:
Erick Stakelbeck: Vores næste taler er, efter min mening, en af de mest strålende stemmer blandt tænkere og analytikere vedrørende alle de emner, vi her taler om, og det har han været før nogen andre gjorde det. Dr. Daniel Pipes er præsident for Middle East Forum og klummeskribent ved National Review, The Jerusalem Post. Man kan overalt læse hans kommentarer og mange andre publikationer. Han har forfattet adskillige bøger om Mellemøsten og islam. Han er en ægte autoritet. Dr. Daniel Pipes.
Daniel Pipes: Tak, Erick, og god morgen mine damer og herrer. Mit emne er den europæiske reaktion på den bølge af indvandring, som har fundet sted og stadig finder sted. Det største antal migranter til Europa var faktisk i oktober; langt flere end i september eller juli eller august. Og antallet i oktober i år var ni gange større end i oktober sidste år.
Det er min formodning, at mennesker reagerer på den forhåndenværende virkelighed, og at den seneste bølge af indvandring påvirker de europæiske holdninger. Jeg forventer, at dette vil få meget stor betydning, og at vi først lige er begyndt at se følgerne. Den første vigtige konsekvens er valget i Polen, som var direkte påvirket af frygten for, at store grupper af flygtninge skal komme ind i landet. Jeg forventer, at påvirkningen vil blive særligt alvorlig i lande som Østrig, Tyskland og Sverige, hvor regeringerne har været de mest begejstrede for at tage imod store grupper af flygtninge. Spørgsmålet, som jeg ikke kan besvare for jer, er, hvor hurtigt dette vil foregå, men det er tydeligvis sat igang.
En vigtig faktor i denne forbindelse er de eksisterende institutioner. I nogle lande findes der politiske partier, intellektuelle foreninger og frivillige organisationer, som den, der er bekymret for immigrationen, kan tilslutte sig. Især er der politiske partier, i særdeleshed for eksempel Geert Wilders' PVV i Holland. Men i andre lande, så som Tyskland, findes der intet sådant parti. Der er muligheder. Måske vil de tage spørgsmålet op i fremtiden, men de har ikke gjort det endnu.
Disse institutioners fremherskende holdninger er meget vigtige. Som én yderlighed står den ny-nazistiske bevægelse Gyldent Daggry i Grækenland. I den modsatte ende står et meget acceptabelt parti som Storbritanniens Uafhængighedsparti, eller UKIP, som består af mennesker, man gladelig ville invitere til middag. Der findes også en række grupper derimellem.
Disse grupper har en række fællestræk. De er alle bekymrede over islam, immigrationen, de tenderer til at være populistiske og til en vis grad nativistiske. Der er ikke generelt tale om højrefløjspartier. De forener sædvanligvis en stærk nationalfølelse med et venstreorienteret økonomisk program. Wilders er et perfekt eksempel på denne blanding, ligesom Marine Le Pen i Frankrig.
Marine Le Pen er også meget vigtig på en anden måde. Hendes far, Jean-Marie Le Pen, grundlagde partiet National Front i 1972; han er en meget sær mand, fuld af Holocaust-benægtende teorier, bizarre økonomiske betragtninger og lignende. Hans datter har for nylig smidt ham ud af partiet, fordi han udgør en bagage, som hun ikke har brug for i sin bevægelse mod midten for at blive valgt. Jeg ser dette og tilsvarende tendenser i andre lande som et positivt skridt. Med andre ord, hvis man ønsker, at ens parti skal vokse, hvis man ønsker at nå de 50 procent, så bliver man nødt til at kaste alle disse excentriske, modbydelige vaner og holdninger overbord, som mange partier engang svælgede i. Hvis man for alvor ønsker at beskæftige sig med hele dette dunkle emnefelt vedrørende islam og immigration, må man gøre det på en moderat og seriøs måde, uden mærkværdige og grimme teorier. Denne vending finder sted i land efter land.
Jeg fokuserer ofte på Sverige, fordi det byder på en stærkt dramatiske forandring. Sverigedemokraterne (SD) startede ud i 1988 og har oplevet en bemærkelsesværdig vækst. Det fik 0,4 procent af stemmerne ved valget i 1998 – disse valg finder sted hvert fjerde år, ligesom i USA. Det blev tredoblet til 1,3 procent i 2002. Derpå blev det mere end fordoblet til 2,9 procent i 2006. Dernæst fordobledes det næsten præcist til 5,7 procent i 2010, hvilket var en afgørende begivenhed, fordi et parti skal have 5 procent for at komme ind i den svenske rigsdag. SD mere end fordobledes igen til 12,9 procent i 2014. Aktuelle meningsmålinger giver det 23-24 procent, igen næsten en fordobling. Man kan her se, hvordan svenskerne er ved at få øjnene op for spørgsmålene om immigration og islam på en måde, der var umulig at forestille sig i 1998, idet de går fra en halv procent til næsten en fjerdedel af vælgeskaren.
