Da den føderale amerikanske flyadministration, midt under krigen mellem Hamas og Israel i 2014, kortvarigt forbød amerikanske flyvninger til Israel, beskyldte senator Ted Cruz (republikaner fra Texas) Barack Obama for at bruge et føderalt styringskontor "til at udløse en økonomisk boykot af Israel i den hensigt at forsøge at tvinge vores allierede til at føje sig efter hans udenrigspolitiske krav." Derved fremsatte Cruz en beskyldning, som ingen israelsk leder ville vove at udtrykke.
 Senator Ted Cruz (t.v. republikaner fra Texas) mødtes med Israels premierminister Binyamin Netanyahu lige efter at senatoren havde tiltrådt sit embede i januar 2013. |
Dette er næppe et enestående eksempel. Gennem årene har andre amerikanske politikere, både republikanere (Dan Burton, Jesse Helms, Condoleezza Rice, Arlen Specter) og demokrater (Charles Schumer), anlagt mere barske og til tider mere zionistiske holdninger end den israelske regering. Dette mønster peger tilbage på et endnu større fænomen: Den arabisk-israelske konflikt har tendens til at fremkalde en mere intens ensidighed blandt amerikanerne end blandt indbyggerne i Mellemøsten. Sidstnævnte kommer måske til at dø på grund af konflikten, men de førstnævnte omfatter den med større passion.
Jeg vil i det følgende dokumentere og forklare dette umiddelbart ikke helt indlysende mønster og derefter drage en konklusion.
Mere anti-Israel end araberne
Amerikanere som hader Israel, kan være mere udtalt anti-zionistiske end arabere. Ved et mindeværdigt middagsselskab i Washington i november 1984, hvor den irakiske ambassade var vært for sin besøgende udenrigsminister, Tariq Aziz, irettesatte og ligefrem fornærmede to småberusede, amerikanske, højtstående pressefolk denne udsending fra Saddam Hussein for at være utilstrækkeligt anti-Israel. Helen Thomas fra United Press International klagede over, at Irak ikke havde gjort gengæld mod Israel efter ødelæggelsen af kernereaktoren i Osirak i 1981. Da Aziz forsøgte at affærdige hendes kritik, beskyldte hun hånligt det irakiske regime for kujoneri: "Simpel fejhed, formoder jeg." Senere samme aften afbrød Rowland Evans fra den samlede Evans & Novak-klumme udenrigsminister Aziz, da denne kaldte Iran-Irak-krigen for det vigtigste problem i Mellemøsten, og råbte: "I bør fortælle udenrigsminister Shultz, at den arabisk-israelske krig er jeres største bekymring!" Afdøde Barry Rubin, som var til stede, kommenterede senere: "Aziz virkede forbløffet, uvant som han var med at blive angrebet for overdreven blødsødenhed over for Israel."
 Helen Thomas var længe fast inventar ved præsidentembedets pressekonferencer. |
Ligeledes i 1981 irettesatte James E. Akins, tidligere amerikansk ambassadør i Saudi-Arabien og beskrevet som "mere pro-arabisk end de arabiske embedsmænd," sheik Zaki Yamani, den saudiske olieminister, for at afvise tanken om at knytte den saudiske olieproduktion til USA's politik over for Israel. I 1993 revsede Edward Said fra Columbia University PLO-lederen Yasir Arafat for at indgå i Oslo-forhandlingerne. Samtidig gav Anthony B. Tirado Chase, analytiker af Saids skrifter, udtryk for, at "Saids rejektionisme kun taler for få på Vestbredden og i Gaza." I 2003 opildnede George Galloway, britisk parlamentsmedlem, palæstinenserne imod Israel:
Araberne er et storslået folk. Islam er en storslået religion. Men den er nødt til, og de er nødt til at stå frem. … Jeg spurgte engang nogen, dengang [Ariel] Sharon massakrerede palæstinenserne i Jenin, hvorfor de meget store demonstrationer i de arabiske lande ikke fortsatte? Hvorfor forsvandt de? De svarede: fordi en studerende blev dræbt i Alexandria. Jeg beklager meget over for denne studerende og hans familie, men palæstinenserne mister deres børn hver eneste dag, og alligevel afholder det dem ikke fra at gå ud igen dagen efter. Så det kan gøres. Hizbollah tvang fjenden til at flygte ud af deres land. Fares Uday, en 14-årig dreng, stod foran en israelsk tank og angreb den med sine bare næver. Og da de dræbte ham, trådte hans bror og hans naboer i hans sted.
