Mellemøsten fremstår som verdens mest omskiftelige, letantændelige og problemfyldte region; det er derfor ikke tilfældigt, at den også fremkalder de mest intense politiske debatter – tænk på den arabisk-israelske konflikt eller på Iran-aftalen. Nedenstående tour d'horizon byder på fortolkninger og overvejelser vedrørende Iran, ISIS, Syrien-Irak, kurderne, Tyrkiet, Saudi-Arabien, Egypten, Israel, islamisme, og slutter derefter med nogle tanker med hensyn til politiske valg. Min konklusion formuleret i én eneste sætning: der ligger nogle gode nyheder gemt nede under stormløbet af misforståelser, fejltagelser og elendighed.
Iran
Iran er i øjeblikket emne nr. 1, især siden den atomaftale som de seks stormagter nåede frem til med landets regering i Wien den 14. juli. Aftalen, som bærer titlen "Joint Comprehensive Plan of Action," søger at føre Iran ind fra kulden, afslutte årtiers fjendskab og få Iran til at blive en mere normal stat. I sig selv er dette et fuldkommen værdigt forehavende.
Problemet ligger i udførelsen, som har været horribel, idet man har belønnet en aggressiv regering med legitimitet og yderligere økonomiske midler, uden at kræve nogen effektiv sikkerhed vedrørende dens atomvåbenprogram, og har givet dette program lov til at køre i omkring ti år. Diplomatiets annaler har aldrig tidligere set en tilsvarende kapitulation fra stormagter over for en isoleret, svag stat.
Den iranske ledelse har en apokalyptisk tankegang og en optagethed af verdens undergang, som ikke har præget nordkoreanerne, Stalin, Mao, pakistanerne eller nogen andre. Øversteleder Ali Khamene'i et al. har en interesse i at gøre brug af disse våben af årsager, som ligger uden for normal militær interesse – nemlig fremkaldelse af verdens undergang. Dette gør det særligt påkrævet at standse dem.
 Ali Khamene'i (t.h.) placeres ofte ved siden af Ayatollah Khomeini i iransk ikonografi. |
Økonomiske sanktioner tjener imidlertid kun som en biting, ja ligefrem en distraktion. Den iranske regering kan sammenlignes med den nordkoreanske i sin absolutte opsathed på at bygge disse våben og sin parathed til at gøre, hvad der skal til for at skaffe dem, uanset massehungersnød eller andre ulykker. Derfor vil sanktionerne, uanset hvor strengt de håndhæves, blot gøre livet vanskeligere for den iranske ledelse uden reelt at standse den nukleare oprustning.
Den eneste måde, hvorpå man kan standse denne oprustning, er gennem magtanvendelse. Jeg håber, at den israelske regering – den eneste der er tilbage, som kunne gribe til handling – vil påtage sig denne farlige og utaknemlige opgave. Den kan gøre det ved hjælp af luftbombardementer, særlige operationer eller kernevåben, hvor mulighed nr.2 er både den mest tiltalende og den vanskeligste.
Hvis israelerne ikke stopper bomben, vil et nukleart redskab i hænderne på mullaherne have frygtindgydende konsekvenser for Mellemøsten og endnu længere væk, Nordamerika iberegnet, hvor et ødelæggende elektromagnetisk pulsangreb må anses for en mulighed.
Hvis iranerne på den anden side ikke kører deres nye våben i stilling, er det lige akkurat muligt, at den øgede kontakt med omverdenen og den forvirring, som en inkonsekvent vestlig politik skaber, vil kunne undergrave regimet.
ISIS
Den Islamiske Stat i Irak og Syrien (også kaldet ISIS, ISIL, Islamisk Stat, Daesh) er det emne, som tiltrækker sig den største opmærksomhed næst efter Iran. Jeg er enig med Ron Dermer, den israelske ambassadør i Washington, i, at Iran er tusind gange farligere end ISIS. Men ISIS er også tusind gange mere interessant. Desuden finder Obama-administrationen den nyttig som bussemand til at retfærdiggøre sit samarbejde med Teheran.
Gruppen, som næsten dukkede direkte ud af mørket, har bragt den islamiske nostalgi til ufattelige ekstremer. Saudierne, ayatollaherne, Taliban, Boko Haram og Shabaab har gennemtvunget hver deres udgave af et middelalderligt samfundssystem. Men ISIS er gået endnu længere og kopierer efter bedste evne et 600-tals islamisk miljø, helt ned til specifikke foreteelser som offentlige halshugninger og slaveri.
