Eksistensen af "no-go zoner" i muslimsk dominerede områder i Europa har været et større samtaleemne siden den seneste massakre i Paris den 13. nov., primært på grund af voldsmændenes mange forbindelser til Molenbeek, der er et stærkt muslimsk domineret distrikt i Bruxelles. Diskussionen får mig til at tænke på mit besøg i det narko- og kriminalitetsbelastede slumområde med 7.000 beboere i Marseille, Frankrig, den 29. januar, for at opleve situationen på førstehånd.
 En typisk husblok for immigranter i Marseille, Frankrig. |
Jeg kørte ind i beboelsesområdet i en umærket, men genkendelig offentligt ejet bil kørt af en af kommunens ansatte, som havde fået til opgave at vise mig rundt. Uheldigvis var han hovedsagelig papirnusser og uden erfaringer på feltet, så han blev skræmt og vendte hurtigt rundt for at forlade stedet, hvilket vakte mistanke hos narkohandlerne omkring os, som begyndte at advare hinanden.
En motorcykel og en lastbil kørte hurtigt ind foran os og lukkede os inde på den nærliggende motorvej. Jeg, der sad på bilens forsæde, blev antastet og truet af fire unge bøller. Byens repræsentant tryglede om nåde og fortalte dem, at jeg var en sociolog på besøg. Først reagerede de med truende kommentarer og derefter med at kaste et betonstykke på størrelse med en fodbold ind gennem bagruden. Heldigvis kom ingen til skade, og da den skræmmende episode var overstået, lod de os køre. Jeg overdrog borgmesterkontoret lyd- og videooptagelser samt stillfotos af bøllerne og deres nummerplader.
Jeg har forholdt mig tavs om denne hændelse i ti måneder i håbet om, at det franske retssystem ville fungere. Men indtil nu har ingen henvendt sig, ingen sigtelser er blevet udfyldt, og så vidt jeg ved, er der ikke foretaget nogen egentlig undersøgelse.
Denne begivenhed var den store undtagelse i forhold til mine 28 andre besøg i muslimsk dominerede områder i Australien, Nordamerika og Vesteuropa. Alle disse steder – lad os kalde dem for ZUS (fransk: Zones Urbaines Sensibles, eller Sensitive Byzoner) – kom jeg ind uden problemer, færdedes sommetider alene, sommetider ikke, i en anonym lejebil i dagtimerne og iført almindelig vestlig, afslappet, mandlig klædedragt – ikke i politiuniform, præsteklædning, mangelfuld beklædning eller med en kippa.
I mange ZUS stod jeg ud af bilen og gik omkring; næsten alle steder tog jeg billeder. Nogle steder gjorde jeg holdt for at gøre indkøb, indtage et måltid eller besøge en moske. Jeg foretog mig intet provokerende så som at forkynde, gå med i en gay pride parade, rekruttere til hæren, eller tage billeder af narkohandlere. Jeg var ikke nogen trussel. Derefter "forsvandt" jeg uden at have lidt nogen overlast ved oplevelsen. Mine strejftog ind i ZUS tyder på, at de faktisk er åbne zoner for fredelige civile. Selv i Marseille ville bøllerne, hvis jeg var dukket op i en lejebil, sandsynligvis have hilst mig velkommen som en mulig narkokunde.
I modsætning hertil har Brice De Ruyver, tidligere sikkerhedsrådgiver for en belgisk premierminister, udtalt, at "Vi har ikke officielt nogen no-go zoner i Bruxelles, men i virkeligheden findes de, og de ligger i Molenbeek." Alligevel kørte jeg ind og gik rundt i Molenbeek, ligeledes i januar, hvor jeg frit tog billeder af folk på gaden, forretninger og andet, der vakte min interesse, og der var ingen, der tog notits af mig. Jeg følte mig fuldkommen tryg.
 En gadescene i et af de stærkt muslimske områder i Bruxelles, fotograferet da jeg spadserede alene rundt i kvarteret. |
Jeg har ligeledes tidligere spadseret gennem Rinkeby, et berygtet distrikt i Stockholm, en eftermiddag i november, uden at møde så meget som et fjendtligt blik; men en lokal politimand har vedrørende Rinkeby fortalt, at "Hvis vi forfølger en bil, kan den slippe fra os ved at køre ind i bestemte kvarterer, hvor en enkelt patruljebil simpelthen ikke kan følge efter, for vi ville blive bombarderet med sten og måske rende ind i optøjer. dette er no-go zoner. Vi kan simpelthen ikke køre derind."
