N.B.:
(1) Dette interview fandt sted på Free Library of Philadelphia den 24. juni 2015. FrontPageMag.com har transskriberet det og jeg har redigeret det. Transskriptionen indeholder ikke perioden, hvori der kunne stilles og besvares spørgsmål, men det gør videoen.
(2) Jeg udsendte en notits om videoen den 13. juli. Videoen kan ses her.
(3) Vedrørende alarmen, der lyder til slut: Mens ambassadør Oren besvarede mit afsluttende spørgsmål, gik en alarmklokke igang, vi kunne ikke fortsætte samtalen, arrangøren af mødet kom op på podiet og bekendtgjorde, at biblioteket skulle evakueres omgående, og videokameraet blev pludselig slukket. Denne uformelle afslutning var heldigvis kun en øvelse, og hverken personer eller ejendom led overlast.
(4) Transskriptionen er blevet redigeret for klarheds og kortheds skyld.
Daniel Pipes
Daniel Pipes: Jeg er meget glad for at være her sammen med Michael Oren.
Jeg må indrømme, at da jeg begyndte at læse hans bog, Ally: My Journey Across the American-Israeli Divide [Allieret: Min rejse tværs over den amerikansk-israelske kløft], en meget velskrevet beretning fra hans mere end fire år som Israels ambassadør i USA, begyndte jeg med begyndelsen, sådan som man normalt gør med bøger, så jeg havde ingen anelse om de overraskende nyhedsbomber, der lå forude. (Latter)
Det første vink nåede mig, da jeg læste en klumme af John Podhoretz, som antydede, at "annalerne til diplomatiets historie" aldrig havde set "noget helt som denne forbløffende beretning," som "bringer nyt på omtrent hver eneste side." De følgende dage bragte så sandelig et voldsomt postyr over bogen og dens tilhørende tre artikler. "Borderlinehysteri" er ordet, hvormed en israelsk journalist, Ben Caspit, opsummerede Obama-administrationens reaktion.
På grund af den kolossale opmærksomhed bogen har skabt, formoder jeg, at tilhørerne her kender lidt til dens indhold, og jeg vil koncentrere mine spørgsmål om nogle specifikke emner inden for tre overordnede temaer: forholdet mellem USA og Israel, reaktionerne på bogen, og Barack Obama.
Michael: Du beskriver to principper, som har styret det historiske USA-Israel-forhold — intet dagslys og ingen overraskelser. Du hævder, at de har været brudt siden 2009, og du håber, at de snart vil blive genindført. Men ser du reelt dette som en mulighed i det halvandet år, der er tilbage af Obamas regering? Eller håber du blot på det, efter at han har forladt embedet?
Michael Oren: Forholdet mellem USA og Israel er ikke statisk, men har udviklet sig. Vi udkæmpede krigen i '67 med franske kugler, ikke amerikanske. I starten af 1980'erne, midtvejs i Reagan-årene, begyndte disse to principper, ingen overraskelser og intet dagslys, at smelte sammen. Hvad mener jeg med dem?
Ingen overraskelser: hvis USA vil afstikke en større, ny politisk position vedrørende emner, som er relateret til Mellemøsten og Israels sikkerhed, vil de give os en forhåndsskitse af talen eller papiret for at give os mulighed for at kigge på den og komme med vore kommentarer.
Intet dagslys: de to regeringer kan have forskellig opfattelse vedrørende bosættelser, Jerusalem og mange andre spørgsmål. Men vi holder disse uenigheder bag lukkede døre, lægger dem ikke frem offentligt, så vore fælles fjender kan fornemme afstanden mellem os og liste sig ind imellem os.
 Obama og Oren i det ovale kontor. |
Jeg kan ikke påstå, at disse to principper altid er blevet respekteret; vi har overrasket hinanden; der har været tilfælde af dagslys. Men det har været de to historiske søjler i vores alliance. Begyndende i 2009 besluttede den nye Obama-regering imidlertid som sin politik, at den ikke ville bevare disse to søjler.
Vedrørende overraskelser er bruddet indiskutabelt. For eksempel rejste præsidenten til Cairo i juni 2009 og holdt en meget lang tale (dobbelt så lang som hans første indsættelsestale), som kom til at fungere som grundlæggende dokument for hans regerings positioner vedrørende Mellemøsten. Den berørte også mange spørgsmål, som var afgørende for Israels sikkerhed, så som Amerikas forhold til det, som Obama kaldte for den muslimske verden, især den fremrakte hånd til Iran og Irans ret til kernekraft. Selvom den havde forbløffende og vidtrækkende forgreninger for Israel, fik vi i ambassaden aldrig set en skitse af den, vi blev ikke advaret om den. Og det har blot været én af mange af den slags taler.