Denne bestræbelse har fremkaldt to modsatrettede reaktioner blandt muslimer. Den ene er velvillig, sådan som det manifesterer sig i form af muslimer, der strømmer til fra Tunesien og Vesten, tiltrukket som møl til en hvidglødende ren, islamisk vision. Den anden og vigtigere reaktion er negativ. Det store flertal af muslimer, for ikke at tale om ikke-muslimer, er frastødt af det voldelige og prangende ISIS-fænomen. I det lange løb vil ISIS være til skade for den islamistiske bevægelse (som ønsker at anvende islamisk lov i dennes fulde omfang og betydning) og endda for islam selv, eftersom et stort antal muslimer afskyr ISIS.
Men én ting ved ISIS vil dog sandsynligvis vare ved: forestillingen om kalifatet. Den seneste kalif, som reelt udstedte ordrer, herskede i 940'erne. Det var i 940'erne, ikke i 1940'erne, altså for mere end tusind år siden. Gensynet med en faktisk udøvende kalif efter århundreder med kransekagekaliffer har udløst betydelig begejstring blandt islamisterne. I vestlig forstand ville det svare til, at en eller anden genudråbte det romerske kejserrige på et stykke land i Europa; det ville tiltrække sig alles opmærksomhed. Jeg forudser, at kalifatet vil få en varig og negativ indflydelse.
Syrien, Irak og kurderne
I visse kredse bliver Syrien og Irak kaldt for Suraqiya, idet deres navne føjes sammen, nu hvor grænserne er brudt ned og de begge på samme tid er blevet opsplittet i tre hovedregioner: en shiittisk orienteret centralregering, en sunniarabisk oprørsdel og en kurdisk del, som ønsker at melde sig helt ud.
Dette er en positiv udvikling; der er intet helligt ved den britisk-franske Sykes-Picot-aftale fra 1916, som skabte de to stater, tværtimod. Denne aftale har vist sig at være en ynkelig fejltagelse; man behøver blot at fremmane navne som Hafez al-Assad og Saddam Hussein for at huske hvorfor. Disse miserable stater eksisterer kun til gavn for deres monstrøse ledere, som fortsat myrder deres egne undersåtter. Lad dem derfor blot begge opløse sig i tre fraktioner, det vil forbedre forholdene både for de lokale indbyggere og for omverdenen.
Mens tyrkisk støttede sunni-jihadister kæmper mod iransk støttede shi'a-jihadister i Suraqiya, bør Vesten holde sig ude af kampene. Ingen af parterne fortjener støtte; det er ikke vores krig. At disse to onde kræfter ryger i totterne på hinanden betyder faktisk, at de har mindre mulighed for at overfalde resten af verden. Hvis vi ønsker at hjælpe, bør hjælpen først rettes mod de mange ofre for borgerkrigen; hvis vi ønsker at være strategiske, bør vi hjælpe den tabende part (så ingen af siderne vinder).
Med hensyn til den massive strøm af flygtninge fra Syrien: de vestlige regeringer burde ikke lukke et stort antal af dem ind, men i stedet presse Saudi-Arabien og andre rige mellemøststater til at tilbyde et fristed. Hvorfor skulle saudierne unddrages flygtningestrømmen, især da deres land har mange fordele frem for f.eks. Sverige: sproglig, kulturel og religiøs kompatibilitet, samt nærhed og et lignende klima.
Den hurtige opdukken af en kurdisk samfundsdannelse i Irak, efterfulgt af en i Syrien, såvel som en ny selvhævdelse i Tyrkiet og rumlen i Iran er et positivt tegn. Kurderne har vist sig at være ansvarlige på en måde, som ingen af deres naboer har. Det siger jeg som en, der for 25 år siden var imod kurdisk selvstændighed. Lad os hjælpe kurderne, som er det nærmeste vi kommer på en allieret i det muslimske Mellemøsten. Det er ikke blot separate kurdiske enheder, som bør hjælpes frem, men også et forenet Kurdistan, bestående af dele fra alle fire lande. At det vil skade disse staters territoriale integritet er ikke noget problem, eftersom ikke en eneste af dem fungerer ordentligt, sådan som de er konstitueret nu.
