Mens forholdet mellem den tyrkiske og den amerikanske regering er blevet forværret de senere år, har Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, forsøgt at forbedre forholdet til Rusland og (i mindre grad) Kina. Med nedskydningen af det russiske SU-24 krigsfly har Erdoğan tilsyneladende bortkastet denne mulighed. Hvorfor?
Erdoğans aggressivitet har givet ham næsten total magt i Tyrkiet, så det er naturligt for ham at tro, at samme metode vil virke på den internationale scene. Men det gør den ikke. Selvom han opnåede enkelte større ting i sin udenrigspolitik frem til omkring 2011, har hans resultater siden da været bedrøvelige og har fremkaldt forværrede relationer, ikke blot til næsten hver eneste stat i nærheden af Tyrkiet, men også til stormagterne og endda til den tyrkiske administration i det nordlige Cypern. Nedskydningen af det russiske fly passer ind i en kontekst af vedholdende, krigerisk aggressivitet.
Mener De, at Tyrkiet har fordele af nedskydningen, som kompenserer for tabet af Rusland?
Nej, der er ingen fordele. Jeg kan kun få øje på ulemper. Denne hændelse markere et større omslag fra den tyrkiske regerings synspunkt.
Var det virkelig nødvendigt for de tyrkiske styrker at skyde dette krigsfly ned?
Det var fuldkommen unødvendigt. Den russiske krænkelse var meget lille, varede tilsyneladende kun 17 sekunder, næppe en dødelig fornærmelse mellem to stater i fred med hinanden. I øvrigt finder krænkelser af luftrum sted med jævne mellemrum; for eksempel har en græsk forsvarsøkonom, Christos Kollias, optalt 6 krænkelser om dagen i 2014 ved tyrkiske militærfly – og grækerne skød ikke mod dem en eneste gang.
Måske er det relevant, at syriske styrker nedskød et tyrkisk fly i juni 2012, idet man sagde, at flyet havde krænket Syriens luftrum. Den aktuelle nedskydning kunne måske til dels være motiveret af et ønske om at hævne dette.
Er de økonomiske sanktioner, som Rusland har i sinde at påføre Tyrkiet, realistiske?
Meget realistiske. Ruslands præsident, Vladimir Putin, viste under krisen i Ukraine, at han er villig til at acceptere økonomisk smerte for at nå sine større mål. Når man tilføjer, at Rusland og Tyrkiet er hinandens største handelspartnere, kan Putin så afgjort gøre livet vanskeligere for Ankara, især i en tid hvor den tyrkiske økonomi er gået ned i omdrejninger.
Vil denne hændelse skade Ruslands forhold til Vesten?
Det tvivler jeg på, for Rusland opfattes i brede kredse som offeret i denne hændelse. Tyrkiets NATO-allierede er bestemt bekymrede over, at et NATO-medlem, for første gang siden 1952, har nedskudt et russisk fly – og det uden gyldig grund. De opfatter dette som uansvarligt og farligt; blandt andre problemer besværliggør det samarbejdet med Rusland i luftrummet over Syrien. Erdoğan har gjort Tyrkiet til et problem for NATO.
Hvordan vil De vurdere det tyrkisk-amerikanske forhold efter denne hændelse?
Nedskydningen føjer endnu en spænding mellem de to regeringer til de øvrige, så som Ankaras politik over for pressefrihed, borgerkrigen i Syrien, og den illegale masseudvandring til Europa.
Hvordan vurderer De langtidsvirkningerne af denne hændelse?
Den personlige lighed mellem den russiske og den tyrkiske leder tyder på, at ingen af dem vil gå på kompromis eller trække sig, hvilket betyder, at denne konfrontation vil få varige eftervirkninger. For den tyrkiske regering er det endnu et afgørende skridt i retning af økonomiske problemer og dens påstået lykkelige isolation.