Hvad angår dagslys, så har præsidenten helt åben sagt: "Se på de seneste otte år [en henvisning til George W. Bush-regeringen]. I de otte år var der ingen afstand mellem os og Israel, og hvad fik vi ud af det? Når der ikke er noget dagslys, sidder Israel blot på sidelinjen, og det nedbryder vores troværdighed hos de arabiske stater." Det skulle vise sig, at han også lagde dagslys ind mellem de to lande vedrørende andre spørgsmål, så som Iran.
Disse to søjler blev kastet over bord og de bør genrejses. Det er ikke alene i USA's og Israels interesse, men når man betænker det kolossale kaos i Mellemøsten, er det også vigtigt for hele regionen. I virkeligheden er det nødvendigt for hele verdens trivsel. Hvorfor? Fordi alle har blikket rettet mod båndet mellem USA og Israel. Hvad enten det er jihadister eller japanere, så betragter hele kloden den måde, hvorpå USA behandler sin israelske allierede, som en lakmusprøve for dens mulighed for at stole på USA.
Derfor bør de to søjler genrejses. Om det er muligt inden for det resterende halvandet år af den nuværende præsidentperiode, ved jeg ikke. Det eneste jeg kan sige er, at jeg håber det. Min bog er en glødende og dybfølt opfordring til at bringe dette forhold tilbage fra den kant, vi har nået, og genoprette det.
Daniel Pipes: Ud over de problemer du netop har skitseret, så er alle med kendskab til sagen enige om, at det militære forhold mellem USA og Israel er bedre end nogensinde. Hvordan er dette muligt, hvad er logikken bag?
Michael Oren: Det er rigtigt, det er bedre end nogensinde. Samarbejdet om våbenudvikling, militær bistand — som ligger tæt på 4 milliarder dollar om året (75 procent heraf brugt i USA) — fælles manøvrer, anløbshavne og udveksling af efterretninger er faktisk fortrinligt i øjeblikket.
Hvorfor? Fordi Obama-regeringen skelner mellem diplomatisk dagslys og sikkerhedsdagslys, og den regner med, at jo tættere forholdet er på sikkerhedsområdet, desto større spillerum har den til at kaste dagslys ind i det diplomatiske område. Dette har ført til en meget interessant intellektuel øvelse, som ikke har fungeret.
Folk i Mellemøsten skelner simpelthen ikke mellem diplomatisk og sikkerhedsmæssigt dagslys. I Mellemøsten er dagslys dagslys. Dagslyset i vores del af verden, hvor solen skinner meget stærkt, kan være blændende og svidende. Det de fleste i Mellemøsten har set i løbet af de seneste lidt over seks år er, at USA og Israel er drevet ganske langt fra hinanden, trods det øgede sikkerhedssamarbejde.
For resten, hvis man definerer sikkerhedsforholdet mere bredt, tager tingene sig anderledes ud. Hvis man medtager det faktum, at USA forhandlede gennem syv måneder med iranerne — og dette har en vis indflydelse på vores sikkerhed — uden så meget som at fortælle os det, så kan man ikke sige, at sikkerhedsforholdet er bedre end nogensinde.
Daniel Pipes: Du nævnte det manglende kendskab til de amerikansk-iranske drøftelser, og dog har præsidenten sagt, at han og hans administration hele tiden har delt oplysninger med Israel. Er det sandt?
Michael Oren: Vi havde en langvarig, fortrolig dialog med USA om det iranske atomprogram, som jeg var så privilegeret at deltage i. Amerikanerne var meget åbne. Vi kigge på de samme data og nåede ofte frem til de samme konklusioner. Men vi havde ikke kendskab til indholdet af det hemmelige træk, som fandt sted i Den Persiske Golf.
Daniel Pipes: Du citerer Det Hvide Hus' stabschef, Rahm Emanuel, for at have vækket dig en morgen og råbt: "Jeg gider ikke det her forp... lort." (Latter) Ved en anden lejlighed skreg viceudenrigsministeren, nummer to i udenrigsministeriet, Tom Nides, i hovedet af dig: "I vil vel ikke have, at det forp... FN skal bryde sammen på grund af jeres forp... konflikt med palæstinenserne."