Tyrkiet
Valget i juni 2015 gik ikke så godt for Retfærdigheds- og udviklingspartiet (Adalet ve Kalkınma Partisi, eller AKP), det parti som egenhændigt har regeret Tyrkiet siden 2002. Det er et islamistisk parti, men mere vigtigt her på det seneste er, at det er tyranniets parti. Recep Tayyip Erdoğan, dets dominerende figur, gør som han lyster, skaffer sig uretmæssig indflydelse over bankerne, medierne, skolerne, domstolene, lovens håndhævere, efterretningstjenesten og militæret. Han tilsidesætter traditioner, regler, regulativer og sågar forfatningen i en trinmæssig opbygning af et enevældigt styre. Han er Mellemøstens udgave af Venezuelas Hugo Chávez.
For det meste har Erdoğan spillet efter demokratiets regler, via valg og parlament, hvilket har tjent ham godt. Men junivalget kan betyde enden på hans selvbeherskelse. For længe siden, dengang han var borgmester i Istanbul, signalerede han, at han i sidste instans ikke accepterer valgets dom, idet han udtalte, at demokratiet er som en bus: "Man kører med, indtil man når sit bestemmelsessted, og så står man af." Han har nu nået dette bestemmelsessted og synes rede til at stå af. Han har indledt fjendtligheder imod den kurdiske PKK-gruppe som en grim valgtaktik (for at vinde de tyrkiske nationalister for sig); han vil muligvis gå så langt som til at starte en krig fra nu af og frem til snuptagsvalget den 1. nov. og således udnytte en forfatningsbestemmelse om, at valg skal udsættes i krigstid.
 Erdoğan Pasha som The Economist forestiller sig ham. |
På den måde vil tilbageslaget ved junivalget ikke udgøre noget videre problem for Erdoğan, hvis vej til tyranniet fortsat ligger åben.
Erdoğans undergang vil sandsynligvis ikke skyldes hjemmefronten, og den vil heller ikke dreje sig om relative banaliteter som valgstemmer; den vil skyldes udlandspolitikken og handle om langt større spørgsmål. Netop fordi han har klaret sig så godt derhjemme, tror han, at han er en mesterlig politiker på den globale scene, og dyrker en udenrigspolitik, der er lige så aggressiv som hans indenrigspolitik. Men efter en vis indledende succes med politikken "Nul problemer med naboerne," ligger Tyrkiets internationale position i dag i ruiner. Ankara har dårlige relationer eller store problemer med næsten hver eneste af sine naboer: Rusland, Aserbajdsjan, Iran, Syrien, Irak, Israel, Egypten, græsk Cypern, tyrkisk Cypern og Grækenland, såvel som USA og Kina. En eller anden udenrigspolitisk fadæse vil sandsynligvis blive Erdoğans undergang.
Saudi-Arabien
Saudi-Arabien er det mest usædvanlige land i verden. Selv hvis man f.eks. er fra Qatar eller Abu Dhabi, virker dets sociale skikke og regeringsinstitutioner ejendommelige. Det har f.eks. ikke en eneste biograf. Mænd og kvinder bruger hver deres elevatorer. Det er forbudt for ikke-muslimer at komme ind i to af dets byer (Mekka og Medina). Et sædelighedspoliti terroriserer befolkningen. Kristne får problemer, hvis de beder, jøder er med sjældne undtagelser helt forbudt.
 Selv McDonald's har en "kvindeafdeling" i Saudi-Arabien. |
Regeringen styrer en magtfuld, kompetent politistat med få foregivelser af valg, forfatning eller andre for diktaturer forvrøvlede ting. Man observerer, censurerer og griber ind. Politiets kontrolsteder skyder hastigt op. Regeringen beskæftiger tre forskellige militære styrker—pakistanske lejesoldater til at forsvare oliefelterne, en national hær til at beskytte grænserne og en stammegarde til at beskytte monarkiet. Monarkier omfatter typisk 10, 20 eller måske 50 medlemmer af den kongelige familie; kongehuset Al Saud omfatter omkring 10.000 mænd (kvinder tæller ikke politisk), og disse udgør et nomenklatura, for nu at bruge denne nyttige, sovjetiske betegnelse. Familiemedlemmerne styrer landet, som er blevet kaldt for det eneste familieforetagende med sæde i FN.
