Befolkningsændringerne som følge af Syriens fire år lange borgerkrig har dybtgående forandret Syrien og dets tre arabisktalende naboer: Irak, Libanon og Jordan. (Tyrkiet og Israel er også blevet forandret, men i mindre grad.) Ironisk nok er alle fire lande midt i tragedierne og rædslen ved at blive en anelse mere stabile, efterhånden som befolkningerne tilpasser sig den moderne nationalismes brutale krav. Det skyldes, at kampene har presset folk til at flytte fra en status som etnisk mindretal til en status som etnisk flertal, opmuntret til at bo sammen med ligesindede.
Før vi kigger på de enkelte lande, lad os se lidt på baggrunden:
For det første rummer Mellemøsten, sammen med Balkanlandene, den mest komplekse og urolige etniske, religiøse, sproglige og nationale blanding i verden. Det er et sted, hvor alliancer på tværs af landegrænser i høj grad komplicerer den lokale politik. Hvor Balkan udløste 1. Verdenskrig, kan Mellemøsten meget vel udløse den 3. Verdenskrig.
For det andet havde de historiske spændinger mellem de to største muslimske sekter, sunnier og shi'itter, stort set lagt sig, før ayatollah Khomeini kom til magten i 1979. Presset af Teherans aggression er de siden blusset op på ny.
 Den brutale 8 års krig 1980-88 mellem Iran og Irak gjorde sit til at forværre fjendskabet mellem sunnier og shi'itter. |
For det tredje ignorerede de imperialistiske europæiske magter næsten identiteten af de mennesker, som levede i Mellemøsten, dengang de fastlagde de fleste af regionens landegrænser. I stedet fokuserede de på floder, havne og andre resurser, som tjente deres økonomiske interesser. Vore dages rodebunke af temmelig tilfældigt definerede lande (f.eks. Jordan) er resultatet.
Endelig var kurderne de store tabere for hundrede år siden; som følge af en mangel på intellektuelle der kunne tale deres sag, blev de splittet op mellem fire forskellige stater og forfulgt i dem alle. I dag har de organiseret sig med henblik på uafhængighed.
Lad os vende tilbage til Syrien og dets arabiske naboer (og idet jeg trækker på Pinhas Inbaris "Demographic Upheaval: How the Syrian War is Reshaping the Region" [Demografisk uro: Sådan omformer den syriske krig regionen]):
Syrien og Irak har oplevet en udvikling af en slående lighed. Efter to monstrøse diktatorers afgang i 2000 og 2003 er begge lande blevet delt op i de samme tre etniske grupper – shi'ittiske arabere, sunnimuslimske arabere og kurdere. Teheran dominerer begge de shi'ittisk orienterede regimer, mens flere stater med sunni-flertal (Tyrkiet, Saudi-Arabien, UAE, Qatar) bakker op om sunni-oprørerne. Kurderne har trukket sig ud af den arabiske borgerkrig for at opbygge deres egne, autonome områder. De engang så ambitiøse diktaturer kan dårligt nok opretholde en fungerende udenrigspolitik. Også den hundredårige grænse mellem Syrien og Irak er stort set forsvundet.
Syrien: Den del af Syrien, som stadig regeres af Bashar al-Assad, bliver mere og mere shi'ittisk. Det skønnes, at halvdelen af den syriske befolkning på 22 millioner før krigen er blevet fordrevet fra deres hjem; af disse vil de 3 millioner, mest sunnier, som er flygtet ud af landet, næppe vende tilbage, både på grund af den fortsatte borgerkrig og Assad-regimets tilbagekaldelse af deres statsborgerskab. Regimet synes også bevidst at have reduceret sin kontrol over området nær grænsen til Jordan for at opmuntre sunnier til at flygte fra Syrien. Der er også beretninger, som indikerer, at man i et andet kneb for at øge den shi'ittiske befolkning har budt omkring 500.000 irakere velkommen, genhuset dem og tildelt nogle af dem syrisk statsborgerskab.
 Bashar al-Assad må have været en bedre øjenlæge end diktator. |
Irak: Den syriske borgerkrig gav Islamisk Stat (eller ISIS/ISIL) mulighed for at gå ind i Irak og erobre byer som Fallujah og Mosul, hvilket har ført til en udvandring af ikke-sunnier (især shi'itter og yazider) og genskabt Irak efter etniske linjer. Når man betænker landets sammenblandede befolkninger, især i Baghdad-området, vil det tage år – måske årtier – før grupperne skilles ud fra hinanden. Men processen synes ubønhørlig.
Libanon: Sunnierne her bliver stærkere og slår den iranske indflydelse tilbage. En million nye sunni-flygtninge fra Syrien udgør i dag 20 procent af landets befolkning, stort set en fordobling af sunni-samfundet. Og Hizbollah, den dominerende shi'ittiske organisation i Libanon, negligerer sine egne støtter og mister indflydelse hjemme ved at kæmpe til fordel for Assad-regimet i Syrien.
 Militsfolk fra Hizbollah i Syrien reducerer gruppens indflydelse i hjemlandet Libanon. |
Jordan: Den seneste tilstrømning af syriske flygtninge kommer efter en tidligere bølge af henved en million irakiske flygtninge. Tilsammen har de to grupper mindsket den procentvise andel af palæstinensere i Jordan i en sådan grad, at sidstnævnte formentlig ikke længere udgør et befolkningsflertal i landet, en ændring som har store politiske implikationer. En af disse er, at det reducerer den potentielle palæstinensiske trussel mod det hashemitiske monarki; en anden er, at det undergraver det Jordan-er-Palæstina-argument, som nogle israelere hylder.
Kort sagt, Irak og Syrien er ved at udvikle sig efter deres befolkningers religiøse og etniske linjer, Libanon bliver mere sunnimuslimsk og Jordan mindre palæstinensisk. Uanset de grufulde menneskelige omkostninger i den syriske borgerkrig kan dens langvarige indvirkninger muligvis gøre Mellemøsten til et mindre letantændeligt sted og mindre tilbøjeligt til at udløse 3. Verdenskrig.