I 2009, efter en foredragsturné til amerikanske universiteter, noterede den palæstinensiske journalist Khaled Abu Toameh, at
der er større sympati for Hamas dér, end der er i Ramallah. … Da jeg sad og lyttede til nogle studerende og professorer i disse universitetsmiljøer, troede jeg et øjeblik, at jeg sad over for en talsmand for Hamas eller en kommende selvmordsbomber. … Det, der slog mig mere end noget andet, var det faktum, at mange af de mennesker, jeg mødte på universiteterne, støttede Hamas-bevægelsen og mente, at den havde ret til at "kæmpe imod besættelsen," også selvom det betød, at den måtte sprænge børn og kvinder i en bus i Jerusalems centrum i luften.
 Khaled Abu Toameh, arabisk-israelsk journalist, blev overrasket over den anti-zionistiske passion på USA's universiteter. |
Endnu mere ironisk var Abu Toamehs oplevelse af, at mange arabere og muslimer på amerikanske universiteter "var langt mere forstående og ligefrem hilste min 'upartiske analyse' af den israelsk-arabiske konflikt velkommen." På samme måde har historikeren Bernard Lewis skrevet, at "israelere, som rejser i Vesten, ofte har nemmere ved at komme overens med arabere end med arabofile."
Modsat nævner Lewis ondskabsfuldheden hos visse vesterlændinge, som opholder sig i Mellemøsten:
Gang på gang har europæiske og amerikanske jøder, som rejser i arabiske lande, lagt mærke til, at trods strømmen af medieformidlet og udgivet anti-semitisme så kom de eneste anti-semitiske fjendtligheder, som de havde oplevet at møde ansigt til ansigt på deres rejse, fra deres egne landsmænd som i mange tilfælde følte, at de, i det de forestillede sig var den arabiske verdens mere indforståede atmosfære, frit kunne fremsætte anti-semitiske … bemærkninger, som de aldrig ville fremsætte derhjemme.
Et symptom på dette: Den seneste Hamas-Israel-krig udløste flere hadefulde og i flere tilfælde voldelige anti-Israel-demonstrationer på gaderne i mange vestlige byer, hvorimod de arabiske masser – med undtagelse af de territorier, som er under israelsk kontrol – stort set forholdt sig i ro.
Mere zionistiske end israelerne
Tilsvarende har amerikanske støtter af Israel tendens til at driste sig til at indtage langt mere glødende zionistiske holdninger, end israelerne gør. I 1978 klagede Richard Nixon over, at "problemet med israelerne i Israel var ikke nær så vanskeligt som med det jødiske samfund her." I 1990 blev den israelske journalist Yossi Melman overrasket over at opleve et jødisk publikum i Texas, der ønskede en hårdere linje mod palæstinenserne, end han selv gjorde; han reagerede med bestyrtelse, da en ung mand, som refererede til et sammenstød med det israelske politi, hvorunder nitten palæstinensere blev dræbt, erklærede: "Jeg føler ingen sorg over de palæstinensere, som blev dræbt. Det israelske politi burde have skudt tusind af dem," og ingen blandt tilhørerne tog det op til diskussion med ham.