Michael Oren: Du mener, hvis vi var i Israel, så ville vi ikke have nogen problemer med rent faktisk at sige det ord? (Latter) Meget amerikansk. (Latter)
Daniel Pipes: Mit spørgsmål: Er dette virkelig tilstanden i diplomatiet i dag? (Latter)
Michael Oren: Ja. (Latter) Ja, det er komisk. En sidebemærkning, Ally gennemgik syv sikkerhedsgennemsyn fra staten Israels side: den militære censur, to afdelinger i forsvarsministeriet, Mossad og andre. De var særdeles grundige; tro mig, det er forbløffende, at der overhovedet kom en bog ud af det.
Jeg har aldrig skrevet dagbog, jeg har aldrig før skrevet en bog i første person. At foretage den forvandling var meget gennemgribende for mig og slet ikke nemt. Men da jeg sagde ja til dette job, forærede min kone, Sally, mig en lille dagbog og sagde: "Hej, måske får du lyst til at kradse et par ting ned." Jeg svarede: "Nah, jeg tror ikke på dagbøger."
Kort efter ringede Rahm Emanuel så til mig klokken 2 om morgenen og sagde — må jeg godt sige det?: "Jeg gider ikke det her forpulede lort." (Latter) Og jeg mener, klokken var 2 om morgenen. Og jeg sagde: "Nå, jamen jeg gider heller ikke det her forpulede lort." Og dér startede det. (Latter) Så jeg skrev hændelsen ned i min dagbog. Dagbogen er ikke hemmeligstemplet; man finder ingen hemmeligheder i den. Men den gav bogen masser af farve og dybde.
Tom Nides — stakkels Tom Nides. Den der sætning, "UNESCO underviser i Holocaust, for himlens skyld. Vil I fjerne de forpulede Holocaust-studier?" bliver ofte citeret som bevis på Nides' fjendskab mod staten Israel. Men det forholder sig lige modsat: Tom Nides er en stor ven af mig og af staten Israel. I Washington er det bare den måde, folk taler på.
En historie, som jeg ikke tog med i bogen, gjaldt et højtstående medlem af regeringen, en meget sød, ung mand, som siger noget til mig i stil med: "Vi skal ud af det forpulede Irak, fordi vi har fået forpulet nok af de forpulede irakere. Og vi skal fandengalemig hjem." Og så ser han på mig og siger: "Hvorfor taler jeg sådan her?" (Latter)
Daniel Pipes: Fik du "særbehandling," fordi du ikke er født amerikaner? Hvis du havde været fra et andet land, og ikke indfødt amerikaner, ville du så være blevet behandlet på samme måde?
Michael Oren: Nej, det ville jeg ikke. Det er b-siden af det særlige amerikansk-israelske forhold.
Det var også en del af mit særlige forhold til folk som Rahm Emanuel, som jeg havde kendt gennem lang tid, før jeg fik jobbet. Rahms far havde kæmpet i Irgun, i den israelske Uafhængighedskrig. (Heraf hans navn, Rahm, eller torden.) Rahm var ude for et uheld i en delikatesseforretning, da han var 16, og fik skåret spidsen af den ene finger. Ifølge Obama mistede han halvdelen af sit ordforråd, da han mistede den fingerspids. (Latter) Jeg fik den finger hele tiden.
Men da Rahm forlod Det Hvide Hus og tog af sted for at blive borgmester i Chicago, betragtede jeg det som et stort tab for mig, fordi han var en, jeg kunne ringe til midt om natten. Ja, jeg ville blive mødt med det sprog. Selvom vi indimellem var dybt uenige politisk, så ved jeg, at han kerede sig lidenskabeligt om Israel. Han var en stolt jøde, stolt af sin far. Det skabte en kontakt, som ikke kunne brydes af politisk uenighed.
 Emanuel og Oren i borgmesterkontoret i Chicago. |
Det samme gælder Dennis Ross (der ikke taler ligesom Rahm). Dennis var den sjældne udgave af en mellemøstekspert i Washington, som ikke var, som vi siger på washingtonsk, "stove-piped" [smalsporet og høj i hatten]. Det betyder, altså, man henvender sig til en, der er ekspert i Libanon mellem 1976 og 1977, det er, hvad vedkommende ved noget om. (Latter) Dennis var den eneste, jeg kendte i Washington, som kiggede på hele regionen og også betragtede den med historiske øjne. Han så den både vertikalt og horisontalt. Og oven i det havde han en personlig erindring, han havde været involveret i fredsbestræbelserne i 30 år. Da han gik, var det endnu et stort tab.