Men denne struktur er nu i fare. Gennem 70 år har monarkiet forventet, at den amerikanske regering sørgede for dets ydre sikkerhed. Nu, for første gang, i Obama-æraen, eksisterer denne forsikring ikke længere og især ikke efter Iran-aftalen, hvor Washington knyttede sig tættere til Teheran end til Riyadh. Den saudiske ledelse tager skridt til at beskytte sig selv, hvoraf det mest bemærkelsesværdige er et samarbejde med Israel. Det er et logisk skridt, men alligevel lettere forbløffende. Min forudsigelse: det er midlertidigt og vil ikke holde hinsides krisen. Skulle en republikaner blive amerikansk præsident i 2017, vil forholdet til Israel blive lukket ned.
Egypten
Abdel Fattah el-Sisi har nu været ved magten i to år, siden juli 2013, i kølvandet på en omfattende demonstration imod Det Muslimske Broderskabs præsident, Mohamed Morsi. Sisi har de rigtige prioriteringer i tankerne: at undertrykke islamisterne og ordne økonomien. Men jeg er bekymret over hans succes på begge områder.
Ingen afskyr islamisterne mere end jeg. Jeg billiger barske foranstaltninger for at bekæmpe denne totalitære bevægelse, så som at afvise deres forsøg på at anvende islamisk lov, udelukke dem fra de almindelige institutioner og forbyde deres repræsentanter at stille op ved valg. Men Sisis hårdhændede og udenretlige politik går for vidt og er kontraproduktiv. At dømme næsten 600 mennesker til døden for mordet på en politimand, for så en måned senere at dømme endnu andre næsten 700 mennesker for det samme mord, er for eksempel ikke blot voldsomt disproportioneret, men vil sandsynligvis også give bagslag og hjælpe islamisterne med at opnå sympati.
Økonomien er det andet store problem. I 1950'erne indførte Gamal Abdel Nasser, som også var officer i hæren, et socialistisk regime, som var typisk for den tid, med store fabrikker i sovjetisk stil som en dårlig erstatning for import. Ikke blot er dette system stadig virksomt, men statens økonomiske rolle voksede betydeligt under Mubarak og fortsætter med at vokse yderligere under Sisi. Begge præsidenter holder deres militære kolleger glade og tilfredse ved at give dem sinecure. "Du er en pensioneret oberst? Godt, overtag denne bomuldsfabrik" eller "Sæt gang i denne ørkenby." Det skønnes, at omkring 25 til 40 procent af den egyptiske økonomi humper som del af "Militæret, Inc."
 Mange af Egyptens fabrikker er dinosaurer fra 1950'erne. |
En foragt for landbrug skaber endvidere kolossale problemer, således at Egypten, både i absolut og relativ forstand, importerer en større andel af sit kalorieindtag end noget andet land. For eksempel viser tallene for skatteåret 2013-14, at Egypten importerede 5,46 million tons hvede eller 60 procent af landets totale forbrug, hvilket gør det til verdens største hvedeimportør. Egypten, som engang var Nilens brødkurv, kan ikke længere brødføde sig selv, men er i stedet afhængig af saudisk og anden statsstøtte til indkøb af fødevarer i udlandet. Det seneste fund af et gasfelt i Middelhavet vil hjælpe, men det vil ikke løse problemet.
Sisi synes lige så uforberedt på at fungere som Egyptens præsident, som en anden militærmand, Gamal Abdul Nasser, var for 60 år siden. Med en besk analyse fra den amerikanske analytiker Lee Smith:
Det er ikke tilfældigt, at et Egypten i nedgang får en mand som Sisi til at træde frem. Sisi, som er både stolt og inkompetent, ser sig selv som del af et kontinuum af store egyptiske ledere, så som Nasser såvel som Anwar al-Sadat. Sisi fortalte en journalist i et uofficielt interview, som blev lækket til medierne, at han havde drømt om egen storhed i 35 år. Men de mange valg, som Sisi har truffet for at nå dertil, viser, at han i farlig grad er udfordret på sin formåen.
Han er stadig ovenpå, med imponerende popularitetsmålinger (man husker kager og pyjamasser med hans portræt), men hvis han vakler, vil denne støtte hurtigt forsvinde. Islamisterne vil udnytte hans inkompetence i samme grad, som han drog fordel af deres fejl. Cyklussen af statskup truer med at gentage sig, hvorved Egypten dratter yderligere bagud, det er opskriften på en truende katastrofe, der kommer stadig nærmere, sammen med udsigten til massiv emigration. Jeg ønsker Sisi det godt, men forbereder mig på det værste.
