Ifølge den seneste meningsmåling har partiet med det harmløse navn, men med stærkt anti-elitære holdninger, Sverigedemokraterna (SD), den største støtte af alle politiske partier i Sverige. Denne nyhed kan få betydningsfulde konsekvenser, ikke bare for Sverige, men for hele Europa.
 Sverigedemokraternes logo med sloganet "Tryghed & Tradition." |
Sverige er et helt specielt sted. Som et af verdens rigeste og mest fredelige lande (det har ikke været i væbnet kamp i to århundreder) har det indtil for nylig været et bemærkelsesværdigt homogent samfund, hvor socialismen, med sin optimistiske tro på at mennesker bliver født gode og bliver onde på grund af omstændighederne, har fungeret og regeringen nydt stor prestige. Den svenske stolthed over landets bedrifter omsættes i en etisk ophøjethed, som kommer symbolsk til udtryk i den ofte hørte påstand om at være en "moralsk supermagt."
Denne arv har imidlertid også inspireret til en intolerance over for meningsforskelle: "Vær stille, følg den almindelige opfattelse, lad bureaukraterne klare det." Landet er blevet så berygtet for sin kvælende, kunstige ikke-fjendtlighed, at jeg faktisk for nylig i et offentligt forum hørte en dansker spørge: "Hvorfor er Sverige blevet til Skandinaviens Nordkorea?"
Sveriges historie har tillige skabt en ikke-krisementalitet, som modarbejder de nøgterne, fleksible reaktioner, som er nødvendige for at håndtere de problemer, landet aktuelt står overfor, især dem der er forbundet med bølgerne af hovedsagelig muslimske indvandrere. Som en samtalepartner udtrykte det over for mig i Stockholm tidligere på måneden: "Fortidens succes har ført til nutidens nederlag." Sikkerheden i Sverige ligger for eksempel et godt stykke under, hvad man kan finde i et land som Bolivia, med kun få tendenser til forbedring, hvilket gør den islamistiske vold nærmest uundgåelig.
I denne meningsløshed skiller SD sig ud, fordi det udgør det eneste politiske alternativ. Beviset på dette kom i december 2014, hvor SD så ud til at sidde inde med de afgørende stemmer i forbindelse med en vigtig budgetafstemning mellem venstrefløjen og den borgerlige fløj i landets étkammerparlament, Riksdag – lige indtil alle de andre syv partier sluttede sig sammen i én stor koalition for at nægte SD enhver indflydelse.
Som denne desperate handling antyder, tilbyder Sverigedemokraterne et populistisk – og ikke, som det normalt beskrives, et "stærkt højreorienteret" – bryg af politiske tiltag, som er bandlyst i alle de traditionelle partier: Først og fremmest opfordrer det til assimilation af legale indvandrere, udvisning af de illegale, og en reduktion af fremtidig indvandring med mindst 90 procent. Det støtter også en række andre tiltag (vedrørende kriminalitet, forsvar, EU og Israel) langt uden for den svenske konsensus og yderst anstødelige for de andre partier.
 Et opslag i en undergrundsbane i Stockholm som illustrerer Sverigedemokraternes budskaber. |
Med god grund hader og frygter det etablerede samfund SD, finder pedantisk alle mulige fejl hos partiet, begyndende med dets påståede nyfascistiske fortid (skønt fascistiske forbindelser ikke er enestående for SD) og fortsættende til de mindste svagheder i dets ledelse.
Støtte til SD er stadig et tabu. Den nationale politikommissær tweetede engang om at "kaste op" ved synet af en af SD-lederne; naturligvis vover hans stab ikke at indrømme deres støtte til partiet. Men en betjent vurderede over for mig, at 50 procent af politistyrken stemmer på SD.
 Den kommende nationale politichefs tweet om at kaste op i en reaktion på Sverigedemokraternes leder. |
Selvom det bliver udstødt, får SD stadig større kontakt med svenskerne (herunder også nogle indvandrere), hvilket har givet det en væsentlig valgtilslutning, idet det stort set har fordoblet sine stemmer hvert fjerde år: fra 0,4 procent i 1998 til 1,3 procent i 2002, 2,9 procent i 2006, 5,7 procent i 2010 og 12,9 procent i september 2014. Og i dag, mindre end et år senere, viser en YouGov meningsmåling, at det næsten har fordoblet dem igen, til 25,2 procent, hvilket betyder, at det fører foran de regerende Socialdemokrater (som kun har 23,4 procent støtte) og det store højrefløjsparti (af navn), De Moderate (med 21 procent).
Og lige så vigtigt, i Stockholm erfarede jeg, at det intellektuelle og politiske klima er ændret. Journalister, politiske specialister og politikere gav alle udtryk for, at ideer, som for få år siden lå uden for det almindeligt accepterede, nu får større lydhørhed. For eksempel har fire større aviser sat spørgsmålstegn ved den almindelige konsensus til fordel for høj indvandring. Ud over bølgen af SD-stemmer er dette skifte resultatet af flere forskellige faktorer: Den chokerende opdukken af Islamisk Stat i Irak og Syrien (ISIS), som har ændret debatten; den fortsatte opstandelse over Decemberaftalen, som udelukkede SD fra dets retmæssige parlamentariske indflydelse; og de aftagende erindringer om Anders Behring Breiviks morderiske bersærkergang i Norge i 2011.
Alt i alt ser det ud til, at benægtelser og censur kun kan fortsætte en vis tid, før selvopholdelsesdriften sætter ind. Det vestlige land, som er mest indstillet på at begå nationalt selvmord, er muligvis ved at vågne af sin døs. Hvis denne forandring kan finde sted i Sverige, "Skandinaviens Nordkorea," så kan den, og vil sandsynligvis, også indfinde sig andre steder i Europa.