Daniel Pipes: Jeg kunne godt tænke mig at afprøve to af mine yndlingsteorier på dig. For det første: Når man ser, at Israels regering er tilbøjelig til at forære for meget væk, når forholdet er virkelig varmt mellem Jerusalem og Washington, så mener jeg, at spændingerne på lavt niveau mellem de to regeringer faktisk er noget godt.
Michael Oren: Her må jeg være uenig. Historisk set kommer israelerne med indrømmelser, når vi føler os trygge. Under sit første møde med de amerikanske jødiske ledere, som jeg har citeret tidligere, sagde Obama, at han ville lægge dagslys ind mellem Israel og USA, for når der ikke er noget dagslys, "sidder [Israel] blot på sidelinjen."
Det er en interessant iagttagelse, men den er empirisk forkert. Under Bush-årene var der for eksempel intet dagslys, så israelerne følte sig trygge. Som en følge heraf trak Israel 21 bosættelser ud af Gaza i 2005. Man fremsatte et fuldt tilbud om palæstinensisk statsdannelse til Mahmud Abbas i 2008: hele Gaza, det meste af Vestbredden, halvdelen af Jerusalem. Da den anden intifada var på sit højeste i 2002, var den israelske støtte til en to-statsløsning præcis nul; da jeg kom om bord i 2009, lå intifadaen bag os, og 70 procent af israelerne støttede en to-statsløsning.
Så, når vi føler os trygge, kommer vi med flere indrømmelser. Mærkeligt nok var den person, der forstod dette bedst, Richard Nixon: giv dem støtte, så kommer de med indrømmelser.
Daniel Pipes: Det var netop min pointe.
Michael Oren: Okay. Undskyld.
Daniel Pipes: Det jeg siger er, at når forholdet mellem USA og Israel blomstrer, så giver israelerne ting fra sig. For eksempel Philadelphi-korridoren i 2007, selvom det var en fejltagelse. Derfor har jeg ikke noget imod at se —
Michael Oren: Åh, du vil gerne have en smule spændinger på lavt niveau, så vi ikke giver efter.
Daniel Pipes: Præcis.
Michael Oren: Nuvel, det kan jeg ikke være uenig i.
Men mit ansvar som ambassadør var at forsøge at få os på samme side. De kom og bad os om at gøre mange meget vanskelige ting: "Vi kræver en fastfrysning af bosættelser på Vestbredden, en fastfrysning af byggeriet i det østlige Jerusalem, et kort over en endegyldig status til palæstinenserne." Tag for eksempel spørgsmålet om kortet: hver eneste gang vi har givet palæstinenserne et kort, har de puttet det i lommen, er gået deres vej og er vendt tilbage to år senere med ordene: "Okay, lad os begynde at forhandle ud fra det kort, som I gav os sidst." Så, vi ønskede ikke at give dem endnu et kort, selvom regeringen krævede, at vi skulle gøre det.
Jeg sagde hele tiden til regeringen: "I stedet for at true os, skulle I prøve med kærlighed." Det har altid været min linje, "Prøv med kærlighed, prøv med kærlighed." Fordi israelerne kommer med indrømmelser, når vi føler os trygge. Og det er ikke kun israelerne, det ligger i den menneskelige natur.
Daniel Pipes: Den anden teori: der plejede at være en konsensus, f.eks. i 1980'erne, mellem Republikanere og Demokrater, konservative og liberale [den amerikanske venstrefløj] vedrørende Israel. Den er ved at bryde sammen, med de konservative stadig venligere over for Israel og de liberale stadig køligere over for Israel. At læse ud fra anekdoterne i din bog lyder det, som om du er enig i denne analyse, er det korrekt?