Israel
I november 2000 sagde Ehud Barak, at Israel ligner "en villa placeret midt i en jungle." Jeg elsker det udtryk; og hvor meget sandere er det ikke i dag, med ISIS på Israels grænse til Syrien og Sinai, med Libanon og Jordan stønnende under en uholdbar flygtningestrøm, med Vestbredden i anarki og Gaza på vej mod det samme?
Alle kender til Israels high-tech-formåen og militære dygtighed. Men der er meget andet ved det, som er imponerende, grænsende til det ekstraordinære.
Demografi: Hele den moderne, industrielle verden fra Sydkorea til Sverige er ude af stand til at reproducere sig selv demografisk, med én enkelt iøjnefaldende undtagelse, Israel. Samfund behøver ca. 2,1 barn per kvinde for at opretholde deres befolkning. Island, Frankrig og Irland ligger lige akkurat under dette niveau, men derefter daler tallene ned til Hong Kong med 1,1 barn per kvinde eller lige over halvdelen af det, der er nødvendigt for, at et land kan overleve på længere sigt. Nuvel, Israel ligger på 3,0. Javist, araberne og haredim forklarer til dels det høje tal, men det skyldes også de sekulære indbyggere i Tel Aviv. Det er en næsten hidtil uset udvikling for et moderne land at få flere børn med tiden.
 Der er masser og masser af israelske børn. |
Energi: Alle kender den gamle vits om, at Moses valgte den forkerte vej, da han forlod Egypten. Men nej, det viser sig, at det gjorde han ikke. Israel har en lige så stor energireserve som—ja, tænk engang—Saudi-Arabien. Lige nu er denne resurse ikke lige så tilgængelig, så den er langt dyrere og mere kompliceret at udnytte end Arabiens enorme og lavvandede oliepøler, men den er der, og en dag vil israelerne udvinde den.
Illegal immigration: Dette er en optrækkende krise for Europa, især om sommeren, hvor Middelhavet og Balkanlandene bliver til motorveje fra Mellemøsten. Israel er det eneste vestlige land som har håndteret dette problem ved at opføre hegn, som giver kontrol med grænserne.
Vand: For tyve år siden døjede israelerne ligesom alle andre i Mellemøsten med vandmangel. Dette problem har de løst ved hjælp af fredning, drypvandslandbrug, nye metoder til afsaltning og intensivt genbrug. En statistik: Spanien er landet med den næsthøjeste genbrugsprocent, omkring 18 procent. Israel har den højeste grad af genbrug, 90 procent, fem gange mere end Spanien. Israel svømmer nu i så meget vand, at man eksporterer noget af det til naboerne.
Alt taget i betragtning, så klarer Israel sig exceptionelt godt. Det er selvfølgelig truet af masseødelæggelsesvåben og af delegitimeringsprocessen. Men det har en iværksætter- og resultathistorie, som jeg tror betyder, at det vil klare sig igennem disse prøvelser.
Islamistisk ideologi: Tre typer
Islamisterne kan opdeles i tre hovedtyper:
Shiittiske revolutionære: Med det iranske regime i spidsen er de på krigsstien, i tillid til Teherans hjælp, apokalyptiske ideologi, omstyrtelse og (i sidste instans) atomvåben. De ønsker at omstyrte den eksisterende verdensorden og erstatte den med en islamisk, sådan som ayatollah Khomeini forestillede sig den. De revolutionæres styrke ligger i deres besluttethed; deres svaghed ligger i deres minoritetsstatus, for shiitterne udgør kun lige godt 10 procent af den samlede muslimske befolkning og er yderligere opdelt i mangfoldige undergrupper så som Fem'erne, Syv'erne og Tolv'erne.
Sunnimuslimske revisionister: De benytter forskellige taktikker i et fælles forsøg på at omstyrte den eksisterende orden. I den ekstreme ende står de vanvittige – ISIS, Al-Qaeda, Boko Haram, Shabaab og Taliban, hadefulde, voldelige og endnu mere revolutionære end deres shiittiske modparter. Det Muslimske Broderskab og dets tilknyttede støtter (så som præsident Erdoğan i Tyrkiet) udgør mellemgruppen, idet de kun bruger vold, når det anses for nødvendigt, men foretrækker at arbejde via systemet. De bløde islamister som Fethullah Gülen, Pennsylvanias tyrkiske prædikant der lever i selvvalgt eksil, promoverer deres vision gennem undervisning og samkvem og arbejder strengt inden for systemet, men deres mål er ikke mindre ambitiøst, trods deres milde taktik.
