Den berømte advarsel om en "rød linje," som Barack Obama i august 2013 sendte til Bashar al-Assad i Syrien, kan hævdes at være det afgørende udenrigspolitiske moment i hans embedsperiode: en utvetydig advarsel til en slyngelagtig leder om at afstå fra krigsforbrydelser eller betale prisen.
Da hændelsen endte i en tåge med russiskstøttede løfter om, at Assad-regimet ville udlevere sine kemiske lagre, var reaktionerne delte. Præsidenten og hans allierede hyldede det som et diplomatisk momument, hvorved en sandsynlig trussel uden blodsudgydelse førte til en væsentlig adfærdsforbedring. I modsætning hertil fremstillede kritikerne Obama som en papirtiger, der rasende fór ud med trusler, som faldt sammen, når de blev mødt med meningsløse forsikringer fra en notorisk løgner.
 Ligene af syrere dræbt af det syriske regimes nervegas i august 2013. |
I to år faldt der ingen dom; de to sider fremførte deres synspunkter, uden at det kom til en afgørelse. Men nu er afgørelsen her.
Det skyldes, at der nu er mangfoldige rapporter om, at Assad-regimet har anvendt klor i tøndebomber, plus fund af spor af ricin, sarin og VX [den første er en gift, de to sidste er nervegasser, overs.]. Som reaktion har den amerikanske regering intet gjort ved disse forfærdelige afsløringer ud over at udsende milde irettesættelser, henvende sig til det uduelige FN og klamre sig til håbet om, at russerne eller endda iranerne ville fjerne problemet. Ingen omtale af røde linjer denne gang, blot et ønske om at ingen ville huske 2013.
Men vi husker det og vi drager konklusioner. Det står nu uomtvisteligt klart, at Obama ikke er andet end en papirtiger. Hans trusler mod den syriske diktator betød ingenting, men opløstes i den tynde luft og blev erstattet af sprællen og småpludren.
Ikke blot er denne reaktion vigtig i sig selv, men den har implikationer for andre fjendtlige stater, især Rusland og Kina og frem for alt Iran. Hvis Obama ikke tør håndtere svæklingen i Damaskus, hvordan skulle han så kunne vove det over for de langt mere frygtindgydende fjender i Moskva, Peking og Teheran?
Af denne grund er spørgsmålet om Assads kemiske våben afgørende for amerikansk udenrigspolitik. Ligesom mange andre iagttagere tæller jeg månederne (der er stadig 20 af dem tilbage) til denne præsident er væk og USA får chancen for en ny start med mulighed for at stå ved sit ord, leve op til sit historiske ry og beskytte sig selv.