Michael Oren: Mine anekdoter peger på de udfordringer, vi er stødt på i visse segmenter af det amerikanske vælgerkorps. Amerikanernes holdning til Israel svarer lidt til det, som fysikerne siger om universet — den udvider sig og trækker sig sammen på én og samme tid. Hvis man kigger på meningsmålingerne, bliver støtten til Israel her i landet ved med at stige. Selv sidste sommer, da Gaza-krigen var på sit højeste med de frygtelige billeder, der dukkede op fra Gaza, var den amerikanske støtte til Israel stigende. Da jeg forlod Washington, definerede noget i retning af 74 procent af amerikanerne sig i en eller anden grad som pro-israelske. Vanvittigt! Vi lå lige efter Sverige og Canada, hvilket er forbløffende, når man betænker al den dårlige presseomtale, vi får.
På den anden side, når man bryder statistikken op demografisk i etnisk gruppe, aldersgruppe og partimæssigt tilhørsforhold, så bliver billedet langt mindre lystigt.
Jeg har boet i Israel i tæt på 40 år. Ja, jeg er vendt tilbage og har endda undervist ved forskellige universiteter. Men for første gang, i 2009, vendte jeg tilbage for en længere periode. Jeg havde en Rip Van Winkle-oplevelse, som om jeg var vågnet op efter 25 år og ikke kunne genkende min egen landsby. Amerika havde forandret sig demografisk.
Amerika har ikke længere en hvid flertalsbefolkning. Der er flere familier med kun én forælder, end der er familier med to forældre. Der sad én jødisk dommer i Højesteret og resten var grundlæggende WASP'er [hvide, protestantiske middelklasseamerikanere]; i dag sidder der ikke en eneste WASP i Højesteret, men tre jøder og seks katolikker. De befolkningsgrupper, der vokser mest og har fået større politisk indflydelse, især de spansktalende, mangler den traditionelle tilknytning til Israel.
Fordi mange israelske ledere, herunder vores premierminister og forsvarsminister, blev uddannet i Amerika i 1970'erne eller 80'erne, huskede de et andet Amerika. Så jeg var nødt til at sige til dem: "Venner, det Amerika I husker ... det findes ikke længere."
Jeg så valget af Obama i 2008 som et symptom på en forvandlingens tid. Jeg er ikke profet, men jeg fortalte de israelske ledere tilbage i 2009, at vi bliver nødt til at planlægge for en præsidentperiode, som løber over to omgange, for disse forandringer er varige. Valget i 2012 var langt mere betydningsfuldt end det i 2008; det bekræftede, at forandringerne er permanente, og at Israel bliver nødt til at tilpasse sig dem.
Israel har en afgørende strategisk interesse i at bevare støtten til Israel som et emne i begge partier; vi bør aldrig bliver et enkelt partis monopol. Dette er i stigende grad blevet en udfordring, fordi Israels oplevelse med terror rykkede det betydeligt mod højre, endda mens Amerika gik mod venstre. Israel blev mere traditionelt; Amerika mindre traditionelt. Jeg var nødt til at kæmpe med og forsøge at bygge bro over denne virkelighed. Lykkedes det fuldt ud for mig? Tydeligvis ikke. Kan vi opgive det? Det kan vi ikke. Vi er nødt til at blive ved med at række hånden ud.
Daniel Pipes: Lad os vende os mod reaktionerne på din bog — amerikanske embedsmænd har været opbragte over Ally. Udenrigsminister John Kerrys talsmand har sagt, at den er "helt igennem upræcis og fejlagtig." Din tidligere modpart, USA's ambassadør i Israel, Daniel Shapiro, har sagt: "Som ambassadør kan jeg sige, at ambassadører sommetider har et meget begrænset indblik i samtalerne mellem lederne, og hans beskrivelse afspejler ikke sandheden om, hvad der foregik." Mærkeligt nok siger Shapiro, at han ikke ved noget, og derfor ved du heller ikke noget. Din reaktion?
 Kryds-ambassadører: Daniel Shapiro og Michael Oren. |
Michael Oren: Det er en besynderlig bemærkning for en ambassadør at komme med om en anden ambassadør. I den forgangne halvanden uge er jeg blevet kaldt for en pengepugende politiker, bedragerisk og andre udvalgte ord. Men ser man bort fra alle disse angreb på min person, så er der ingen, der imødegår bogen indholdsmæssigt. Jeg fortæller en historie over 400 sider, og der er reelt ingen der siger, at kendsgerningerne er falske: for eksempel at amerikanerne ikke forhandlede i syv måneder uden at fortælle os det, eller at regeringen ikke aflyste flyvninger til Ben Gurion lufthavn i midten af 2014. Ingen siger, at disse hændelser bare er noget, jeg har fantaseret mig til.