I 2000 klagede Said over, at zionistiske grupper i USA har holdninger, som "på sin vis er mere ekstreme end selv dem hos det israelske Likud." Ligeledes i 2000, da Israels premierminister tilbød hidtil uhørte indrømmelser vedrørende Jerusalem, kritiserede Malcolm Hoenlein, viceformand for Conference of Presidents of Major American Jewish Organizations [Sammenslutningen af formænd for større amerikanske jødiske organisationer], premierministerens forsøg på at "fjerne eller gå på kompromis vedrørende jødisk suverænitet over Tempelbjerget og overlade det til FN's jurisdiktion eller Det Palæstinensiske Selvstyre." Senere advarede han om, at "vi kommer alle til at svare vore børn og børnebørn, når de spørger os, hvorfor vi ikke gjorde mere for at standse afgivelsen af Har haBayit [Tempelbjerget]."
Meningsmålinger fra American Jewish Committee viser jævnligt, at amerikanske jøder er mere skeptiske end deres israelske modparter i spørgsmålet om effekten af diplomatiet med araberne. Samtidig betyder dette at være pro-Israel for en amerikaner, at man kan lide alle israelere; lige fra American Israel Public Affairs Committee og Christians United for Israel tilbyder alle pro-Israel-organisationer deres ubetingede støtte til Israel. Mange amerikanske jøder går endnu længere. Da hverken deres eget eller deres børns liv er truet i de israelske forsvarsstyrker, IDF, erklærer de sig ikke offentligt uenige i den israelske regerings beslutninger. Derimod kræver fremtrædende israelere gentagne gange, at Washington lægger pres på deres regering for at få den til at tage nogle skridt, som går imod dens egne ønsker. I det mest berømte eksempel fortale David Landau, redaktør ved avisen Ha'aretz, i 2007 den daværende amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice, at Israel var en "fejlslagen stat," og bad hende indtrængende om at gribe ind med den begrundelse, at Israel har brug for "at blive voldtaget."
Forklaringer
Der er tre grunde til, at amerikanske tilhængere udvikler stærkere holdninger end deres mellemøstlige modparter:
Ren passion: Abu Toameh skriver: "Mange af Det Palæstinensiske Selvstyres og Hamas' embedsmænd … lyder langt mere pragmatiske end de fleste anti-Israel, 'pro-palæstinensiske' folk på universiteterne." Det skyldes, at de har konkrete, faktiske beslutninger, som de skal træffe i livet, og som de skal leve med. Israelere og arabere opretholder et fletværk af indbyrdes relationer og et dagligliv, som opbløder hårdheden i retorikken. Derimod har den rene passion tendens til at herske i Vesten. De fleste israelere har kontakt med arabere, noget kun meget få amerikanske zionister har. Ligeledes kommer et ret stort antal egyptere, jordanere, libanesere og andre arabere i kontakt med israelere. For folk i Mellemøsten er fjenden menneskelig; for amerikanere består modparten af nogle todimensionelle, politiske modstandere.
 En amerikansk anti-zionist overraskede Saddam Husseins håndlanger Tariq Aziz. |
Dette gælder endda så uhyrlige diktaturer som Saddam Husseins. Som Barry Rubin bemærkede i forbindelse med sin oplevelse af Tariq Aziz ved middagen: "Måske var det nemmere at håndtere de indre cirkler i Saddams regime, hvor frygt affødte disciplin, end disse vilde, uforudsigelige amerikanere." To eksempler: Pro-Israel og anti-Israel amerikanere behøver aldrig at samarbejde om fælles vandforsyning. Ismail Haniya, lederen af terrororganisationen Hamas, som sværger til Israels udslettelse, har tre søstre, som er emigreret fra Gaza til Israel, bor der som statsborgere og har børn, som har gjort tjeneste i IDF.