Hvordan forene disse oplevelser? Mine besøg viste, at ikke-muslimske civilpersoner som regel kan færdes i muslimsk dominerede områder uden frygt. Men tingene ser meget anderledes ud fra et regeringsmæssigt synspunkt. Brandmænd, ambulancefolk, ja selv socialarbejdere bliver rutinemæssigt mødt med fjendtlighed og vold. Nogle dage efter at jeg havde besøgt Marseilles slum, skød dens indbyggere for eksempel mod politiet, som forberedte et besøg af Frankrigs premierminister. Området og andre som det udgør således en no-go zone for politiet, et sted hvor regeringsrepræsentanter kun går ind, når de er tungt bevæbnede, under eskorte, midlertidigt og med en helt specifik opgave.
Betegnelsen no-go zone er uformel (den stammer tilsyneladende fra amerikansk militær jargon); ordbøgerne tilskriver den to betydning, som stemmer overens med mine konklusioner: enten må (1) almindelige mennesker holde sig væk fra et område på grund af frygt eller (2) statens repræsentanter går kun derind under exceptionelle omstændigheder. ZUS passer ikke med den første definition, men nok med den anden.
 En af de mere interessante butikker jeg så i Paris-forstaden St. Denis. |
Hvorvidt Molenbeek, Rinkeby, og slumområdet i Marseille er no-go zoner eller ej, afhænger altså af, hvilket aspekt man vælger at betone – deres tilgængelighed for almindelige besøgende på normale tidspunkter eller deres utilgængelighed for regeringsansatte i spændte situationer. Der findes også no-go gradueringer, steder hvor overfald er hyppigere og voldelige, og andre steder, hvor dette gør sig mindre gældende. Man må dog konkludere vedrørende disse komplicerede forhold – måske delvise no-go zoner? – at de udgør en stor fare.
2. dec. 2015 tilføjelse: (1) Dette er min tredje og – forhåbentlig – endelige vurdering af spørgsmålet om no-go zoner. Den første var i 2006, hvor jeg oversatte den officielle franske betegnelse Zones Urbaines Sensibles (ZUS) som no-go zoner. Den anden var i januar 2015, hvor jeg tilbagekaldte denne betegnelse på basis af personlige erfaringer. Nu, her, finder jeg den delvist anvendelig og delvist ikke, når der er tale om no-go zoner primært for statens repræsentanter, uanset religion.
(2) De 28 store muslimsk dominerede områder i vestelige lande, som jeg har besøgt:
- 6 områder uden for Europa: Dearborn og Hamtramck, Michigan; Lodi, Californien; Queens, New York; Mississauga, Canada; og Lakemba, Australien.
- 7 i Europa uden for Frankrig: Antwerpen, Athen, Berlin, Bruxelles, København, Malmö og Stockholm.
- 7 i Frankrig uden for Paris: ZUS i Beziers, Lunel, Marseille, Montpellier, Nice, Perpignan og Toulon.
- 8 i Paris-regionen: Barbès–Rochechouart, Belleville, Clichy-sous-Bois, Clignancourt, Gennevilliers, Sarcelles, Seine-Saint-Denis og Val d'Oise.
(3) Nogle ordbogsdefinitioner af de uformelle betegnelser no-go zone og no-go område:
- American Heritage: "et område, hvor adgang er forbudt, begrænset eller anses for farlig."
- Cambridge: "et område, især i en by, hvor det er meget farligt at færdes, sædvanligvis fordi en gruppe mennesker, som har våben, hindrer politiet, hæren og andre adgang."
- Collins: "et bydistrikt, som er barrikaderet, sædvanligvis af en paramilitær organisation, og hvor politiet, hæren osv. kun kan skaffe sig adgang ved brug af magt."
- Macmillan's: "et byområde, som ikke anses for sikkert, fordi der eksisterer et højt niveau af kriminalitet og vold."
- Miriam-Webster: "et område, hvortil adgang er forbudt eller farlig."
