Mellemøsten oplevede noget radikalt nyt for to dage siden, da kongedømmet Saudi-Arabien besvarede en bøn fra Yemens præsident og i spidsen for en koalition på 10 lande intervenerede landet fra luften og på jorden. "Operation Decisive Storm" fremkalder mange overvejelser:
Saudi-Arabien og Egypten i alliance: For halvtreds år siden var både Riyadh og Cairo aktive i en Yemen-krig, men dengang støttede de hver sin side, henholdsvis status-quo-styrkerne og de revolutionære. At de nu er allierede, peger på kontinuitet i Saudi-Arabien og dybtgående ændringer i Egypten.
De arabisktalende samler sig: I de første årtier efter Israels dannelse drømte araberne om i at forene sig militært imod det, men virkelighedens indbyrdes kampe og rivaliseringer smadrede alle den slags forhåbninger. Selv ved de tre lejligheder (1948-49, 1967, 1973) hvor de faktisk sluttede sig sammen, gjorde de det indbyrdes modstridende og ineffektivt. Hvor slående er det da ikke, at de omsider smelter sammen, ikke imod Israel, men imod Iran. Dette er et indirekte tegn på, at de forstår, at den islamiske republik Iran udgør en ægte fare, mens anti-zionismen blot er en ren nydelse. Det peger også på panik og på et behov for at handle som følge af den kraftige amerikanske tilbagetrækning.
 De arabiske ledere har en lang historie med at mødes, men ikke med at samarbejde. Siddende fra højre: Kong Hussein af Jordan, Gamal Abdel Nasser fra Egypten, Yasir Arafat fra PLO og Muammar Qaddafi fra Libyen i september 1970. |
Yemen i centrum for opmærksomheden: Yemen spillede en perifer rolle i Bibelen, i islams fremvækst og gør det også i moderne tid; landet har aldrig været fokus for verdens interesse – ikke før pludselig nu. Yemen minder om andre tidligere marginale lande – de to Koreaer, Cuba, de to Vietnamer, Afghanistan – som lige pludselig blev fokus for global bekymring.
Mellemøstens kolde krig er blevet varm: Det iranske og saudiske regime har stået i spidsen for to duellerende blokke i omkring ti år. De har kæmpet mod hinanden, ligesom den amerikanske og den sovjetiske regering engang gjorde – via stridende ideologier, spionage, nødhjælp, handel og skjulte aktiviteter. Den 26. marts brændte denne kolde krig varm, og sådan vil det sandsynligvis forblive i lang tid.
Kan den saudisk ledede koalition vinde? Det er højst usandsynligt, eftersom der er tale om uerfarne rekrutter, der udfordrer Irans kamphærdede allierede i et skræmmende terræn.
Islamisterne dominerer: Lederne i begge blokke har meget til fælles: de ønsker begge at anvende islams hellige lov (shari'a) på globalt plan, de afskyr begge de vantro, og de har begge gjort deres religion til en ideologi. Deres sammenstød bekræfter islamismen som Mellemøstens eneste slagsmål, hvilket tillader dens fortalere den luksus at bekrige hinanden.
Alliancen Tyrkiet-Qatar-Det Muslimske Broderskab er aftagende: En tredje alliance, bestående af sunnimuslimske revisionister et eller andet sted imellem de shi'itiske revolutionære og de sunnimuslimske fortalere for status quo, har været aktiv de senere år i mange lande – Irak, Syrien, Egypten, Libyen. Men til dels takket være den nye kong Salman af Saudi-Arabiens diplomatiske initiativ hælder dens medlemmer nu mod deres sunnimuslimske trosfæller.
 Kong Salman af Saudi-Arabien har gjort noget hidtil uset ved at sammensætte en militær koalition. |
Et isoleret Iran: Javist, et krigerisk Teheran praler i dag af at beherske fire arabiske hovedstæder (Baghdad, Damaskus, Beirut, Sana'a), men det er også dets problem: pludselige iranske landvindinger får mange i regionen (heriblandt tidligere så venligtsindede stater som Pakistan og Sudan) til at frygte Iran.
Den arabisk-israelske konflikt skubbes ud på et sidespor: Mens Obama-administrationen og de europæiske ledere fortsætter deres tvangsbetonede besættelse af palæstinenserne og ser disse som nøglen til regionen, har de regionale spillere nogle langt mere tvingende prioriteter. Ikke blot bekymrer Israel dem dårligt nok, men den jødiske stat fungerer også som stiltiende støtte til den saudisk ledede blok. Vil denne ændring komme til at markere et langvarigt skifte i arabernes holdning til Israel? Formentlig ikke; når den iranske krise svinder hen, må man forvente, at opmærksomheden vender tilbage til palæstinenserne og Israel, sådan som den altid gør.
Amerikansk politik i urede: Mange aktører i Mellemøsten udtrykte med rette hån i 2009, da Barack Obama og hans fæller udi naivitet forventede, at de ved at forlade Irak, smile til Teheran og anstrenge sig yderligere i de arabisk-israelske forhandlinger kunne skabe orden i regionen og muliggøre dannelsen af en "fløjmand" til Østasien. I stedet kan de inkompetente folk, som kryber sammen i toppen af den amerikanske regering, ikke følge med de hurtigt opstående, ugunstige begivenheder, heraf mange de selv har skabt (anarki i Libyen, spændinger med traditionelle allierede, et mere krigerisk Iran).
Indvirkning på en aftale med Iran: Selvom Washington er bakket ud af mange positioner i forhandlingerne med Iran og har gjort mullahernes regime mange tjenester (for eksempel ved at undlade at opføre det og dets Hizbollah-allierede som terrorister), trak man en grænse ved Yemen og tilbød den anti-iranske koalition en vis støtte. Vil Irans øverste leder Ali Khamene'i nu stampe i gulvet og trække sig ud af forhandlingerne? Højst sandsynlig ikke, for den aftale han har fået tilbudt er alt for sød til at den kan afvises.
 De amerikanske diplomater mødes igen med deres iranske modparter for at kapitulere på endnu en forskellighed. |
Summa summarum, Salmans dygtige diplomati og hans villighed til at bruge magt i Yemen er en reaktion på den dødbringende kombination af arabisk anarki, iransk aggression og Obamas svaghed på en måde, som vil komme til at forme regionen gennem mange år.