Solidaritet: Israelere diskuterer mest med andre israelere og arabere med arabere; men i USA diskuterer pro-israelere med anti-israelere. Israelere og arabere i Mellemøsten føler i højere grad end deres amerikanske støtter, at de frit kan være uenige med deres egne. Når en venstreorienteret israeler kritiserer Netanyahu-regeringens politik, er han uenig med Likud-partiet; når en venstreorienteret amerikansk jøde gør det samme, så angriber han Israel. Førstnævnte debat ligger inden for rammerne af israelsk politik, sidstnævnte befinder sig på kamppladsen om den amerikanske offentlige mening. Melman bemærkede, at "vi israelere besidder den luksus at kunne udtrykke os mere åbenhjertigt end mange amerikanske jøder" og forklarede dette ved at nævne, hvordan "amerikanske jøder frygter, at deres offentlige udtryk for kritik [af Israel] kan udnyttes af professionelle kritikere af Israel. De fleste amerikanske jøder foretrækker derfor at skjule deres uenigheder vedrørende Israel." Mattityahu Peled, en stikflue på den israelske venstrefløj, har ligeledes bemærket, at presset på jøder, som har afvigende holdninger i USA, "er langt større end presset er på os i Israel. … formentlig oplever vi i Israel en langt større grad af tolerance, end I gør her i det jødiske samfund."
Det mest kendte politiske tema: I Mellemøsten selv er der andre temaer, der konkurrerer med den arabisk-israelske konflikt om opmærksomheden – borgerkrigene i Syrien og Irak, rivalisering mellem Saudi-Arabien versus Qatar versus Iran, vandproblemer. Men i USA er den arabisk-israelske konflikt langt mere kendt end nogen andre emner og dominerer derfor diskussionen. Følgelig er linjerne i debatten meget tydeligere markeret: Da Islamisk Stat i Irak og Syrien (ISIS) indtog Mosul i juni 2014, var der ingen, der vidste, hvad man skulle gøre ved det; men da Hamas affyrede raketter imod Israel en måned senere, var kendsgerningerne og argumenterne beroligende velkendte.
Konklusion
Arabisk-israelsk partiskhed passer ind i et større mønster, hvor afstand gør gråt til sort og hvidt og opflammer de politiske lidenskaber. I tilfældet med kontraernes krig i Nicaragua skriver journalisten Stephen Schwartz, at på den ene side "bemærkede sandinisterne ofte over for mig, at de var bestyrtede over at måtte erkende, at deres demokratiske støtter i Washington benyttede en blodtørstig retorik, som man aldrig ville høre i byerne i Centralamerika." Da han blev spurgt om dette, forklarede en sandinist: "Vi er tvunget til at se døden i øjnene, og det gør os mindre villige til at tale tomt og indholdsløst om den; men de nyder at tale om en død, som de aldrig risikerer eller vil komme til at påføre andre."
 Under den Spanske Borgerkrig fandt Leon Trotskij retorikken i London mere ekstrem end virkeligheden i Barcelona. |
Den samme tøven forekom også på den anden side, mente Schwartz. En støtte af kontraerne forklarede: "Vore familier er splittede på grund af denne konflikt, og vi føler ikke det skærpede raseri, som kommer til udtryk blandt udlændinge i forbindelse med krigen her. Under kamp bliver vi måske nødt til at dræbe eller selv blive dræbt af et familiemedlem, som vi er vokset op med. Det er ikke noget, der fylder os med begejstring."
I andre krige, hvor kombattanterne lever i tæt nærhed af hinanden, mens deres støtter ikke gør det, har der vist sig et tilsvarende mønster: borgerkrigene i Vietnam, Irland og Bosnien dukker umiddelbart op. I en kommentar til den spanske borgerkrig bemærkede Trotskij engang, at retorikken i London var langt mere ekstrem end virkeligheden i Barcelona.
Som konklusion kan anføres, at dette mønster går imod den generelle antagelse, at de rasende kombattanter i en krig behøver hjælp fra nogen udefra, som kan bevare hovedet koldt og hjælpe med at styre dem frem mod en løsning og mod fred – en antagelse, som til tider fører til den uheldige beslutning at sætte ignoranter til at lede diplomati og politik. Faktisk ser de lokale måske problemerne langt mere klart og realistisk end deres udenlandske venner. Det er på tide, at man i udlandet holder op med at tro, at man ved, hvordan regionens redning skal sikres, og i stedet lytter mere til de direkte involverede.