Sunnimuslimske opretholdere af status-quo: Den saudiske stat står i spidsen for en blok af regeringer (GCC- medlemmer, Egypten, Jordan, Algeriet, Marokko), hvoraf kun nogle er islamister, som ønsker at holde fast i det de har, og holde de revolutionære og revisionisterne fra livet.
Islamistisk taktik: voldelig versus lovlydig
De voldelige islamister, både shiitter og sunnier, er dødsdømte. Med deres angreb på muslimske trosfæller støder de disse fra sig. De udfordrer ikke-muslimer på præcis de områder, hvor disse står stærkest; den kombinerede militærmagt, lovhåndhævelse og efterretningstjeneste kan knuse enhver islamistisk opstand.
Islamistisk vold er kontraproduktiv. Karakteren af dens voldsomme fremmarch belærer og flytter den offentlige mening. Morderiske overfald flytter holdninger, ikke analytikerne, medierne eller politikerne. En begivenhed som Charlie Hebdo-massakren i Paris flytter stemmer over til de anti-islamiske partier. Blod i gaderne belærer. Det er undervisning gennem mord.
Derimod er de lovlydige islamister, som arbejder inden for systemet, meget farlige. De opfattes som respektable, kommer i fjernsynet, dukker op som advokater i retssale og underviser elever. De vestlige regeringer behandler dem fejlagtigt som allierede imod de vanvittige. Min tommelfingerregel: Jo mindre voldelig islamisten er, desto farligere er han.
Derfor, hvis jeg var islamistisk strateg, ville jeg sige: "Arbejd via systemet. Stands volden undtagen i de sjældne tilfælde, hvor den skræmmer og hjælper med at nå målet." I virkeligheden gør islamisterne ikke dette, til skade for dem selv. De begår en stor fejl, og det er til vores fordel.
Er islamismen aftagende?
Den islamistiske bevægelse kunne være aftagende på grund af indbyrdes stridigheder og manglende popularitet.
Så sent som i 2012 syntes den i stand til at overvinde de mange interne spændinger – sekteriske (sunnier, shiitter), politiske (monarkier, republikker), taktiske (politiske, voldelige), holdninger til modernitet (salafister, Det Muslimske Broderskab) og personlige (Fethullah Gülen, Recep Tayyip Erdoğan). Siden da har islamisterne imidlertid ikke kunnet lade være med at slås indbyrdes. Det passer med et historisk mellemøstligt mønster, hvor en sejrrig part har tendens til at splittes op. Når den nærmer sig magten, skaber forskellene i stigende grad splid. Rivaliseringer, som man har søgt at dække over under modgang, dukker op, når magten er nær.
Desuden får kendskabet til islamister folk til at afvise dem. De massive egyptiske demonstrationer efter et enkelt år med Det Muslimske Broderskab ved magten er det tydeligste bevis for denne konklusion. Andre fingerpeg kommer fra Iran (hvor et stort flertal i befolkningen afskyr regeringen) og Tyrkiet (hvor stemmerne på det regerende islamistiske parti netop svandt ind med 20 procent).
 Millioner og atter millioner af egyptere demonstrerede imod det islamistiske styre i juni 2013. |
Hvis disse tendenser holder, kan den islamistiske bevægelse ikke lykkes. Nogle ser allerede "post-islamiseringsæraen" være på vej. Her Haidar Ibrahim Ali i Sudan:
Vi er vidne til afslutningen på den politiske islams æra, som begyndte i midten af 1970'erne, for at blive afløst af det, den iranske intellektuelle Asef Bayat har beskrevet som en "post-islamiseringsæra," hvor den politiske islams vitalitet og tiltrækning både politisk og socialt, efter en periode med prøvelser, er udmattet, selv blandt de mest glødende af dens støtter og entusiaster.
Disse problemer giver grund til optimisme, men ikke til selvtilfredshed, for tendenser kan ændre sig igen. Udfordringen med at marginalisere islamismen er stadig levende.