I kommer til at høre meget mere om Sverigedemokraterne. I den forbindelse har vi her hos os i lokalet Kent Ekeroth (vær rar at rejse dig, Kent), international sekretær for Sverigedemokraterne. Han vil fortælle jer mere om situationen i Sverige senere på konferencen.
Endelig nogle betragtninger over Østeuropa, den del af Europa som tidligere var en del af Sovjetblokken. De oplevede, med henvisning tilbage til Mr. Greenfields fremstilling, en sand og fuld socialisme, ja faktisk kommunisme. Vaccineret af denne oplevelse er disse landes indbyggere ikke interesserede i at prøve socialismen igen. Én følge af dette er, at de taler lige ud af posen, på en måde som er uhørt i Vesteuropa. Viktor Orban i Ungarn taler om den kristne civilisation i Europa. Den slovakiske og polske regering siger: selvfølgelig vil vi gerne tage imod syriske flygtninge, men kun de kristne blandt dem.
At deres valgte ledere, folk i magtpositioner så som Ungarns premierminister, siger ting, der er utænkelige i Vesteuropa, er vigtigt, ikke kun fordi Østeuropa pludselig er i spil som rejserute til Vesteuropa, men også fordi de udtrykker tanker, som deres modparter i Vesteuropa ikke tør udtrykke. Dette er et nyt element, som pludselig er dukket op i ligningen i løbet af det seneste halve år, et element som kan få kraftig indvirkning på en anden måde at forstå spørgsmålene om immigration og islam på overalt i Europa.
Mit budskab er kort fortalt: Lad os ikke opgive Europa. Det er endnu ikke blevet til Eurabia. Positive reaktioner på den forhåndenværende krise findes. Det er på ingen måde sikkert, at europæerne vil reagere konstruktivt, men det er en reel mulighed. Vi amerikanere kan på forskellig vis være behjælpelige med at lede dem i den rigtige retning. Tak.
Et udpluk fra spørgerunden:
Daniel Pipes: Jeg vil gerne tilføje nogle advarende ord [til den tidligere diskussion, som hyldede Vesten og nedgjorde muslimerne]. Jeg er historiker, og en historikers rolle er at forstå, hvordan ting ændrer sig med tiden. I denne sammenhæng vil jeg gerne indskyde to ord: kommunisme og nazisme. Den muslimske verden har aldrig udviklet noget tilnærmelsesvist lige så ondt, som det vi har udviklet i Vesten. Lad os ikke blive for høje i hatten. Vi vesterlændinge har meget i vores historie at skamme os over.
Javist, den muslimske verden befinder sig på et lavpunkt i dag, hvor den gennemlever en krise, og Vesten befinder sig ikke i en sammenlignelig krise. Men dette er blot et kort øjeblik i historien. I 1943, hvor ville I mon helst have boet? I Tyskland eller i Irak? I Italien eller i Senegal? Lad os ikke sige, på den ene side, at den jødisk-kristne verden er så vidunderlig, og på den anden side, at den islamiske verden er så forfærdelig.
Lad mig udtrykke det anderledes, eftersom du [spørgeren] har gået i en jødisk skole. I den lange periode i historien, hvor jøder fortrinsvis har boet i kristne og muslimske lande, er det slående, at siden islams opståen og indtil slutningen på Anden Verdenskrig, dvs. fra 622 til 1945, altså en meget, meget lang periode, er jøder næsten altid flygtet fra lande med kristent flertal til lande med muslimsk flertal. De stemte med fødderne, fordi de med rette forventede at klare sig bedre i muslimske lande. Det er kun de seneste 70 år, siden 1945, et kort øjeblik i tiden, at jøder er flygtet fra lande med muslimsk flertal til fortrinsvis kristne lande.
Så lad os beholde et vist perspektiv. Jo, jeg er enig i alle de konkrete ting, der er blevet nævnt - at den aktuelle immigration kun går den ene vej og ikke den anden, at der kun findes én civilisation, hvor der foregår lemlæstelse af pigers kønsdele, og så videre; det er alt sammen rigtigt. Men ting ændrer sig med tiden. Vi har ikke altid været dem, vi er i dag, og muslimerne har ikke altid været dem, de er i dag. Hav dette for øje.
Denne iagttagelse giver håb om, at den muslimske situation kan blive bedre. I min karriere, som begyndte i 1969, er det næsten kun blevet værre, men det har den positive følge, at situationen kan blive bedre. Det betyder også, at vi vesterlændinge ikke bør være alt for stolte af os selv og tro, at intet kan gå galt for os, for vi kan også begå alvorlige fejl. Bemærk fremvæksten af bevægelsen Gyldent Daggry, en afskyelighed, i Grækenland, den vestlige civilisations hjemland. Jeg beder jer, lad os ikke være for stolte af os selv og ikke for fordømmende over for muslimerne.
