Interviewet af Tiffany April Griffin ved History News Network.
Hvorfor valgte De historien som Deres fag?
Da min matematikkarriere ved universitetet løb ud i sandet, vendte jeg mig mod historien, som set med mine øjne tilbød "den bedste vej til forståelse af de daglige nyheder." Mellemøsten drog mig, fordi det dengang, ligesom i dag, var verdens mest livlige og interessante region.
Hvad har været Deres foretrukne historiske rejsemål? Hvorfor?
Jeg boede tre år i 1970'erne i Cairo. Ligesom Rom kan byen prale af monumenter, som går flere tusind år tilbage. Blandt disse fandt jeg Al-Qarafa (dansk: De Dødes By) mest fascinerende. Den indeholder storslåede mausoleer over flere mameluksultaner, almindelige gravmæler og en meget stor befolkning af desperat fattige mennesker. Der findes ikke rigtig noget helt som den andre steder i verden.
Cairos De Dødes By (Al-Qarafa) |
Hvis De kunne spise til middag med tre historikere (døde eller stadig i live) efter frit valg, hvem ville De så vælge og hvorfor?
William H. McNeill, den verdenskendte historiker (født 1917): fordi han havde det bredeste perspektiv på den menneskelige tilstand. Bernard Lewis, Mellemøsten-historikeren (født 1916): fordi han havde det bedste kendskab til den region, jeg studerer. Richard Pipes, den russiske historiker (født 1923): fordi jeg har kendt ham og lært af ham hele mit liv.
Hvilke bøger læser De i øjeblikket?
Pierre van Paassen, Days of Our Years (1939) og Rodney Stark, How the West Won (2014).
Hvilken bog er Deres foretrukne historiebog?
McNeill, The Rise of the West (1963), den bedste beretning om hele den menneskelige erfaringsrejse.
Hvad hedder Deres foretrukne bibliotek og boghandel, når De skal finde bøger om historie?
Bibliotek: Widener ved Harvard University, hvor jeg gjorde mine første akademiske erfaringer. Boghandel: Boghandler er ikke længere en del af mit liv.
Ejer De nogen sjældne historiske bøger eller bøger for samlere? Samler De på historiske kulturgenstande?
Egentlig ikke. Min mest skattede, indtil jeg forærede den bort, var en femsproget (herunder arabisk) Psalter [salmebog] fra Genova, 1516, som (besynderligt nok) rummede den første trykte biografi over Christopher Columbus.
Hvilke historiske museer foretrækker De? Hvorfor?
Mit mest uforglemmelige besøg var i 1972 på National Museum i Ta'izz, Yemen. Som Lonely Planet Guide udtrykker det: "Dette museum, som egentlig slet ikke er et museum, men mere Imam Ahmeds forstenede palads, bevarer denne tidligere og lettere særprægede ejers liv og æra."
Hvilken historisk periode er Deres foretrukne?
Middelalderen: den er fjern nok til at give os perspektiv på vores egen tid og nær nok til stadig at være forbundet med os.
Hvad ville være Deres råd til studerende med historie som hovedfag, som gerne vil gøre karriere inden for historiefaget?
Joseph F. Fletcher, Jr. i 1978. |
Brug tid på og bestræb jer på at skrive prosa, som fornøjer læserne.
Hvem var Deres foretrukne historieunderviser?
Joseph F. Fletcher, Jr., historiker i Kina og Centralasien (1934-84): min disputatsvejleder og nærmeste ven indtil hans alt for tidlige kræftdød.
Hvorfor er det afgørende vigtigt at bevare historien og bibliotekerne?
Det er et meget passende spørgsmål til en specialist i Mellemøsten, som iagttager (og dokumenterer) de kolossale ødelæggelser af monumenter, museer, biblioteker og andre kulturværdier i regionen. Vi har brug for disse ting for bedre at kunne forstå vores fortid og derfor også vores nutid.
Hvad er Deres historierelaterede yndlingsudtryk?
"Fortiden er et fremmed land" af den britiske forfatter L.P. Hartley (1895-1972).