Tre mellemøstlige politiske kræfter
Set fra et vestligt synspunkt er Mellemøstens politiske kræfter opdelt i tre: islamisterne, de frisindede og de grådige. De kræver hver deres særlige tilgang.
Vi bør afvise alt islamistisk. Det betyder, at vi i så høj grad som muligt ikke bør omgås og aldrig hjælpe islamister, hvad enten de er tilsyneladende demokratiske, sådan som regeringspartiet i Tyrkiet, eller lige så vanvittige som ISIS-militserne, for de længes alle mod det samme hæslige mål, at gennemtvinge islamisk lov. Ligesom vi er helt igennem anti-fascistiske, lad os så også være lige så definitivt anti-islamistiske. Når det er sagt, så har vi nogle afgørende forbindelser til Tyrkiet, Saudi-Arabien og andre stater, så raison d'état kræver taktiske kompromisser.
Derimod bør vi altid favorisere de liberale, moderne, sekulære eller typerne fra Tahrir-pladsen; de tilstræber et bedre Mellemøsten og udgør regionens håb. Vi i Vesten er deres model; de henter moralsk og praktisk næring hos os. Vesten bør stå sammen med dem, for uanset hvor fjernt de befinder sig fra magtens korridorer, eller hvor fortabte deres vilkår forekommer, peger de mod en bedre fremtid.
Den tredje gruppe, de grådige konger, emirer, præsidenter og andre diktatorer, kræver større nuancering. Vi bør samarbejde med dem, men også hele tiden presse dem til forbedring. Med undtagelse af blot to år, 2005-06, lagde Vesten for eksempel intet pres på Hosni Mubarak, tyrannen som regerede Egypten i 30 år; vi opfordrede ikke til politisk deltagelse, anbefalede ikke et retssamfund og krævede ikke individuelle frihedsrettigheder. Havde vi konsekvent taget skridt i den retning, ville Egypten i dag befinde sig i en meget bedre situation.
Kort sagt: afvis islamisterne, accepter de frisindede og plej forsigtig omgang med diktatorerne.
Amerikansk politik
Amerikansk udenrigspolitik har gennemgående været inkonsekvent gennem de seneste femten år:
På højsindet vis forsøgte George W. Bush at opnå for meget i Mellemøsten—et frit og blomstrende Irak, et forvandlet Afghanistan, en løsning på den arabisk-israelske konflikt, demokrati over hele linjen. Da han stødte på regionens hårde realiteter, fejlede han i alle tre bestræbelser.
Barack Obama gjorde det modsatte—for lidt—og også han fejlede. Kogt ned til sin kerne gik hans politik ud på at "nedgradere amerikanske interesser, affærdige vennerne og søge konsensus." Han affærdigede den iranske opstand, svigtede langvarige allierede, forsøgte at forlade regionen og vende sig mod Asien.
 Både George W. Bush og Barack Obama tog fejl af Mellemøsten. |
Denne holdning kendetegner præsidenten som en standard-tematisk, amerikansk venstreorienteret, ikke en "outlier" [en afviger fra det normale]. Selvom han er født og opvokset som muslim, har denne baggrund ikke haft en mærkbar indflydelse på hans politik. Det er udelukkende hans politiske synspunkter, som forklarer hans holdninger.
Iran er den eneste (uforklarlige) undtagelse fra dette mønster: de forgangne 6½ år viser, at Iran – ikke Kina, Rusland, Mexico, Syrien eller Israel – har været Obamas udenrigspolitiske topprioritet.
Jeg foreslår en amerikansk politik, som ligger mellem disse to ekstremer: en som er defineret ved beskyttelse af amerikanere og amerikanske interesser. Dyrkelsen af amerikanske interesser tjener som en retningspil for beslutningerne om, hvor vi skal engagere os og hvor ikke. Det vil også have en gunstig indvirkning på vore allierede så som Canada.
Konklusion
En region, der er berygtet for sine problemer, byder også på nogle gode nyheder. Tyranniet er mere vaklende end for fem år siden. Islamisterne er svækkede af deres interne kampe og manglende popularitet. De hæslige stater Syrien og Irak er i færd med at dø, Kurdistan dukker frem. Israel blomstrer. Golfens arabere, især i Dubai og Abu Dhabi, eksperimenterer med nye veje til modernitet. Så, midt i havet af ulykker og endda rædsler lyder der også en håbefuld hvisken i Mellemøsten. Politikerne bør bemærke den og bygge på den.