Jeg tror, at noget af den reaktion, som jeg har modtaget fra folk i regeringen — bemærk, folk i regeringen, ikke folk uden for regeringen — har skyldtes en overfølsomhed over for de spørgsmål, jeg forsøger at rejse.
Hvilket fører mig frem til min grund til at udgive bogen nu. Juni er et frygteligt tidspunkt at udgive en bog, som ikke er fiktion. Det er allerede sommerlæsning, når man udgiver Jaws [Dødens Gab]. (I denne ånd foreslog jeg Random House, at vi ændrede bogens titel til Jews.) (Latter) Folk vil læse den ved stranden! De går ikke i vandet! Man udgiver en bog som denne i oktober eller november, så den kan deltage i den jødiske bogmåned i november og springe videre til bogsæsonen op til Jul-Hanukkah.
Ydermere sidder jeg i Knesset, Israels parlament, hvilket betyder, at jeg ikke kan promovere bogen, som jeg burde. Jeg er tidligere taget på en to måneders bogtur, hvilket jeg ikke kan gøre med denne her.
Ikke desto mindre udgav jeg den nu, fordi der i næste uge eller deromkring sandsynligvis vil være en aftale, der bliver underskrevet mellem USA, andre permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet plus Tyskland, og den islamiske republik Iran. Staten Israel — ikke kun mit parti, ikke kun premierministeren — anser det for at være en frygtelig aftale og en, som bringer os i stor fare. Det ville være forsømmeligt af mig, hvis jeg ikke fortalte denne historie lige præcis nu. Bogen var nødt til at udkomme nu, netop for at udløse den samtale, som vi har her i aften. Hvad forventer de af os — at vi går tavse ind i den nat, hvor denne aftale underskrives? Det kan det jødiske folk ikke.
Daniel Pipes: Lad os vende os mod det sidste af de tre temaer: den amerikanske præsident. Hvad tror du er den bedste forklaring på Obamas holdning til Mellemøsten og verden: en overordnet strategi eller improviserede svar, efterhånden som tingene sker?
Michael Oren: Barack Obama trådte — som alle præsidenter — ind i Det Hvide Hus med et livssyn. Hans er tilfældigvis en stor udfordring for staten Israel. Det indeholder ikke forestillinger om amerikansk eneståenhed eller amerikansk ledelse. I stedet foretrækker det en kollegial indstilling til krisestyring og verdensanliggender. Det indebærer en vis vigen tilbage for anvendelse af militær magt og en stærk afhængighed af internationale organisationer som FN, der ikke altid er lige venlige over for staten Israel.
Nogle af os vågner om morgenen og udtaler en lille berakhah [velsignelse], fordi det største demokrati i verden tilfældigvis også er verdens største militærmagt. Det er vidunderligt. Set i dette lys, så blev en af de mest oplysende bemærkninger, jeg nogensinde har hørt Barack Obama fremsætte, ytret ved atomsikkerhedsmødet i 2010, hvor han sagde — og disse ord har prentet sig i min sjæl: "Hvad enten vi bryder os om det eller ej, så er og bliver vi en dominerende, militær supermagt." Tænk over det et øjeblik. Det var meget afslørende med hensyn til præsidentens indstilling til militærmagt. Ville John Kennedy have sagt sådan? Ville Bill Clinton? George W. Bush?
Og så er der Obamas holdninger på vores særlige områder, så som hans imødekommenhed over for den muslimske verden. Jeg syntes, at det var helt fint, faktisk i vores interesse, at Amerika forbedrer forholdet til muslimerne — så længe det ikke sker på vores bekostning. Den hidtil usete støtte til den palæstinensiske sag og forsoningen med Iran er imidlertid meget problematiske for os.
Dette livssyn er kollideret med virkeligheden, og resultatet ligner et kludetæppe. Indgriben mod Qaddafi, men ikke indgriben mod Assad. En slags underforstået samarbejde med shiitiske kræfter imod ISIS i Irak, men en form for modstand imod det, Saudi-Arabien foretager sig i Yemen mod ISIS, og en tydelig modstand imod det, Egypten foretager sig mod ISIS i Libyen. Jeg kunne fortsætte.
Efter næsten fem år med et hidtil uset omfang af uroligheder, vold og skuffelse i Mellemøsten, er det livssyn for det meste forblevet uigennemtrængeligt for forandring.
